Der
var kamp til stregen for at få plads helt fremme ved scenen. Der blev skubbet
og maset, og de, der ikke nåede frem i første geled forsøgte bogstaveligt talt
at kile sig ind, hvad der gav anledning til en del ukvemsord og nytteløse
diskussioner. Der er
nogle få virkelig professionelle masere. De kommer en halv time før koncerten
og får sig kilet helt op til tredie række før scenen. Dem, der har stået der i
tre timer begynder nu at røre på sig. Hvad fanden er meningen? Her skal du ikke
stå. Du kan ikke bare komme og mase dig ind her. Og så træder den
professionelle maser i aktion. Hun råber og skriger. Hun har ligeså meget ret
til at være her som de andre. Hun har købt billet, og ingen skal bestemme, hvor
hun skal stå. Forstå det dog! Sådan er det bare ved alle koncerter. Flot
gennemført psykologisk krigsførelse, og folk er jo flinke, og vi skal ikke have
ballade. De mest hårdføre tager kampen op, men det ender som regel med, at profmaseren
får en plads i anden række, for nu begynder koncerten, og så skal vi altså nyde
det, og "Halleluja" er tæt på.
"Thanks for coming, we'll give you all we've got!" Siger Leonard Cohen. Det gør han så overbevisende, at vi alle må synge med, for vi kender jo så mange af sangene, da de har været en væsentlig del af vores liv.
Så går koncerten igang "Dance to me to the end of love" var åbningsnummeret, og så var 12.000 tilskuere på bølgelængde med en karismatisk legende af en fantastisk sangskriver, der nu som 78-årig stadig kan henføre sit publikum netop fordi mange af sangene skifter lidt karakter med andre betoninger tilpasset alder og erfaring. Cohens styrke ligger i hans evne til ikke at gentage sig selv, men med alderen kan give nogle af de kendte sange en ny drejning.
Denne ædle herre, tre dejlige kvinder, der leverer en vigtig musikalsk klangbund, der gør Cohens sange specielle og et gennem professionelt orkester fik folkemængden derhen, hvor poesien blomstrer og sardinerne sprang ud af dåsen.
Denne ædle herre, tre dejlige kvinder, der leverer en vigtig musikalsk klangbund, der gør Cohens sange specielle og et gennem professionelt orkester fik folkemængden derhen, hvor poesien blomstrer og sardinerne sprang ud af dåsen.