Lidt snak om anmeldelser 3

Anmeldelser af "BIOGRAPHY" på Statens Museum for Kunst

I forlængelse af indlægget fra 17.sep 2014 kommer her  anmeldelse nummer 2.
Den er fra Jyllands Posten og skrevet af Tom Jørgensen

Liv og død i ghettoen

Kunstudstilling: Den dansk‑norske kunstnerduo Elmgreen & Dragset har forvandlet Statens Museum for Kunst til et kæmpe socialt boligkompleks og labyrintisk net af statslige institutioner.

AF

TOM JØRGENSEN

tom.jorgensen@IPdk

Skal det nu være kunst? Spørgsmålet ligger i luften, når man konfronteres med den dansk‑norske kunstnerduo Elmgreen & Dragsets værk på Statens Museum for Kunst.

For hvilket værk. Eller rettere tre værker, tre installationer samlet under fælles­titlen "Biography".

Det første ligner en kopi af en fireetagers boligblok i et socialt boligbyggeri. I naturlig størrelse. Dog uden adgang for udstillingsgæsten.

Det næste en labyrint af gange mimende offentlige institutioner med et venteværelse, en fængselscelle og et lighus.

Det sidste og mere drømmeagtige scenarium forestiller en natsort trailerpark uden for Las Vegas med et trådhegn, en glammende porcelænsrottweiler, en druknet mand i en swim­mingpool og en dreng sid­dende med fødderne dinglende fra en brandtrappe.

Den surreelle stemning symboliseres ved, at den sølvfarvede campingvogn er blevet knust af et gigantisk skilt reklamerende for spillebyens lyksaligheder.

Kunst med et glimt i øjet

Og er det så kunst? Svaret er: Ja, det er det. Hvis man mener, at kunst skal afspejle sin samtid og forholde sig kritisk til den, er "Biography" i allerhøjeste grad kunst. Og en rigtig god en af slagsen.

Det hjælper også meget på det at både værkerne og de to kunstnere er så lette at gå til.

Ofte er samtidskunst svært tilgængelig, præget af sortsnakkende kunstnere og katalogtekster og værker, man har vanskeligt ved at finde nøglen til. Helt ander­ledes med Elmgreen & Dragset.

I interviews har de gang på gang understreget, at deres værker nok har dybde og flere lag, men at de ønsker alt andet end intellektuel distance til publi­kum. De vil være i øjen­højde med publikum.

Værkerne taler for sig selv: "Prada Marfa" fra 2005 er en kopi af en Prada-butik med forseglet dør placeret midt ude i Texas' ørken, "The Collectors" fra 2009 til den danske pavil­lon på Venedig Biennalen var en ætsende kommentar til den glittede kunstverden og dens uforbeholdne dyrkelse af samleren, "The Forth Plinth" fra 2012 var en midlertidig statue opstil­let på Trafalgar Square forestillende en dreng på en gyngehest, og Helsingør er blevet permanent beriget med "Han", en mandlig udgave af "Den lille havfrue", moderne, skinnende og bogstaveligt talt med et glimt i øjet, al den stund skulpturen med uregelmæssige mellemrum blinker til såvel helsingoranere som turister.

Sympati for menigmand

Kort sagt: Elmgreen & Dragset skaber genkendelige scenarier og tvister dem.

Samtidig har værkerne altid en kommentar til aktuelle samfundsforhold. Til kunst‑ og modeverdenens besynderlighed, til politiske magtforhold, velfærdsstatens underminering og til forholdene for homoseksuelle. Aldrig med et dogmatisk og entydigt budskab, men altid med en varm og solidarisk holdning til ganske almindelige mennesker.

På Statens Museum for Kunst kommer dette tydeligt frem.

