søndag den 30. december 2012

Godt nytår!


En herlig fuldmåne lyste gennem trækronerne, og jeg kunne stå lidt i månelyset og tænke over det forgangene år og fornemme, at det nye år ligger derude i rummet og venter. Med dette lys fra rummet ønsker jeg et godt nytår til jer, som støder på denne blog.

torsdag den 27. december 2012

26. december, 2. juledag


Selvom man er vaccineret mod influenza, kan man godt ligge lidt underdrejet under dynen. Man rejser sig. Går tur. Møder en sløv tårnfalk, der sidder på en gadelygte. Den letter sig langsomt, da jeg kommer for nær. Så speeder den op i en slag
s tårnfalkens juletempo og forsvinder i horisonten. Jeg stirrer ud over det flade landskab, øjnene følger åens løb. Aner et eller andet derude. Det er jo ikke engang nytår endnu. Jeg ved, at der ligger mange overraskelser derude og noget er helt sikkert: Vi skal en måned til Andalusien først i det nye år. Jeg speeder op vel vidende, at kalenderen ikke går hurtigere af den grund, men tanken om Al Hambra varmer nu alligevel.

En søndag med Skovsnogen



Havde en rigtig god kunst- og naturoplevelse sammen med Skovsnogen søndag den 16. december, hvor der var sådan en dejlig julestemning. Se den her: http://www.youtube.com/watch?v=QngBCKuly7s
 
 

torsdag den 20. december 2012

En episode i en landskabsmalers liv


Bogen handler om den tyske landskabsmaler Johan Moritz Rugendas (1802-1858).
Han var ud af et malerdynasti, grundlagt af hans oldefar, der var uddannet urmager. Som ung mistede han sin højre hånd, og så var det slut med at være urmager. Han begyndte at træne sin venstre hånd op ved at tegne og male. Han specialiserede sig i at afbilde kampscener, og det blev han meget ferm til. Hans tegninger og billeder viste en næsten overnaturlige præcision. Hans mæcen og væsentligste kunde var den svenske Kong Karl XII, hvis kampe han malede Tre sønner fortsatte i faderens fodspor. En af dem fulgte Napoleon og gengav hans forskellige slag. Det var Rugendas far.



Tiden efter Napoleon blev mere fredelig og Rugendas gik over til at male landskaber stærkt påvirket af Alexander Humboldts teori om den naturfysiognomiske fremstilling, at man i landskabets grundtræk kunne finde nøglen til dets karakter. Han skulle male den ny verdens forunderlige botanik og de overdådige bjerglandskaber ned til mindste detalje: de tredive fod høje græsser, kakaotræer med blomsterne direkte på stammen, cypresser med overjordiske rødder og palmestammer som søjlegange. Landskabsmaleren måtte gerne omarrangere landskabet, hvis det på den måde bedre kunne udtrykke en kunstnerisk geografisk sandhed, en slags portræt med klare informationer om race, fauna, flora, økonomi og meget andet.



På pampaen i Braslien kommer Rugendas ud for en uhyggelig hændelse (1837), som fuldstændig lemlæster hans ansigt. Mens han rider på sin hest kommer han ud for et voldsomt tordenvejr med kraftige lyn. Han og hesten bliver to gange ramt af lyn og de bliver slået til jorden. Hesten kommer op og bevæger sig mod lejren. Rugendas fod sidder fast i stigbøjlen og han bliver slæbt hele vejen med ansigtet glidende hen over jorde. Rugendas ansigt er en ophovnet og blodig masse. Pandebenet er blottet og nervetråde hænger ud. Der er hudlaser ned over hans øjne og hans ørnenæse er kvast. Læberne er flækket og krænget væk fra tænderne, som ved et mirakel er helt intakte.

