mandag den 13. november 2017

Nogle interessante og tankevækkende meninger om kunst, kunstudstillinger og formidlingen af kunst af Politikkens kunstredaktør Peter Michael Hornung

I sin anmeldelse af udstillingen 'Gillian Wearing - Family Stories' på Statens Museum for Kunst kommer Politikkens kunstredaktør Peter Michael Hornung ind på nogle interessante og tankevækkende meninger om kunst, kunstudstillinger og formidlingen af kunst. Her er nogle pluk fra anmeldelsen:
Foto: Politiken

I dag giver det ingen mening at tale om kunst som noget med en særlig værdi, der kan eksistere isoleret fra alt det, der ikke er kunst.
Når en kunstudstilling i dag skal kaldes relevant, skal den også vise sin relevans i andre sammenhænge
Vigtig kunst skal lære dig at stille vigtige spørgsmål, til dig selv eller dine omgivelser. Samtidskunst, der kun flasher eller afspejler rene kunstneriske problemstillinger, er blevet en luksus, som et demokratisk samfund martret af alle mulige problemer og konflikter ikke længere kan tillade sig. Desværre, kan man tilføje.

Det vigtigste er at kunne diskutere en række vedkommende og væsentlige problemer, der er stimuleret eller aktualiseret af en kunstnerisk oplevelse. Men udbyttet afhænger også af den formidling, der skal bringe en i højde med værkerne. At formidle kunst er at tilbyde de oplysninger, som man ikke umiddelbart kan hente - eller tolke - ud af værket selv. Men man skal heller ikke sige så meget, at man låser værket fast i én bestemt læsning eller tolkning.
Det er ikke så ringe med anmeldelser, der får læseren til at gøre sig tanker om kunst og kunstformidling.

onsdag den 8. november 2017

Udstillingen "Fuglene" (Double Fantasy II) på Kunstpakhuset i Ikast

Frem til d. 10. december kan man på Kunstpakhuset i Ikast se udstillingen "Fuglene" (Double Fantasy II) med kunstnerparret Sonja Lillebæk Christensen og Christian Schmidt-Rasmussen. Udstillingen tager sit udgangspunkt i Christian Schmidt-Rasmussens store vægrelief som fører over til Sonja Lillebæk Christensens installation "Overgang", der består af en træbro og en videoinstallation. Herudover er der to akvareller af Sonja og en serie malerier af Christian. En velbesøgt fernisering og en seværdig udstilling.












På videoen her fortæller kunstnerne lidt om deres værker







onsdag den 1. november 2017

Michael Kvium "Cirkus Europa" - en udstilling på ARKEN


"Hele vejen igennem CIRKUS EUROPA bliver vi mindet om, hvad splittelse gør ved os. Vi føler jorden glide væk under os, vi føler angst og rædsel, vantro og afmagt, men Kvium giver os en lille trøst.
For hvis splittelse og tab af tillid betyder afmagt, blodig krig og oprør, så må sammenhold føre til samarbejde og tillid."



Sådan skriver Merete Mørup i sin anmeldelse i magasinet KUNST, og det er en udstilling, hvor det er svært at vende ryggen til alle de personer, der fra de forskellige værker stirrer på en med et blik, der siger: Kan du da ikke se det.



 Når kunsten bliver for anmassende kan man nok få lyst til at tænke, mon ikke det er fake news, men på den anden side må man nok indrømme, at der er noget genkendeligt ved det man ser. Her er det ikke nødvendigt med store informative vægtekster.






Videoen her er naturligt nok ikke helt fri for at være påvirket af Kviums stærke udtryk, men den er, synes jeg, en anderledes visualisering af udstillingen end alle de autoriserede, så her får et af folkets umiddelbare syn lov at være med...