mandag den 22. oktober 2012

Min oplevelse af Hanne Vibeke Hoslt: Undskyldningen



Det er en rigtig knaldroman. Plottet er godt flikket sammen. Det er en dygtig research-journalist, der er fortæller og dog, der er også en jeg-fortæller, og er der ikke også en fortæller, der bare kender personerne ud og ind. Forudsigeligheden i romanen er stor, selvfølgelig bliver man narret, ellers ville det ikke være en spændingsroman, men selve plottet virker ret konstrueret, og det betyder, at det kan være svært at blive så henrevet, at ens følelser tager over, så man kan komme ind i illusionen og oplever personerne som mennesker, der står en nær, og som man derfor kan føle og leve med.
Det er et fantastisk godt journalistisk arbejde, og der er enkelte passager, hvor jeg oplevede lidt af den kunst, man kender fra den klassiske litteratur, og nulevende forfattere, der i kraft af persontegning, sprog, der passer til personen og en lidenskab, der totalt henfører læseren og formår at skabe noget ud over det faktuelle. Jeg må sige, at jeg i 95 % af bogens mange sider læste den, som jeg læser avis, men jeg må dog indrømme, at Thorvalds erigerede morgenlem og hans barnebarns vilde ridt som 30-årig på lemmet af en russisk nobelpristager i litteratur med en alder nær hendes far havde en vis emotionel påvirkning.

Angående en forfatters anvendelse af sproget, vil jeg henvise til Don DeLillo. Når DeLillo skriver, er sproget ikke bare et redskab, der skal bruges til at sætte en historie i bevægelse.

  »Det skaber personen i historien. Det sprog, man bruger til denne person, og de replikker, personen siger, er en del af personens udvikling. Han eller hun skaber på en måde sig selv. Man kan ikke beslutte – eller det kan jeg ikke – at det skal være en temperamentsfuld og dum person. Det sker, mens jeg sidder ved min skrivemaskine med ordene. De skaber ideer. Ordene fortæller mig noget. Og sætningerne fortæller mig ting, jeg aldrig havde forventet at høre. De overrasker mig«.