 
Han bliver senere lappet sammen, mens hans ansigt er så skamferet, at han ikke kan vise det. Denne hændelse bliver årsag til skabelsen af en helt ny malerstil. Rugendas lider af ulidelige smerter, og for at kunne fungere må han have noget stærkt smertestillende, og han anvender en blanding af opium og bromid, så får han, som han siger, fordelen ved det bedste smertestillende middel og det bedste antidepressive middel. Han formår nu pludseligt sansemæssigt at indoptage landskabet på en afgørende anderledes måde, hvor naturens vegetationstyper får et paradisisk skær og maleriet udtrykker en form for impressionisme.


Bogen er kort, men den er en så velskrevet og fuld af sansning og smerte, at den fylder meget. Beskrivelsen af en malers forvandling fra at gengive den præcise og iscenesatte sansning i oplysningens tjeneste til at gengive et indre billede af det han ser, er et fint fysiognomisk portræt.


mandag den 3. december 2012

Fantastisk koncert med Cæcilie Norby på Fermaten i Herning

 
 
Det var virkelig en diva, der var kommet til byen. De første tre numre bar præg af divaens åbenlyse utilfredshed med den lokale lydmand. Selv under numrene gjorde hun tegn til lydmanden, om at ændre på forskellige lydindstillinger. I pauserne mellem de første numre var der lange dialoger mellem Cæcilie og lydmanden, og Cecilie greb selv ind og forsøgte at ændre på diverse tekniske anordninger. Ærgerligt at hendes første sangpræstationer blev stærkt præget af frustrationen over teknikken.
 

Da musikken kom i centrum, blev det til en dynamisk koncert med et af de bedste orkestre, jeg længe har hørt. Det var et helt forrygende og musikalsk varieret samspil mellem Cæcilie Norby og Nikolai Hess på piano, Lars Danielsson på bas og Morten Lund på trommer.




Efter pausen, hvor teknikken var i orden, fik vi en række numre med en sådan intensitet og medrivende musikalitet i såvel i det svingende samspil som i musikernes ekvilibristiske soloer, at man simpelt hen fløj fra stolen og blev en del af musikken. Det var et medrivende sceneshow, når Cecilia Nordby flirtede og "æggede" sine musikere til at give sig helt ud i deres soloer efter konceptet: Så nu giver jeg, hvad jeg har, så er det din tur! - Så kom musikerens mandige svar: Nu ska, du fa'me få - Eller: Ka', du stikke den her Cæcilie!? Og Cæcilie svarede tilbage, så de måtte tage sig sammen igen. Det var den rene forførelse, og det var fa’me live!
 

 





fredag den 23. november 2012


 
 
 



Jeffrey Eugenides: Bryllupsintrigen

 
 
 
 
Bogen foregår på Brown University i Rhode Island i det nordøstlige USA. Vi er også på Manhattan i New York, på bryllupsrejse til Paris og på en både udvendig og indvendig dannelsesrejse til Indien. Centrum i bogen er tre unge studerende i 80’ernes USA.
De er alle tre velbegavede og vi kommer godt og fagligt ind i deres specialer. Madeleine læser litteratur og følger kurser om Jane Austen, Brontë-støstrene, George Eliot m.fl. Roland Barthes spiller også en rolle for hendes kærlighedsliv. Der er rigeligt med litterært gods i bogen.
Vi følger de unges kvaler med at finde et ståsted, deres forsøg på at vriste sig fri af forældrenes ”gode” hensigter for dem og oplever et fortvivlet forsøg på at tage kampen op med den genetiske arv.
Der er ingen bryllupsintrige mulig i de unges forsøg på at finde den ”rette”.
Der er en meget gribende og smertelig beskrivelse af det at være maniodepressiv. En kronisk sygdom, som Leonard kæmper hårdt med for ikke at blive lemlæstet, ligesom han er hårdt belastet af sin sociale arv. Madeleine er en overklassepige fra et akademisk hjem og hendes ”modsætning” er Leonard, der kommer fra et meget splittet hjem med en barsk mor, der ikke kan se ham som det menneske, han er. På den anden side af Madeleine står Mitchell, som er meget forelsket i hende, men hun har det bedst med at de er venner, og de er gode venner. Gennem Mitchell kommer vi på en spændende dannelsesrejse og frem mod en lærerig og fin erkendelsmæssig afklaring af hans forhold til Madeleine
En meget velskrevet bog, hvis problematikker er universelle, men samtidig en indføring i tiden og miljøet.


onsdag den 21. november 2012

Besøg på Joan Miró Museet

 
Museet ligger et godt stykke sydvest for Palmas centrum på en bjergskråning med fin udsigt over bugten. Adressen er Carrer de Joan de Saridakis, 29. Man kan komme derud med bus. Det er klogt at spørge, hvilken bus der går derud.
 
