Godt nytår!

En herlig fuldmåne lyste gennem trækronerne, og jeg kunne stå lidt i månelyset og tænke over det forgangene år og fornemme, at det nye år ligger derude i rummet og venter. Med dette lys fra rummet ønsker jeg et godt nytår til jer, som støder på denne blog.

26. december, 2. juledag

Selvom man er vaccineret mod influenza, kan man godt ligge lidt underdrejet under dynen. Man rejser sig. Går tur. Møder en sløv tårnfalk, der sidder på en gadelygte. Den letter sig langsomt, da jeg kommer for nær. Så speeder den op i en slags tårnfalkens juletempo og forsvinder i horisonten. Jeg stirrer ud over det flade landskab, øjnene følger åens løb. Aner et eller andet derude. Det er jo ikke engang nytår endnu. Jeg ved, at der ligger mange overraskelser derude og noget er helt sikkert: Vi skal en måned til Andalusien først i det nye år. Jeg speeder op vel vidende, at kalenderen ikke går hurtigere af den grund, men tanken om Al Hambra varmer nu alligevel.

En søndag med Skovsnogen

Havde en rigtig god kunst- og naturoplevelse sammen med Skovsnogen søndag den 16. december, hvor der var sådan en dejlig julestemning. Se den her: http://www.youtube.com/watch?v=QngBCKuly7s

 

 

En episode i en landskabsmalers liv

Bogen handler om den tyske landskabsmaler Johan Moritz Rugendas (1802-1858).
Han var ud af et malerdynasti, grundlagt af hans oldefar, der var uddannet urmager. Som ung mistede han sin højre hånd, og så var det slut med at være urmager. Han begyndte at træne sin venstre hånd op ved at tegne og male. Han specialiserede sig i at afbilde kampscener, og det blev han meget ferm til. Hans tegninger og billeder viste en næsten overnaturlige præcision. Hans mæcen og væsentligste kunde var den svenske Kong Karl XII, hvis kampe han malede Tre sønner fortsatte i faderens fodspor. En af dem fulgte Napoleon og gengav hans forskellige slag. Det var Rugendas far.

Tiden efter Napoleon blev mere fredelig og Rugendas gik over til at male landskaber stærkt påvirket af Alexander Humboldts teori om den naturfysiognomiske fremstilling, at man i landskabets grundtræk kunne finde nøglen til dets karakter. Han skulle male den ny verdens forunderlige botanik og de overdådige bjerglandskaber ned til mindste detalje: de tredive fod høje græsser, kakaotræer med blomsterne direkte på stammen, cypresser med overjordiske rødder og palmestammer som søjlegange. Landskabsmaleren måtte gerne omarrangere landskabet, hvis det på den måde bedre kunne udtrykke en kunstnerisk geografisk sandhed, en slags portræt med klare informationer om race, fauna, flora, økonomi og meget andet.

På pampaen i Braslien kommer Rugendas ud for en uhyggelig hændelse (1837), som fuldstændig lemlæster hans ansigt. Mens han rider på sin hest kommer han ud for et voldsomt tordenvejr med kraftige lyn. Han og hesten bliver to gange ramt af lyn og de bliver slået til jorden. Hesten kommer op og bevæger sig mod lejren. Rugendas fod sidder fast i stigbøjlen og han bliver slæbt hele vejen med ansigtet glidende hen over jorde. Rugendas ansigt er en ophovnet og blodig masse. Pandebenet er blottet og nervetråde hænger ud. Der er hudlaser ned over hans øjne og hans ørnenæse er kvast. Læberne er flækket og krænget væk fra tænderne, som ved et mirakel er helt intakte.

 

Han bliver senere lappet sammen, mens hans ansigt er så skamferet, at han ikke kan vise det. Denne hændelse bliver årsag til skabelsen af en helt ny malerstil. Rugendas lider af ulidelige smerter, og for at kunne fungere må han have noget stærkt smertestillende, og han anvender en blanding af opium og bromid, så får han, som han siger, fordelen ved det bedste smertestillende middel og det bedste antidepressive middel. Han formår nu pludseligt sansemæssigt at indoptage landskabet på en afgørende anderledes måde, hvor naturens vegetationstyper får et paradisisk skær og maleriet udtrykker en form for impressionisme.

Bogen er kort, men den er en så velskrevet og fuld af sansning og smerte, at den fylder meget. Beskrivelsen af en malers forvandling fra at gengive den præcise og iscenesatte sansning i oplysningens tjeneste til at gengive et indre billede af det han ser, er et fint fysiognomisk portræt.



Fantastisk koncert med Cæcilie Norby på Fermaten i Herning

 

 

Det var virkelig en diva, der var kommet til byen. De første tre numre bar præg af divaens åbenlyse utilfredshed med den lokale lydmand. Selv under numrene gjorde hun tegn til lydmanden, om at ændre på forskellige lydindstillinger. I pauserne mellem de første numre var der lange dialoger mellem Cæcilie og lydmanden, og Cecilie greb selv ind og forsøgte at ændre på diverse tekniske anordninger. Ærgerligt at hendes første sangpræstationer blev stærkt præget af frustrationen over teknikken.

 

Da musikken kom i centrum, blev det til en dynamisk koncert med et af de bedste orkestre, jeg længe har hørt. Det var et helt forrygende og musikalsk varieret samspil mellem Cæcilie Norby og Nikolai Hess på piano, Lars Danielsson på bas og Morten Lund på trommer.

Efter pausen, hvor teknikken var i orden, fik vi en række numre med en sådan intensitet og medrivende musikalitet i såvel i det svingende samspil som i musikernes ekvilibristiske soloer, at man simpelt hen fløj fra stolen og blev en del af musikken. Det var et medrivende sceneshow, når Cecilia Nordby flirtede og "æggede" sine musikere til at give sig helt ud i deres soloer efter konceptet: Så nu giver jeg, hvad jeg har, så er det din tur! - Så kom musikerens mandige svar: Nu ska, du fa'me få - Eller: Ka', du stikke den her Cæcilie!? Og Cæcilie svarede tilbage, så de måtte tage sig sammen igen. Det var den rene forførelse, og det var fa’me live!