fredag den 30. oktober 2015

En tur til Aarhus og lidt tilbage i tiden

Til Aarhus en af de sidste efterårsdage. Gåtur fra Banegården, forbi Aros og ned mod Den Gamle By. Stopper op lige før den Gamle Ceres bygning og kigger ud over Århus Å, som langsomt løber præget af alderdom og efterårets farver. 
















Videre forbi det, der engang var Ceres, og hvor jeg som dreng flere gange var på rundvisning, udelukkende fordi rundvisningen altid sluttede med, at vi måtte drikke alle de sodavand, vi kunne, inden for en bestemt tid. Videre over gaden op til indgangen af Den Gamle By, hvor jeg skulle mødes med nogle mennesker, som jeg voksede op sammen med for over halvtreds år siden på Chr. Molbechsvej og H.V. Kålundsvej.



Vi krammer og hilser, tager kufferterne og rejser tilbage til halvfjerdserne og går rundt i opgange og lejligheder, og snakker og genkender og mindes og snakker.


Jeg kigger interesseret i en skuffe, der har tilhørt en kvindelig skoleinspektør, måske fordi skuffen kunne afsløre lidt af en fin kvindes hemmeligheder.


 Og hvad skal man mere sige: Jo, de holder sig godt, børnene fra dengang.























Møderne med børnene fra dengang, har lært mig lidt om, hvor meget en fælles baggrund og  følelsen af at være en del af et fællesskab med en bred diversitet betyder. At man efter et langt liv på over halvtreds år kan mødes, og at man på trods af alle mulige forskelle i livs-forløbet, kan finde sammen i et dejligt socialt fællesskab igen, er stort og livgivende.