Miró levede og arbejdede på Mallorca fra 1956 til 1983. Da han kom til Mallorca blev han interesseret i grafik, keramik og skulptur.
 
 
På vej op til selve museumsbygningen møder vi en række antropomorfe skulpturer.



Et keramisk vægmaleri, hvor et sort rektangel omkranser nogle væsner, der roterer rundt i rummet.
 
 
Miró var oprindeligt inspireret af fauvisme, og senere blev det dadaisme og surrealisme. Museet viser vævede uldne vægtæpper, malerier, tegninger, grafik og skulpturer mest i form af abstrakt ekspressonisme. Det er ikke Mirós store værker, man finder her. Det er de naivistiske, let genkendelige og enkle værker af Miro, der var udstillet, da vi var der. Nogle af malerierne fra 60’erne og 70’erne er mixed media – olie, akryl, kridt og pastel.

Se vores video fra besøget: Tryk her



søndag den 4. november 2012

Annisette og Savage Rose på Fermaten i Herning



Var på en fantastisk musikalsk rejse med Annisette og det unge Savage Rose orkester på Fermaten i Herning (02.11.12). Fermaten er det helt rigtige sted til en koncert af den her art. Intimiteten bevares. Sang om kærlighed og frihed, revolution og glæde og vi skulle kysse hinanden noget mere, solitude and longing, no more love to give, I’m the messenger from misery land og en helt masse andet, som jeg ikke altid fik fat i.

Foto:Brynhild Eriksen




Stemmen, lidenskaben, dansen og kjolen, der blev hvirvlet op af en roterende Annisette i bare fødder forstod vi alle.
..


 






Jeg sad halvanden meter fra denne eksotiske vulkan, hvis udbrud var så voldsomt at alle i salen blev ramt.







Da koncerten sluttede, rejste vi os op i en euforisk rus, og Annisette trådte helt frem på scenen. Jeg fik øjenkontakt med hende. Hun gik frem mod mig. Smilede. Bøjede sig ned og tog mig ind til sig. Jeg mumlede nogle takkeord på engelsk. Åndssvagt, men hun sang jo på engelsk. Jeg fik et kindkys og et tak skal du have. Så trådte hun langsomt tilbage, holdt stadig fast i min højre hånd, slap, gik i slowmotion, et smil, vi havde øjenkontakt. En kort bevægelse med hånden fra læben, og slut.


torsdag den 1. november 2012

En lakmusprøve på tolerancen

 
Newsweek 08.10.12
 

Her er en gruppe kvinder i Saudi Arabien i gang med et pc-kursus. Kvinderne lever i et samfund, hvor den tekniske udvikling er som vi kender den i Vesten. I Vesten er der vel en slags parallelløb mellem de sociale forhold og den tekniske udvikling. I Saudi Arabien spiller religionen en afgørende rolle for levemåden, og da den er fundamentalistisk, forandrer den grundlæggende levevis sig ikke radikalt.
 
