Miya Ando kommer til Danmark

Miya Ando er født i Californien. Moderen er japaner og faderen russisk-amerikaner. De første 6 år af sit liv boede hun sammen med sin familie i et buddhistisk tempel i Okayama, hvor hendes bedstefar var leder af templet. Senere flyttede familien til en stor skov i Santa Cruz i Californien. Hendes forfædre var sværdsmede, så stålet ligger hende i blodet.

 Det er måske forklaringen på, at den lille og spinkle kvinde nu arbejder med store stål- og metalplader, som hun saver, sandblæser, lakerer og kommer i syrebad. Ved at anodisere aluminium får hun en diamanthård overflade, hvor hun kan lave håndmalede malerier, der kan minde om akvareller. 
 

Stål er symbolet på styrke. Det kaster hun sig over for at prøve at skabe noget æterisk. Det bliver til spejlende abstrakte malerier, hvor lyset danser i farvene. I juni kunne hun så udstille på New Yorks Sundaram Gallery, som er et vigtigt sted for en ung kunstner, der er ved at skabe sig en profil.









På et tidspunkt vil hun så dukke op i Danmark. B&O har nemlig fået øje på hende i forbindelse med deres lancering af deres aluminium- højttalere. 20 af disse højttalere skal smykkes med Miya Andos helt specielle aluminiumskunst. Hallo, kunst på højttalere! Det skal blive spændende at se, hvordan denne form for nytænkning vil blive modtaget.

Turner Prize 2013

Hvad sker der ude i den store verden? Hvad er det egentlig, de professionelle kunstdommere og kuratorer interesserer sig for? Begyndelsen til et svar kan man måske få ved at kikke på kandidaterne til årets Turner pris.

Kandidaterne til årets Turner pris er for længst fundet, og årets favorit er Tino Seghal.

Tino Seghal er nomineret bl.a. for sit arbejde på Documenta 2012. Jeg oplevede desværre ikke Tino Seghal, da vi var i Kassel. Tinos værk, ”The Variation”, kunne opleves i Huguenot huset. Man kommer ind i et mørkt lokale, hvor der sker ting og sager, som man bliver involveret i, og som efter, hvad jeg har læst gør et stærkt indtryk på en. Man må ikke fotografere og ikke filme, så oplevelsen bliver i den enkelte. Nogle beskriver, at de har været gennem kunst klicheer af Rodin, Edvard Munch og kyssen og krammen mellem Jeff Koons og Koons tidligere kone La Ciccolina. Fandens også, at man ikke fandt vej til Hueguenot huset. Hans kunst er helt uden genstande. Nogle kritikere spørger, om det, han laver, er knust, eller er det dans, og man beskylder ham for at være ret manipulerende? I dokumenta bogen på 750 sider finder man ikke meget om ham.

Lynette Yiadom-Boakeye

Maleriet er nu ikke helt forsvundet. På listen finder vi Lynette Yiadom-Boakeye, som er født i London, hvor hun også nu bor og lever. Hun laver bl.a. portrætter, som ikke er afbildninger af virkelige personer. Det er fiktive portrætter af hovedsageligt sorte personer, som synes at indgå i en eller anden social sammenhæng, hvori der gemmer sig en historie. Der er ikke rigtig nogen specielle træk ved personerne udover deres tøj og hårstil, men der må vel være noget i hendes portrætstil, hendes måde at male på, der tilfører portrættet noget nyt.

David Shrigley

Det er måske noget overraskende at David Shrigley er på listen. Mange af hans skulpturer er stærkt påvirket af sort humor, og i nuet morer man sig og oplever noget, man ikke lige havde tænkt på.

Links:

1)http://www.guardian.co.uk/artanddesign/2013/apr/25/turner-prize-2013-shortlist1

2)http://www.guardian.co.uk/artanddesign/2012/jul/23/tino-sehgal-these-associations-reviewl

Vinderen blev helt overraskende:

http://bcove.me/atuzjk8p

Sculpture by the Sea AArhus 2013

Ideen med at placere kunst som en integreret del af naturen kan tilføre meget til både oplevelsen af natur og kunst. Ved Tangkrogen starter man på et fladt stræk med grønne plæner ned til stranden, så bliver det ren sandstrand med stejle skrænter op til skoven. Vi går op ad skrænten og står nu med udsigt ud over vandet. Så går turen gennem skoven og ned til stranden igen. Dette rum skal fyldes med skulpturer, der kan opleves som et kunstnerisk tredimensionelt udtryk, der kan aktivere beskueren. Vi nåede ikke det hele, men nok til at få vores opfattelse af begrebet skulptur sat på prøve. Det har selvfølgelig været en vanskelig opgave at fylde dette store område op med skulpturer af en vis kunstnerisk kvalitet.

 Set ud fra et helhedssynspunkt skal kvaliteten være svingende, alene ud fra den grund, at vi som beskuere skal provokeres til at se forskel på godt og skidt, men hovedsigtet er selvfølgelig, at der er så meget god kunst, at man glemmer alt det, der ikke holder.

På vores tur røg vi ind i en gengivelse af Yves Kleins antropometrier, hvor nøgne kvinder bliver indsmurt i Kleins specielle blå farve for så at blive brugt som ”pensler”.

Billedet herover blev et af slutprodukterne. Se videoen af mine redigerede optagelser

Her er Yves Kleins oprindelige opførelse fra 1960: Tryk her