tirsdag den 2. oktober 2018

Fernisering på udstillingen ”letmein” på Heart i Herning september 2018



Stor, stærk og medrivende udstilling på HEART. Udstillingen hedder letmein (luk mig ind) og er en fælles udstilling med kunstnerne Ry Davis Bradley (AUS) og Jon Rafman (CAN). Kurator er Michael Bank Christoffersen.



Udstillingen er et sandt borbardement af påvirkninger, som kan gøre det svært for dig at falde til ro, bevare overblikket og falde ned og fokusere på de mange spændende detaljer, som er små værker i sig selv. ”letmein” giver mulighed for forskellige fortolkninger. Vi lever i en teknologisk verden, som maser sig på, og hvis vi ikke bevarer overblikket, så går det galt. Hvem styrer hvem?
 

Med hensyn til udstillingen kunne man sige til HEART let me in. Det kunne være rart med en form for støtte til at træde ind i de store rum. Måske kunne en afslappet og ikke vildt pædagogisk rundvisning gøre udstillingen til den store publikumssucces, som den fortjener.

 

Filmen tager dig med ind i et rum, hvor 2000 kvadratmeter specialvævet tæppe beklæder både gulve og vægge. Man befinder sig i et univers, hvor tilskueren bliver bombarderet med stærke billeder og farver, der strømmer ud fra de vævede tæpper. Genkendelige brudstykker af dystopiske bybilleder og naturbilleder i konstant forandring samt en fremtidsvision med robotter strømmer ud fra to skærme. På vandringen i det næste halvmørke rum møder vi mystiske billeder på væggen, der kan være helt abstrakte eller vise tableauer, hvor man aner noget genkendeligt.