Newsweek 08.10.12
 
En amerikansk kvindelig journalist, der har opholdt sig 30 år i Saudi Arabien får i en uge lov at følge en kvinde, LuLu, der er en rettroende muslim. Lulu er gift med en professor. De har 8 børn. Familien bor i et lille hus på to etager. På første sal bor Lulu og hendes 8 børn. I stuen bor mandens kone nummer to. Hende har professoren 6 børn med. Lulu har en universitetsuddannelse og taler glimrende engelsk. Hendes livsopgave er at tjene Allah og derved sikre sig selv og sin familie vejen til paradiset. Hun skal også tjene sin mand og i enhver henseende sørge for hans trivsel. Hun ønsker for sine døtre, at deres levevis og trivsel bliver som hendes, og hendes ældste datter, der går på universitetet, beundrer sin mor for, at hun har viet sit liv til denne opgave.
På spørgsmålet om Kristendom og Islam er ligestillede religioner svarer Lulu: Der er kun én religion, og det er Islam, og hun opfordrer den amerikanske journalist til at konvertere til Islam.

(Efter en artikel i Newswek 08.10.12)

 


mandag den 22. oktober 2012

Min oplevelse af Hanne Vibeke Hoslt: Undskyldningen



Det er en rigtig knaldroman. Plottet er godt flikket sammen. Det er en dygtig research-journalist, der er fortæller og dog, der er også en jeg-fortæller, og er der ikke også en fortæller, der bare kender personerne ud og ind. Forudsigeligheden i romanen er stor, selvfølgelig bliver man narret, ellers ville det ikke være en spændingsroman, men selve plottet virker ret konstrueret, og det betyder, at det kan være svært at blive så henrevet, at ens følelser tager over, så man kan komme ind i illusionen og oplever personerne som mennesker, der står en nær, og som man derfor kan føle og leve med.
Det er et fantastisk godt journalistisk arbejde, og der er enkelte passager, hvor jeg oplevede lidt af den kunst, man kender fra den klassiske litteratur, og nulevende forfattere, der i kraft af persontegning, sprog, der passer til personen og en lidenskab, der totalt henfører læseren og formår at skabe noget ud over det faktuelle. Jeg må sige, at jeg i 95 % af bogens mange sider læste den, som jeg læser avis, men jeg må dog indrømme, at Thorvalds erigerede morgenlem og hans barnebarns vilde ridt som 30-årig på lemmet af en russisk nobelpristager i litteratur med en alder nær hendes far havde en vis emotionel påvirkning.

Angående en forfatters anvendelse af sproget, vil jeg henvise til Don DeLillo. Når DeLillo skriver, er sproget ikke bare et redskab, der skal bruges til at sætte en historie i bevægelse.

  »Det skaber personen i historien. Det sprog, man bruger til denne person, og de replikker, personen siger, er en del af personens udvikling. Han eller hun skaber på en måde sig selv. Man kan ikke beslutte – eller det kan jeg ikke – at det skal være en temperamentsfuld og dum person. Det sker, mens jeg sidder ved min skrivemaskine med ordene. De skaber ideer. Ordene fortæller mig noget. Og sætningerne fortæller mig ting, jeg aldrig havde forventet at høre. De overrasker mig«.

lørdag den 20. oktober 2012

Mit møde med kunstneren Jonna Pedersen

 



Det, der vækkede mig, var Jonna Pedersens gader og bygninger, som hun maler på en helt speciel måde. Der er en ”renhed” over de malerier, der optog mig mest, også selv om huset eller bygningen ikke er smuk, så står de der helt ren og klar med flade farver, der virker stærkt og dragende på en. Der er noget stilistisk raffineret i farver, flader, linjer og så detaljerne, der både kan virke selvstændige og samtidigt falde ind i helheden. Kan huse have følelser, nej, men de kan sige noget. De står der helt alene og forladt af mennesker og fortæller deres historie, så vi kan huske dem før de går til. Et sandt bombardement af æstetik og indhold.
 









Jeg har lavet en video om mit møde med Jonna Pedersen. Det fandt sted på Kunstpakhuset i Ikast den 29. april, hvor Jonna udstillede sammen med sin mand, Bjørn Eriksen og New York kunstnerne Grace Graupe-Pillard og Robin Tewes.

