Claus Grymer har skrevet en fin anmeldelse i Kristeligt Dagblad, og i min optik er antallet af stjerner ligegyldigt. De er oprindeligt kun sat til dem, der er ligeglade med substansen.
Som læserne af denne blog vil vide, går jeg meget op i anmeldelser ud fra den betragtning, at det er lige så vigtigt at stille krav til anmelderne, som det er for anmelderne at stille krav til kunsten.
Denne anmeldelse er en af de gode. Det helt banale krav, man må stille til en anmeldelse, er, at anmelderen redegør for, hvad det er, det, der anmeldes, gør ved ham/hende.
Jeg er med lige fra starten: "At holde øjeblikket fast og gøre det flygtige bestandigt det er en gennemgående bestræbelse i Erik A. Frandsens værker.
...det første værk, der vises: en patchwork-skulptur af en bil, præsenteret sammen med en svært læselig vægtekst i neon, der kryptisk henleder opmærksomheden på et andet usædvanligt fænomen, nemlig bløde katedraler. Som om også sådanne kan opføres i stof.
Gennem en tom korridor, med vægge af løst ophængte, hvide papirbaner kommer man ind en sal, der blandt andet rummer 13 store akvareller, "Basis Europa", fra kunstnerens lange vandring, akvareller af natur, bygninger og enkelte dyr. Det er arbejder, der er hentet fra skitsebøgerne og da også har et vist råt præg. Det er, som om man stadig mærker varmen fra skabelsesprocessen. Billederne virker bevidst skødesløst opsatte, det hele har et præg af foreløbelighed - som stadier på vejen mod et mål. jeg var ved målet - som om netop det ufærdige er det "færdige" udtryk. Rent ud sagt: For mig er disse akvareller hovedværker på udstillingen.
Udstillingen med dens koncentration giver et overskueligt, men også inciterende, opdateret portræt af en kunstner og hans stadige udforskning af materialer og udtryksmidler. En kunstner, der ikke bekender sig til en isme og også er tydelig nok som sig selv. Det bekræftes her.
Disse udvalgte brudstykker af anmeldelsen skal bare illustrere, at jeg som læser får noget ud af den kunstudsetiling, der anmeldes, og hvad bedre er: den giver mig lyst til at se den.
