Bogen handler om den tyske landskabsmaler Johan Moritz Rugendas (1802-1858).
Han var ud af et malerdynasti, grundlagt af hans oldefar, der var uddannet urmager. Som ung mistede han sin højre hånd, og så var det slut med at være urmager. Han begyndte at træne sin venstre hånd op ved at tegne og male. Han specialiserede sig i at afbilde kampscener, og det blev han meget ferm til. Hans tegninger og billeder viste en næsten overnaturlige præcision. Hans mæcen og væsentligste kunde var den svenske Kong Karl XII, hvis kampe han malede Tre sønner fortsatte i faderens fodspor. En af dem fulgte Napoleon og gengav hans forskellige slag. Det var Rugendas far.
Tiden efter Napoleon blev mere fredelig og Rugendas
gik over til at male landskaber stærkt påvirket af Alexander Humboldts teori om
den naturfysiognomiske fremstilling, at
man i landskabets grundtræk kunne finde nøglen til dets karakter. Han skulle
male den ny verdens forunderlige botanik
og de overdådige bjerglandskaber ned til mindste detalje: de tredive fod høje
græsser, kakaotræer med blomsterne direkte på stammen, cypresser med
overjordiske rødder og palmestammer som søjlegange. Landskabsmaleren måtte gerne
omarrangere landskabet, hvis det på den måde bedre kunne udtrykke en
kunstnerisk geografisk sandhed, en slags portræt med klare informationer om
race, fauna, flora, økonomi og meget andet.
På pampaen i Braslien kommer Rugendas ud for en
uhyggelig hændelse (1837), som fuldstændig lemlæster hans ansigt. Mens han
rider på sin hest kommer han ud for et voldsomt tordenvejr med kraftige lyn.
Han og hesten bliver to gange ramt af lyn og de bliver slået til jorden. Hesten
kommer op og bevæger sig mod lejren. Rugendas fod sidder fast i stigbøjlen og
han bliver slæbt hele vejen med ansigtet glidende hen over jorde. Rugendas
ansigt er en ophovnet og blodig masse. Pandebenet er blottet og nervetråde
hænger ud. Der er hudlaser ned over hans øjne og hans ørnenæse er kvast.
Læberne er flækket og krænget væk fra tænderne, som ved et mirakel er helt
intakte.
Han bliver senere lappet sammen, mens hans ansigt
er så skamferet, at han ikke kan vise det. Denne hændelse bliver årsag til skabelsen
af en helt ny malerstil. Rugendas lider af ulidelige smerter, og for at kunne
fungere må han have noget stærkt smertestillende, og han anvender en blanding
af opium og bromid, så får han, som han siger, fordelen ved det bedste
smertestillende middel og det bedste antidepressive middel. Han formår nu
pludseligt sansemæssigt at indoptage landskabet på en afgørende anderledes
måde, hvor naturens vegetationstyper får et paradisisk skær og maleriet
udtrykker en form for impressionisme.
Bogen er kort, men den er en så velskrevet og fuld
af sansning og smerte, at den fylder meget. Beskrivelsen af en malers
forvandling fra at gengive den præcise og iscenesatte sansning i oplysningens
tjeneste til at gengive et indre billede af det han ser, er et fint
fysiognomisk portræt.
