Jeffrey Eugenides: Bryllupsintrigen

 

 

 

 

Bogen foregår på Brown University i Rhode Island i det nordøstlige USA. Vi er også på Manhattan i New York, på bryllupsrejse til Paris og på en både udvendig og indvendig dannelsesrejse til Indien. Centrum i bogen er tre unge studerende i 80’ernes USA.

De er alle tre velbegavede og vi kommer godt og fagligt ind i deres specialer. Madeleine læser litteratur og følger kurser om Jane Austen, Brontë-støstrene, George Eliot m.fl. Roland Barthes spiller også en rolle for hendes kærlighedsliv. Der er rigeligt med litterært gods i bogen.

Vi følger de unges kvaler med at finde et ståsted, deres forsøg på at vriste sig fri af forældrenes ”gode” hensigter for dem og oplever et fortvivlet forsøg på at tage kampen op med den genetiske arv.

Der er ingen bryllupsintrige mulig i de unges forsøg på at finde den ”rette”.

Der er en meget gribende og smertelig beskrivelse af det at være maniodepressiv. En kronisk sygdom, som Leonard kæmper hårdt med for ikke at blive lemlæstet, ligesom han er hårdt belastet af sin sociale arv. Madeleine er en overklassepige fra et akademisk hjem og hendes ”modsætning” er Leonard, der kommer fra et meget splittet hjem med en barsk mor, der ikke kan se ham som det menneske, han er. På den anden side af Madeleine står Mitchell, som er meget forelsket i hende, men hun har det bedst med at de er venner, og de er gode venner. Gennem Mitchell kommer vi på en spændende dannelsesrejse og frem mod en lærerig og fin erkendelsmæssig afklaring af hans forhold til Madeleine

En meget velskrevet bog, hvis problematikker er universelle, men samtidig en indføring i tiden og miljøet.



Besøg på Joan Miró Museet

 

Museet ligger et godt stykke sydvest for Palmas centrum på en bjergskråning med fin udsigt over bugten. Adressen er Carrer de Joan de Saridakis, 29. Man kan komme derud med bus. Det er klogt at spørge, hvilken bus der går derud.

 

Miró levede og arbejdede på Mallorca fra 1956 til 1983. Da han kom til Mallorca blev han interesseret i grafik, keramik og skulptur.

 

 

På vej op til selve museumsbygningen møder vi en række antropomorfe skulpturer.





Et keramisk vægmaleri, hvor et sort rektangel omkranser nogle væsner, der roterer rundt i rummet.

 

 

Miró var oprindeligt inspireret af fauvisme, og senere blev det dadaisme og surrealisme. Museet viser vævede uldne vægtæpper, malerier, tegninger, grafik og skulpturer mest i form af abstrakt ekspressonisme. Det er ikke Mirós store værker, man finder her. Det er de naivistiske, let genkendelige og enkle værker af Miro, der var udstillet, da vi var der. Nogle af malerierne fra 60’erne og 70’erne er mixed media – olie, akryl, kridt og pastel.

Se vores video fra besøget: Tryk her



Annisette og Savage Rose på Fermaten i Herning

Var på en fantastisk musikalsk rejse med Annisette og det unge Savage Rose orkester på Fermaten i Herning (02.11.12). Fermaten er det helt rigtige sted til en koncert af den her art. Intimiteten bevares. Sang om kærlighed og frihed, revolution og glæde og vi skulle kysse hinanden noget mere, solitude and longing, no more love to give, I’m the messenger from misery land og en helt masse andet, som jeg ikke altid fik fat i.

Foto:Brynhild Eriksen

Stemmen, lidenskaben, dansen og kjolen, der blev hvirvlet op af en roterende Annisette i bare fødder forstod vi alle.

..

 

Jeg sad halvanden meter fra denne eksotiske vulkan, hvis udbrud var så voldsomt at alle i salen blev ramt.

Da koncerten sluttede, rejste vi os op i en euforisk rus, og Annisette trådte helt frem på scenen. Jeg fik øjenkontakt med hende. Hun gik frem mod mig. Smilede. Bøjede sig ned og tog mig ind til sig. Jeg mumlede nogle takkeord på engelsk. Åndssvagt, men hun sang jo på engelsk. Jeg fik et kindkys og et tak skal du have. Så trådte hun langsomt tilbage, holdt stadig fast i min højre hånd, slap, gik i slowmotion, et smil, vi havde øjenkontakt. En kort bevægelse med hånden fra læben, og slut.

En lakmusprøve på tolerancen

 

Newsweek 08.10.12

 



Her er en gruppe kvinder i Saudi Arabien i gang med et pc-kursus. Kvinderne lever i et samfund, hvor den tekniske udvikling er som vi kender den i Vesten. I Vesten er der vel en slags parallelløb mellem de sociale forhold og den tekniske udvikling. I Saudi Arabien spiller religionen en afgørende rolle for levemåden, og da den er fundamentalistisk, forandrer den grundlæggende levevis sig ikke radikalt.
 

Newsweek 08.10.12

 

En amerikansk kvindelig journalist, der har opholdt sig 30 år i Saudi Arabien får i en uge lov at følge en kvinde, LuLu, der er en rettroende muslim. Lulu er gift med en professor. De har 8 børn. Familien bor i et lille hus på to etager. På første sal bor Lulu og hendes 8 børn. I stuen bor mandens kone nummer to. Hende har professoren 6 børn med. Lulu har en universitetsuddannelse og taler glimrende engelsk. Hendes livsopgave er at tjene Allah og derved sikre sig selv og sin familie vejen til paradiset. Hun skal også tjene sin mand og i enhver henseende sørge for hans trivsel. Hun ønsker for sine døtre, at deres levevis og trivsel bliver som hendes, og hendes ældste datter, der går på universitetet, beundrer sin mor for, at hun har viet sit liv til denne opgave.
På spørgsmålet om Kristendom og Islam er ligestillede religioner svarer Lulu: Der er kun én religion, og det er Islam, og hun opfordrer den amerikanske journalist til at konvertere til Islam.

(Efter en artikel i Newswek 08.10.12)