De institutionelle labyrinter er et kafkask mareridt af upersonlighed, umyndiggørelse og generel absurditet. Det buldermørke Las Vegas er en film noir-skildring af et hårdt, angstpræget og voldeligt USA. Den sociale boligblok derimod er ‑ de generelle fordomme om ghettoer upåagtet ‑ et sted, hvor den trodsige individualisme hersker. Den graffitihærgede og ikke særligt smukke bygning emmer, når man kigger ind ad vinduerne, af atmosfære, af hjemlighed, hygge og befriende excentricitet til trods for bajere, smøger, færdigmad, konstant tændte tv-skærme og andre officielt usunde ting.

Det er tydeligvis her, at kunstnernes sympati ligger. Blandt menigmand.

Moderne og folkelige

Alle tre installationer minder om filmscenarier.

Amerikansk film noir er nævnt, andre inspirations­kilder kunne være Mike Leigh, Jim Jarmusch og Ingmar Bergman, hvor sidstnævnte er de to kunstneres yndlingsinstruktør. Alle sammen kunstnere, som vil noget med deres kunst og ikke kun skabe fine æstetiske værker for de få indviede.

Når for Elmgreen & Dragsets vedkommende dertil lægges en på en gang absurd og varm menneskelig humor, er det lige før, man kan tage skridtet fuldt ud og kalde kunstnerduoen for folkelig. Og lad os bare gøre det: Elmgreen & Dragset er moderne folkelige kunstnere.

Beskrivelse af anmeldelsen:

Anmelderen kommer til udstillingen på Statens Museum for Kunst og starter retorisk med spørgsmålet: Skal det nu være kunst? Han træder ind i rummet og giver en beskrivelse af, hvordan installationerne er placeret i rummet og giver en kort faktuel beskrivelse af værkerne og hvad de ligner og lidt om den stemning værkerne lægger op til. Nogle af værkerne taler for sig selv for ”både værkerne og de to kunstneren er lette at gå til”. Værkerne er genkendelige, men de bliver lige tvistet en gang. På den korte spalteplads kommer han også indirekte ind på sit kunstsyn. Her er der tale om kunst, fordi installationerne afspejler samtiden og forholder sig kritisk til den. Anmelderens overordnede budskab er, at denne udstilling kan ses uden at man har læst kunsthistorie på universitetet, og når man går rundt på udstillingen kan man opleve, at kunstnerne gennem deres værker sender en varm og solidarisk holdning til os almindelige mennesker.

Anmelderen giver en personlig faglig og vurderende refleksion over udstillingen.

Lidt snak om anmeldelser 2

Anmeldelser af "BIOGRAPHY" på Statens Museum for Kunst

I forlængelse af indlægget fra 17.sep 2014 kommer her den første anmeldelse.
Vi kan starte med en anmeldelse fra Kunsten Nu
Anmeldelsen er skrevet af Ditte Vilstrup Holm (DVH)




Anmelderen (DVH)formidler et visuelt indtryk af rummet og dets indretning og værkerne beskrives faktuelt og på en måde så læseren kan følge med i, hvad anmelderen ser. Anmeldelsen er hovedsageligt beskrivende uden at personlige indtryk eller oplevelser egentlig inddrages. Et sted i anmeldelsen videregiver DVH dog en form for personlig oplevelse, idet hun beskriver to af installationerne som dystre og at de gengiver en fornemmelse af at man er overladt til sig selv, en følelse af at være alene og ende med at dø.

Nogen egentlig emotionel begejstring eller det modsatte er svær at finde, og dog: DVH roser en alternativ audio-guide, museet har fået lavet til lejligheden, som hun betegner som en genistreg, fordi den ”digter videre på Elmgreen & Dragsets installationer og løfter dem til nye højder”.

Nyhedsværdien i anmeldelsen skal findes i DVH’s tolkning og vurdering:

Hun mener at scenarierne er realistiske, men også stereotypiske og på den måde abstrakte.
Værkerne giver optimistiske bud på individets håb om at forfølge sin længsel og finde sin personlige mening med livet, og i nogle af værkerne er der social kritik af såvel velfærdssamfundet som den amerikanske drøm.

