Relieffet på Århus Statsgymnasium

Jeg har været så heldig at kunne følge med i Jorns arbejde med at få relieffet på Århus Statsgymnasium sat op, og jeg har oplevet ham ved et foredrag han holdt på gymnasiet. Så vidt jeg husker, havde han indtalt foredraget på bånd. Så kunne vi lytte til båndet og diskutere bagefter. Jeg har også fundet en lidt ubehjælpsom stil fra 1959, hvor jeg har skrevet om begivenheden.

Gennemgang og bedømmelse af et værk inden for maler- eller billedhuggerkunsten.

Ja sådan hed stilopgaven og her et kort uddrag af min besvarelse.

(efter en lidt kluntet indledning kommer vi til):

..når man går her på skolen, så ville det næsten være utilgiveligt om man ikke straks kastede sine unge kritiske øjne på det relief, der nu hænger på væggen.

For godt en måned siden ankom en lastbil til skolen. Selvom man ikke var forvænt med lastvogne i skolegården, så var der dog ingen der særligt hæftede sig ved den. Et par frikvarterer efter havde man godt nok lagt mærke til at en del af skolens yngre elever var stimlet sammen om vognen; men hvad - de fandt morskab i alt det som vi andre var for ”voksne” til at grine af. Midt på dagen – ja sandelig! – var en del af de ældre elever blevet nysgerrige. Man nærmede sig varsomt vognen, og man… - nej, det er løgn! Det kunne ikke være det! – De brændte lerklumper der var hældt maling over, var det..? Åhr, hold op! – og man så de enkelte dele af Asger Jorns relief. Vi var forargede. At spilde så mange penge på de ”lerklumper”, det var det mest tossede af det tossede.

Efter nogle støvede dage på skolen, hvor håndværkerne pillede pudset af væggen, gik Asger Jorn og hans tre italienske hjælpere i gang med at opsætte ”lerklumperne” til det 90 kvadratmeter store relief på væggen, efter at alle stykkerne var samlet i nummerorden på gulvet. Mens arbejdet skred frem faldt der mange vittige bemærkninger om dette ”kunstneriske” værk. Særlig stor var forargelsen og bemærkningerne da man erfarede at hr. Asger havde kørt gennem en del af relieffet på scooter! Er det kunst?

Nu er verdens største relief færdigt, og mange af os er så småt begyndt at ændre vores ellers i sin tid så udmærkede bemærkninger igen. Måske ikke offentligt, men så dog inderst inde. Hvad forestiller relieffet så? Ja det er frygteligt svært at svare på, for det kan næsten forestille alt mellem himmel og jord. Enhver kan, hvis han giver sig tid til at betragte det og samtidig har en smule fantasi, få et eller andet ud af det. Når man sådan står og betragter det, ligner det et landskab set fra en flyvemaskine. Der løber en flod, her en ås, her et bakkedrag og der en dal. Men det er ikke blot et landskab. En del af bakkerne ligner levende væsner, mennesker om end stærkt abstraheret og svære at få øje på. Andre dele af relieffet er blot forskellige former, som nu for eksempel scootersporene, som har interesseret kunstneren. Og pludselig midt i det hele er der en smilende maske i stærke farver.

Man kunne tro at disse forskellige billeder og farver virker splittet og forvirrende, måske rodet. Men jeg synes at der er ide og overblik over farvespillet og linjerne der går igennem. Til sidst kommer spørgsmålet om det er et kunstværk (her bliver teksten ret uklar og vrøvlet, men stilen slutter sådan): Fri fantasi udtrykker det i hvert fald.

I dag ville Asger Jorn være fyldt hundrede år

 Vi fejrede Jorns 100 års fødselsdag i går på Museum Ovartaci i Århus, hvor forfatteren og idehistorikeren Lars Morell fortalte om Asger Jorns møde med Ovartaci, og hvor han også introducerede sin nye bog ”Ager Jorns Kunst”. Vi erhvervede bogen, der vist nok udkommer i dag.

Jorn havde siden fyrrerne været bekendt med skizofrenes kunst bl.a gennem sin ven psykiateren Helge Kjems, men også gennem Jean Dubuffet, som havde etableret en samling af skizofrenes kunst, som han opbevarede i en kælder under Galleri Drouin i Paris. Jorn var nede i kælderen og se kunstsamlingen, da han kom til Paris efter krigens i 1945.

Mødet med Ovartaci fandt sted ved et privat selskab hos en af lægerne på hospitalet, hvad der jo egentlig ikke var tilladt, da et personale ikke må omgås patienterne privat. Jorn var stukket af fra tuberkulosesanatoriet og dukkede pludselig op hos sin ven Helge Kjems, der havde fået stilling som sociallæge i Århus, men han havde daglig kontakt til Psykiatrisk Hospital i Risskov. Her var der en skizofren patient, der ikke var ukendt med det underbevidste og som malede billeder med væsner fra forskellige reinkarnationer. Han kaldte sig Ovartaci, ”Overtosse”, og Kjems syntes det kunne være interessant og føre Jorn og Ovartaci sammen.

 Jorn må have været rask da mødet fandt sted, og Jorn havde sikret sig at han måtte invitere Ovartaci til Paris. – ”Jeg kender en gallerist, som kan gøre Dem til millionær i morgen”, sagde Jorn, men Ovartaci takkede pænt nej. Jorn selv havde ingen gallerist, og han var på det pågældende tidspunkt ludfattig.

Dubuffets samling var på et tidspunkt flyttet til New York, men da den kom tilbage til Paris kom Ovartaci med i samlingen med to værker formentlig på Jorns tilskyndelse.

Et spændende foredrag af Lars Morell, i et lille rum på museet,  der var fyldt til bristepunktet.