Se video



To billeder af Stuart Davis




I videoen bliver Jonnas teknik sammenlignet med Stuart Davis'
 
 
 
 

 

 


torsdag den 18. oktober 2012

Munch og Matelli på Aros
 

Ren forførelse


Havde helt misforstået sikkerhedskontrollen. Ingen politiuniformer, men skønne og venlige kustoder. Vi fik tid til at endevende de fleste af værkerne, og informationsmængden for hvert af værkerne var så rigelig endda, og så kunne vi jo supplere hinanden med alt det tankegods, vi havde med hjemmefra. Jo vi kom godt ind i billederne og nogenlunde ud igen. Det er jo ingen sag at se på kunst, når værkerne er gjort så tilgængelige. Alligevel blev man høj, fordi billederne ærligt talt, talte for sig selv, og det var ganske oplysende at følge med Munch fra ungdomsforsøgene og til han blev en rigtig Munch.
 
 
 
 
 

Efter en god middag, desværre var fadølsanlægget kaput, men jeg klarede mig med flaskeøl, og der var et glas rødvin til damerne, så var bunden lagt til et møde med Tony Matelli. Jeg vil ikke sige, jeg fik tarmslyng, for der var også nogle små lækre grønsagsretter.

 

onsdag den 10. oktober 2012

Et møde med kunstneren Bjørn Eriksen
 
 
Jeg har lavet en lille film om mit møde med Bjørn Eriksen. Det fandt sted på Kunstpakhuset i Ikast den 29. april 2012, hvor Bjørn udstillede sammen med sin kone Jonna Pedersen og New York kunstnerne Grace Graupe-Pillard og Robin Tewes.
De kvinder, Bjørn maler, er en form for projektion af hans indre anima, og de kvinder, vi ser, kommer han mere eller mindre bevidst til at male med et strøg af animus. Han fremstiller således både det mandlige og kvindelige i sine billeder. Det er genialt.



tirsdag den 9. oktober 2012





I april 2012 skrev jeg en kommentar til et indlæg i ”KUNSTDEBATTEN”. Det var foranlediget af en artikel, ”Tomhedens teori” af Anette Harboe Flensburg. Her problematiserede hun en anmeldelse af Michael Jeppesen, der omhandlede Michael Calderwoods værker. Hun er især utilfreds med ” Jeppesens ekstremt dogmatiske, klichefyldte og samtidigt uacceptabelt upræcise måde at argumentere på”. I går opdagede jeg helt tilfældigt, at mit indlæg først er blevet tilføjet i september måned, men jeg synes stadig, det er aktuelt. Jeg skal så ikke kunne sige, om Michael Jeppesens syn på kunst har ændret sig siden. Læs selv: http://www.kunstdebatten.dk/tomhedens-teori/#comment-274

tirsdag den 25. september 2012


Nostalgisk tilbageblik på dOCUMENTA(13)


Den 16. september 2012 sluttede Documenta(13)-udstillingen i Kassel. Udstillingen blev besøgt af 860.000 gæster, en forøgelse på 14 % i forhold til Documenta i 2007. Det var en ubeskrivelig oplevelse, og det er først efter at man har været der, at man bliver helt klar over, at det er noget man altid har ønsket sig. Jeg har lavet 3 film, som kun kan blive et desperat forsøg på give en fornemmelse af, hvad man har oplevet. Når man nu har været der bliver filmene et nostalgisk gensyn med de overvældende kunstneriske indtryk.
 
Miniaturebillede

Miniaturebillede
Se del 2

Miniaturebillede
Se del 3
 


 
 
Nu er der kommet en anmeldelse af INSIDE 2012 i KUNSTAVISEN. Læs her

mandag den 24. september 2012

Åbningen af Inside på Kunstpakhuset i Ikast

 

Se video

søndag den 23. september 2012

Brynhild fik 4 billeder med på den åbne censurede udstilling Inside på Kunstpakhuset i Ikast. Et stort til lykke med det.