Nu er Elmgreen & Dragset på Statens Museum for Kunst, og er det i orden? Det tager DVH egentlig ikke stilling til, men gengiver museets vurdering: ” – Elmgreen & Dragset har skrevet kunsthistorie – og Statens Museum for Kunst viser kunst, som har skrevet sig ind i kunsthistorien.” Så derfor.

Hendes konklusion bliver: ”kunstnerne geniscenesætter deres værker i nye installationer og på den måde genfortolker deres tidligere værker ” Det bliver så til at Statens Museum for Kunst skaber et billede på ” hvordan vi alle i dag kan praktisere en slags vedvarende rekonstruktion af vores livshistorie frem for at forsøge at fastholde en entydig fortælling”.

Tilbag til 17. september

20 års jubilæum på min audition til "My fair lady" optaget på TVM

Jeg fik et praj om at TVM den 19.sep. 2014 i deres program Retro ville sende deres Nyheder fra 19. sep. 1994, og at jeg ville poppe op der. How interesting! – Jeg fandt ud af, at jeg havde 20 års jubilæum på en audition til ”My Fair Lady”. Klippet taler for sig selv. Er der ikke noget X-factor over det?

Se retroen:

Audition til My Fair Lady 1994

Lidt snak om anmeldelser

Min interesse for anmelderi begyndte her: Michael Jeppesens kunstsyn

Jeg er stadig på vej. Så en dag i august 2014 så jeg et opslag om smagsdommeri på Sovgaard Museet
i Viborg. Jeg tog derop og oplevede en god og medrivende debat om smagsdommere. Jeg  lavede en kort video om diskussionen, og jeg er meget taknemlig for, at jeg af deltagerne fik lov at filme frit. Hvis jeg har misbrugt tilliden, skal jeg nok viderebringe et evt, gok i nøden.

Her det korte uddrag: Smagsdommeri på Skovgaard Museet

Herefter ledte jeg helt konkret efter, hvad der efter min mening er en god kunstanmeldelse.

Jeg fandt en i magasinet KUNST nr. 4 2014.

I magasinet KUNST slutter Tina Kristensen sin anmeldelse af Jesper Justs to udstillinger på Aros i Aarhus sådan her: "Sjældent har en udstilling været så vedholdende gåsehudsfremkaldende og så velkomponeret. - En sublim iscenesættelse af mesterlig videokunst".

 Hun fører os ind i rummet, går direkte til og ind i værkerne. Hun er på en gang i stand til på en saglig og faglig måde at formidle noget om rummet, værkerne og iscenesættelsen samtidig med at hun beskriver, hvordan hun følelsesmæssigt bliver påvirket af det hele. Altså en anmeldelse, der både er flot oplysende og samtidig viser anmelderens følelsesmæssige engagement.

Optændt af anmeldelsen lavede jeg denne video: Jesper Just: Intercourse

Nu venter jeg på anmeldelser fra denne udstilling på Statens Museum for Kunst

Til første anmeldelse: Tryk

Jesper Just på Aros

Jeg traf Jesper Just på Heart i Herning i februar 2013 på udstillingen "This is a Landscape of  Desire" Han var passende nok sammen med sin smukke kone.
.

Jesper er helt bevidst om at jeg står og filmer ham. Jeg valgte dengang ikke at lave en video om hans værker, fordi det var umuligt for mig at videregive de indtryk jeg fik med en video om et videoværk.

Nu er Jesper Just aktuel på Aros, og det giver nogle helt andre muligheder for at lave en video om værket.

Der er tale om en totalinstallation, hvor den første videoprojektion ligger i gulvet. Den betræder du  før du kommer ind i en kulisse for de fire videoværker. Man bevæger sig rundt i et ruinlignende rum, eller ud og ind af en ruin, der måske er ved at falde sammen, og man støder hele tiden på handlingsforløb fra de fire videoer, som man sætter sammen, som man nu kan.

Denne vandring prøvede jeg at filme.

Video: Min vandring i Jesper Justs videoverden