VESTJYLLANDSUDSTILLINGEN - JANUSBYGNINGEN

Var lige et smut på VESTJYLLANDSUDSTILLINGEN i JANUS BYGNINGEN i Tistrup. Kunstnergruppen tæller 19 medlemmer. For dem er variation og forskellighed en dyd, og gruppen ser det som en styrke, at de ”rummer mange forskellige formsprog og måder at arbejde med (deres) kunst”. Det lød rigtig spændende, og det, der trak, var at se, om der kunne laves en spændende og varieret kunstudstilling ud af det, hvor netop variationen, forskelligheden, de forskellige formsprog og de forskellige måder at arbejde på kunne samles i en kunstnerisk helhed.

Man starter i en lang smal gang, og ved mødet med de første værker tror man, at der er gået kuk i ophængningen, fordi nummereringen ikke er fortløbende, og det er den ikke, viser det sig, fordi der er tale om værker af forskellige kunstnere, som er stillet over for hinanden. Sådan. Man er kommet på en kunstudstilling, hvor diversiteten sættes i højsædet, ved at de forskellige kunstneres værker spiller op mod hinanden og giver en ny sammenhængende oplevelse, samtidig med at de enkelte værker bevarer deres særpræg.

Lidt længere nede ad gangen kom der orden i nummereringen, og det var ved nogle små skulpturerer, som var blevet stillet ud på gangen, og turen gennem rummene rev mig ud af illusionen og væk fra værkerne, fordi iscenesættelsen stjal hele billedet. Det var lige som om, at hver kunstner havde sit eget territorie. 

I et af de store rum var stort set alle skulpturerne stillet op i den ene ende af rummet og på en af langvæggene var der en stribe af fotografier. To markante territorier i rummet, som der fra kunstnernes side må have været en overordnet mening med, men hvor ville det dog have været befriende, hvis skulpturerne og fotografierne var blevet spredt rundt i rummene for at give den besøgende en varieret kunstnerisk oplevelse.

Hvis Janusbygningen er interesseret i at tage publikum i hånden og vise vej, må man tænke meget mere på iscenesættelse af kunsten. Den kunstneriske udfordring i kurateringen ville have været at tænke overordnet på at skabe en kunstudstilling, hvor værkerne er sat sammen for at vise, hvad kunstnergruppen som kollektiv formår frem for at tildele kunstnerne et område, hvor de kan være sig selv....

Jeg respekterer til fulde, de valg, der er truffet, men jeg må altså have de her tanker ud af hovedet.

Emotions på DANMARKS FOTOMUSEUM

Fotograferne Pascal Baetens, Belgien og Jørgen Brandt, Danmark samt Martin Vrabko, Slovakiet - 3 kunstfotografer -  har samarbejdet i 2 år om at skabe en unik fotoudstilling med billeder af kvinder.

Godt 30 kvinder har deltaget i projektet. 

 Er det kun kvinder, der kan vise følelser, hvorfor er der ingen mænd?

Det er der mange, der har spurgt om, men vi var meget usikre på, hvordan mænd ville reagere på konceptet, men vi har nu besluttet at prøve at lave en tilsvarende udstilling med mænd.

Pascal Baetens og Jørgen Brandt

Fotograferne ville i deres projekt prøve at finde en autentisk tilgang til menneskets væren og følelser. De havde gennem forskellige annonceringer, bl.a. gennem Facebook fået samlet en stor gruppe mennesker, og de var alle kvinder.

Pascal i samtale med  lederen ag Danmarks fotomuseum, Bjarne Meldgaard

Gruppen fik forelagt konceptet. De skulle være nøgne, og de måtte ikke bruge makeup. Der var ingen indsigelser mod nøgenheden, men at de ikke måtte bruge makeup, fik nogle til at sige fra.

Kvinderne var ikke modeller, og afklædtheden skulle være en af indfaldsvejene for fotograferne til at også at komme ind bag de personlige facader, og det var det sværeste, hvis det i det hele taget lykkedes.

 Fotograferne har hver for sig arbejdet med den samme kvinde og på udstillingen "EMOTIONS", vises værkerne side om side til publikums vurdering, og her blotter fotografen sig i sin fremstilling af den intimitet, han søger at vise. Når de tre værker sammmenstilles kan der opstå en ny helhed, hvis ikke der er  et værk, der smutter udenom?