Her kan du se, hvordan censorerne modtog hendes billeder: http://www.youtube.com/watch?feature=player_detailpage&v=8QjhHfAthAM

mandag den 16. juli 2012

Michael Jeppesens kunstsyn 2


Jeg har prøvet at pejle mig ind på Michael Jeppesens kunstsyn, som kunne lyde sådan her:
Fri mig for den holdningsanmasende kunst. Fri mig for den moralske kunst, der fortæller os, hvordan vi skal være. Fri mig for forvrængerkunsten, der fortæller hvordan andre har det, og som vil åbne vores øjne og lade os se undertrykkende systemer. Giv mig den tomme kunst, som forestiller noget eller handler om noget, der ikke forestiller eller ligner noget velkendt, men som lader os selv lede efter svaret. Den kunst, der forestiller noget uden at handle om noget, som vi alle sammen ved, er den kunst, der hjælper beskueren frem til at finde et personligt svar. Jeg stiller et krav til beskueren: for at få næring med hjem, skal du åbne dig og turde give kunsten reel plads i din hverdag og i dit sind.
Jeg ved ikke, om jeg overhovedet har forstået Michael Jeppesens kunstsyn, men jeg er nok noget fascineret af at kravet om ,at jeg skal åbne mig for en kunst, der hjælper mig frem til at finde et personligt svar. Er der ikke noget sokratisk i det?

Åbningen af Vestjyllands Kunstpavillon , tegnet af Videbæks æresborger, arkitekt Henning Larsen, ja den samme som tegnede Operaen i København.

Indvielsen af Vestlyllands Kunstpavillon

Vi kørte til Videbæk  for at være med ved indvielsen af Vestjyllands Kunstpavillon, der er tegnet af Videbæks æresborger, den nu 86-årige Helge Larsen. Vi kom klokken 16.00 i den tro, at det var på det tidspunkt pavillonnen skulle indvies, men det var for sent. Indvielsen var vist kun for særligt inviterede, men dem hørte vi så ikke til selvom Brynhild faktisk skulle skrive om netop denne begivenhed i Kunstavisen.

Oplevelsen af kunspavillonen var helt unik. Den er en perle, placeret helt naturligt i lystanlæget i Videbæk. Et arkitektonisk kunstværk, der giver naturen noget og får noget tilbage. Kunstpavillonen maser sig ikke på, men den lyser naturligt op ved søen og springvandet, og den skal nok som alle værdifulde perler stråle og sørge for konfrontationer i lokalsamfundet.

Så går vi ind i Kunstpavillonen, og her er Erik Peitersen på. Her kl. 16.00 skal han afsløre sit maleri. Erik Peitersen har i tre og et halvt år besøgt Videbæk tre gange , hvor han i nogle dage har stået på højen Højbo og malet vinter og sommer, i kulde og varme, i regnvejr og sne. I hans tale ved afsløringen af hans billede blev Højbo til Golgata.


Nu skal maleriet afsløres. Der er tæt af mennesker, og der er fantastiske pindemadder og et jævnt glas hvidvin. Erik starter i København, hvor han var involveret i Per Kirkebys udsmykning af Operahuset. Erik Peitersen er ikke nævnt som en af de kunstnere, der har stået for udsmykningen af Operahuset, men han snakkede meget om sit samarbejde med Per Kirkeby i forbindelse med Operahuset, og han fortalte om sine samtaler med Mærsk Mc-Kenney Møller, hvor Hr. Møller var meget imponeret over, at Erik Peitersen ikke var bange for ham. Erik Peitersen nåede vidt omkring og kom så til afsløringen af sit billede. Det blev en lang beskrivelse og tæt indføring i det narrative i billedet. Jeg bed meget mærke i beskrivelsen af korsene på Golgata. Erik pegede på de lodrette stænger og sagde, at tværstængerne ikke kunne ses, fordi de i maleriet var oppe i himlen. En meget sympatisk og engageret kunstner, der kunne fortælle uden indflydelse af Janteloven, men da der blev stille og man selv stod foran billedet var det svært at se det uden de mange distraherende kommentarer og beskrivelser.

Vestjyllands Kunstpavillon er en bygning, der bare råber på kunst, til gavn og glæde for borgerne i Ringkøbing-Skjern Kommune, og andre der måtte komme forbi.