tirsdag den 24. februar 2015

Debatmøde med kunstneren Jens Galschiøt på KunstCentret Silkeborg Bad






















Et tankevækkende møde med Jens Galschiøt lørdag den 21. februar 2015.

Jens Galschiøt er en kunstner, der målrettet går efter en debat udløst af en provokation. Det er godt for demokratiet, at der er nogle, der afkræver et svar af en, og Jens Galschiøt (JG) har da også gang på gang sat sindene i kog. For JG handler det ikke om god eller dårlig kunst, men om god eller dårlig kommunikation. Kunst er kommunikation.


JG er en levende og energisk medrivende debattør, og kunsten står i debattørens tjeneste. JG's værker er efter min mening altid indhyllet i en strøm af ord med hensigter, dagsordner, momentum, og så vågn da op for helvede.

Installationen ABRAHAMS BØRN på KunstCentret Silkeborg Bad opfatter jeg som et ærligt forsøg på at oplyse om nogle fælles træk ved Biblen, Toraen og Koranen. På den gode side er der tale om "pladderhumanisme" og på den onde side er der en "fantastisk fascistisk, totalitær åre, som er fuldstændig menneskefjendsk".



Værket står fint og monumentalt i et lyst og stort rum med store vinduer og frit udsyn til naturen udenom, og man går rundt og kikker på nogle af de 8000 bøger, og man går ind og ud af skulpturen og bliver bombarderet med citater fra de hellige skrifter. Man stopper op og kikker på nogle detaljer, men der er ikke rigtig noget i selve kunstværket, der får hårene til at rejse sig, men helheden i det store værk "fundamentalism" og citaterne fra de hellige bøger skaber stof til eftertanke. Kunst er kommunikation, og her er det op til den enkelte at afgøre om kunstværket kan klare sig uden ord.


 Her er nogle Galschiøt citater:



  • Hvordan undgår jeg selv, og hvordan undgår min civilisation at blive for-rået?
  • Hvordan kan jeg tage fat i den religiøse konflikt uden at der går kaos i det?
  • Alle tre religioner indeholder en ufattelig "pladderhumanisme".
  • Bøgerne rummer også en fantastisk, fascistisk totalitær åre, som er fuldstændig menneskefjendsk
  • Der er ingen heks, der er blevet brændt i denne verden uden at der er fuldt belæg for det i Biblen
  • Islams kærlighedsbudskab er lige så godt som Kristendommens kærlighedsbudskab og som Jødedommens kærlighedsbudskab
  • Man kan ikke skelne forskellen mellem de her tre bøger – det er det samme
  • Man kan godt være et stort røvhul, når man er jøde med bogen i hånden, man kan også være et stort røvhul, når man er kristen eller muslim.


Se videoen: Jens Galschiøt på KunstCentret Silkeborg Bad