De spørgsmål, som vi stiller i dag, er med til at forme dagen i morgen. Tomorrow is the Question sætter fokus på vores fælles fremtid. En gruppeudstilling af international samtidskunst, der appellerer til at reflektere over og diskutere nutidens og fremtidens udfordringer.
Udstillingen tager udgangspunkt i
FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling og inviterer publikum til at
reflektere over morgendagen.
Sådan lyder en lidt forkortet velkomst intro fra AROS.
Tomorrow is the Question handler om den globale forandringstid, som vi alle lever i og har ansvar for. Og om hvor grundlæggende og radikalt det igangværende paradigmeskifte er - mentalt og materielt. Udstillingen handler om vores fælles fremtid, om hvordan den eskalerende teknologiske udvikling fundamentalt ændrer på helt centrale forhold, som definerer vores liv - hvordan vi forholder os til verdens ressourcer, hvordan vi indgår i sociale fællesskaber, arbejder kollektivt for et fælles mål samt hverdagslivet for den enkelte. (Citat fra udstillingen)
Kunst kan træne og styrke vores forestillingsevne, skabe samlingskraft og give kollektiv forståelse og gøre det komplekse håndgribeligt. Den kan udfordre vores vanetænkning og inspirere til nye løsninger, som kan bidrage til en bæredygtig fremtid. De spørgsmål, vi stiller i dag, bliver afgørende for de svar og handlinger, vi finder for frem¬tiden. For der findes håb. Menneskeheden kan, hvis vi handler sammen. Vi kan. Du kan. (Citat fra udstillingen)
Mens vi står og oplever universets uendelighed bliver vi lige gjort opmærksom på, hvem der opfandt mobiltelelefonen og gennemførte det første opkald i 1973. Hallo op med mobilen og fornem, at du ved hjælp af den kan nå langt ud i verden.
Så går vi ind i en videoinstallation, hvor bygninger er styrtet sammen. Denne mand vader rundt i murbrokker, men der er håb: Et klip til nogle murere, der er ved at bygge op, men ellers er det trist. Hønsene er kunstige og kører mekanisk rundt, og den levende ensomme mand i den døde by, spiller saxofon i ruinerne, vi må finde musikken, sidder på en ødelagt traktor og drejer på rettet, han må selv fremstille lyden og erindre at den kører. Symbolikken bliver helt klar, da den levende mand i slow motion bevæger sit ansigt mod den kunstige høne og giver den et kys.
Nu trænger man til et rensende styrtebad og et fredfyldt harmonisk rum og træder ind et tredimemsionalt rum, i et univers af vandpartikler og blomster og føler sig et med omgivelserne.
Det her er kun noget af alt det, man bliver udsat for, og måske kan man finde freden og roen i sig selv ved at slutte af med at sidde under de to magiske bolde, der hænger i rummet og spejle sig selv i kulens glans.
