Foto: Ken Cohen fotography/Aros
|
Jeg skal ind på Aros i denne uge og se udstillingen Julian
Schnabel - Aktion Paintings 1985-2017. Jeg har læst Mathias Krygers anmeldelse
i Politiken. Jeg kan godt lide Krygers måde at træde ind et udstillingsrum på.
Med den bagage han har går han ind i værkerne og forholder sig til, hvad han ser
og oplever. Værsgo. Så kan I forholde jer til det. Væk fra anmeldelser, hvor man via sproglige konstellationer pakker sig selv ind og
fjerner sig mere og mere fra selve værket til fordel for, hvad man sådan ved om
den pågældende kunstner.
Foto: Tom Powel Imaging/AROS |
Kryger lytter ikke så meget til det, der bliver sagt under
rundvisningen. Han koncentrerer sig om at spore, om der er en understrøm af
spørgsmål at stille til værkerne, eller om der kommer spørgsmål ud af dem.
Han skriver:” En kanin tilbeder en diamant i et af værkerne.
Er det sådan, jeg skal have det over for de her kæmpeværker? Skal jeg tilbede
kunsten, som var den en gulerod og jeg en kanin?”
Nogle af værkerne er ”malet udendørs i Mexico på lokale folks
presenninger, som efter sigende har været brugt til at afdække lastbiler, og
kunstneren nærmest besætter dette materiale med sine dyre-menneske-monster-tegninger.
Men uden rigtig at bruge materialet til andet end at gøre det til sit eget. Det
samme med de værker, der er skabt på spanske markiser fra boder. Fra det
øjeblik Schnabel sætter penslen på underlaget, er det hans underlag, afskåret
fra materialets kontekst og de for eksempel historiske, politiske og
socioøkonomiske virkeligheder, som bor i materialets fibre. Og igen det samme
med de to billeder, der forestiller piger. De er som resten gigantiske. Pigerne
er anonymiserede, deres øjne visket ud. De er blevet til kunstnerens piger, og
vi får ikke at vide, hvem de er. Er de individer? Nej, de er materiale på linje
med alt det andet og er blevet til ’Big Girl Paintings’”.
Jeg glæder mig til at se udstillingen, og jeg har, før jeg
træder ind i udstillingen, fået noget at forholde mig til. En anmeldelse skal
sætte noget i gang, og det kan da godt være, at jeg forlader udstillingen helt uenig
med Mathias Kryger, men hvad gør det?