fredag den 26. september 2014

Lidt snak om anmeldelser 3

Anmeldelser af "BIOGRAPHY" på Statens Museum for Kunst

I forlængelse af indlægget fra 17.sep 2014 kommer her  anmeldelse nummer 2.
Den er fra Jyllands Posten og skrevet af Tom Jørgensen


























Liv og død i ghettoen

Kunstudstilling: Den dansk‑norske kunstnerduo Elmgreen & Dragset har forvandlet Statens Museum for Kunst til et kæmpe socialt boligkompleks og labyrintisk net af statslige institutioner.

AF
TOM JØRGENSEN
tom.jorgensen@IPdk

Skal det nu være kunst? Spørgsmålet ligger i luften, når man konfronteres med den dansk‑norske kunstnerduo Elmgreen & Dragsets værk på Statens Museum for Kunst.
For hvilket værk. Eller rettere tre værker, tre installationer samlet under fælles­titlen "Biography".
Det første ligner en kopi af en fireetagers boligblok i et socialt boligbyggeri. I naturlig størrelse. Dog uden adgang for udstillingsgæsten.
Det næste en labyrint af gange mimende offentlige institutioner med et venteværelse, en fængselscelle og et lighus.
Det sidste og mere drømmeagtige scenarium forestiller en natsort trailerpark uden for Las Vegas med et trådhegn, en glammende porcelænsrottweiler, en druknet mand i en swim­mingpool og en dreng sid­dende med fødderne dinglende fra en brandtrappe.
Den surreelle stemning symboliseres ved, at den sølvfarvede campingvogn er blevet knust af et gigantisk skilt reklamerende for spillebyens lyksaligheder.

Kunst med et glimt i øjet
Og er det så kunst? Svaret er: Ja, det er det. Hvis man mener, at kunst skal afspejle sin samtid og forholde sig kritisk til den, er "Biography" i allerhøjeste grad kunst. Og en rigtig god en af slagsen.
Det hjælper også meget på det at både værkerne og de to kunstnere er så lette at gå til.

Ofte er samtidskunst svært tilgængelig, præget af sortsnakkende kunstnere og katalogtekster og værker, man har vanskeligt ved at finde nøglen til. Helt ander­ledes med Elmgreen & Dragset.
I interviews har de gang på gang understreget, at deres værker nok har dybde og flere lag, men at de ønsker alt andet end intellektuel distance til publi­kum. De vil være i øjen­højde med publikum.
Værkerne taler for sig selv: "Prada Marfa" fra 2005 er en kopi af en Prada-butik med forseglet dør placeret midt ude i Texas' ørken, "The Collectors" fra 2009 til den danske pavil­lon på Venedig Biennalen var en ætsende kommentar til den glittede kunstverden og dens uforbeholdne dyrkelse af samleren, "The Forth Plinth" fra 2012 var en midlertidig statue opstil­let på Trafalgar Square forestillende en dreng på en gyngehest, og Helsingør er blevet permanent beriget med "Han", en mandlig udgave af "Den lille havfrue", moderne, skinnende og bogstaveligt talt med et glimt i øjet, al den stund skulpturen med uregelmæssige mellemrum blinker til såvel helsingoranere som turister.

Sympati for menigmand
Kort sagt: Elmgreen & Dragset skaber genkendelige scenarier og tvister dem.
Samtidig har værkerne altid en kommentar til aktuelle samfundsforhold. Til kunst‑ og modeverdenens besynderlighed, til politiske magtforhold, velfærdsstatens underminering og til forholdene for homoseksuelle. Aldrig med et dogmatisk og entydigt budskab, men altid med en varm og solidarisk holdning til ganske almindelige mennesker.
På Statens Museum for Kunst kommer dette tydeligt frem.

De institutionelle labyrinter er et kafkask mareridt af upersonlighed, umyndiggørelse og generel absurditet. Det buldermørke Las Vegas er en film noir-skildring af et hårdt, angstpræget og voldeligt USA. Den sociale boligblok derimod er ‑ de generelle fordomme om ghettoer upåagtet ‑ et sted, hvor den trodsige individualisme hersker. Den graffitihærgede og ikke særligt smukke bygning emmer, når man kigger ind ad vinduerne, af atmosfære, af hjemlighed, hygge og befriende excentricitet til trods for bajere, smøger, færdigmad, konstant tændte tv-skærme og andre officielt usunde ting.
Det er tydeligvis her, at kunstnernes sympati ligger. Blandt menigmand.


Moderne og folkelige
Alle tre installationer minder om filmscenarier.
Amerikansk film noir er nævnt, andre inspirations­kilder kunne være Mike Leigh, Jim Jarmusch og Ingmar Bergman, hvor sidstnævnte er de to kunstneres yndlingsinstruktør. Alle sammen kunstnere, som vil noget med deres kunst og ikke kun skabe fine æstetiske værker for de få indviede.
Når for Elmgreen & Dragsets vedkommende dertil lægges en på en gang absurd og varm menneskelig humor, er det lige før, man kan tage skridtet fuldt ud og kalde kunstnerduoen for folkelig. Og lad os bare gøre det: Elmgreen & Dragset er moderne folkelige kunstnere.


Beskrivelse af anmeldelsen:

Anmelderen kommer til udstillingen på Statens Museum for Kunst og starter retorisk med spørgsmålet: Skal det nu være kunst? Han træder ind i rummet og giver en beskrivelse af, hvordan installationerne er placeret i rummet og giver en kort faktuel beskrivelse af værkerne og hvad de ligner og lidt om den stemning værkerne lægger op til. Nogle af værkerne taler for sig selv for ”både værkerne og de to kunstneren er lette at gå til”. Værkerne er genkendelige, men de bliver lige tvistet en gang. På den korte spalteplads kommer han også indirekte ind på sit kunstsyn. Her er der tale om kunst, fordi installationerne afspejler samtiden og forholder sig kritisk til den. Anmelderens overordnede budskab er, at denne udstilling kan ses uden at man har læst kunsthistorie på universitetet, og når man går rundt på udstillingen kan man opleve, at kunstnerne gennem deres værker sender en varm og solidarisk holdning til os almindelige mennesker.
Anmelderen giver en personlig faglig og vurderende refleksion over udstillingen.