Det årlige julebrev til familien skulle gerne frem så:
Den gamle mand kunne ikke se. Der var sne på hans briller,
og det var meget mørkt og han var plaget af grå stær. Sneen føg og vinden peb,
og den gamle mand kæmpede sig frem gennem snemasserne. Han frøs i sin slidte
gamle frakke. Næsen var rød og ørerne, ja han turde ikke røre dem. I de
stivfrosne fingre holdt han et brev. Han var på vej mod landsbyens eneste
postkasse, men han flaksede rundt, og hans hjerte bankede. Pludselig stoppede
han. Hvor var han? – Hvor var han på vej hen? Han kikkede op og skimtede et lys
på himlen. Det lignede en stjerne fra Biblen. Han anede noget rødt i det fjerne:
Postkassen! Han måtte frem. Han skulle frem inden d. 24. december.
Pludselig følte han en varme. Det var lige som om han
svævede over sneen og pludselig stod han foran postkassen og klokken var fem
minutter i 12 midnat 23. december. Han ville åbne postkassen, men den var
fosset til, og hans fingre var som istapper. Pludselig kom lyset nærmere, hans
fingre blev varme og smeltede isen på postkassen. Der lød et bump, og brevet
faldt som en sten fra hans hjerte. En herlig klang, for nu kom julebrevet frem i tide.
Så tog han sin mobiltelefon og ringede efter en taxa.
