En tur til Aarhus og lidt tilbage i tiden

Til Aarhus en af de sidste efterårsdage. Gåtur fra Banegården, forbi Aros og ned mod Den Gamle By. Stopper op lige før den Gamle Ceres bygning og kigger ud over Århus Å, som langsomt løber præget af alderdom og efterårets farver. 

Videre forbi det, der engang var Ceres, og hvor jeg som dreng flere gange var på rundvisning, udelukkende fordi rundvisningen altid sluttede med, at vi måtte drikke alle de sodavand, vi kunne, inden for en bestemt tid. Videre over gaden op til indgangen af Den Gamle By, hvor jeg skulle mødes med nogle mennesker, som jeg voksede op sammen med for over halvtreds år siden på Chr. Molbechsvej og H.V. Kålundsvej.

Vi krammer og hilser, tager kufferterne og rejser tilbage til halvfjerdserne og går rundt i opgange og lejligheder, og snakker og genkender og mindes og snakker.

Jeg kigger interesseret i en skuffe, der har tilhørt en kvindelig skoleinspektør, måske fordi skuffen kunne afsløre lidt af en fin kvindes hemmeligheder.

 Og hvad skal man mere sige: Jo, de holder sig godt, børnene fra dengang.

Møderne med børnene fra dengang, har lært mig lidt om, hvor meget en fælles baggrund og  følelsen af at være en del af et fællesskab med en bred diversitet betyder. At man efter et langt liv på over halvtreds år kan mødes, og at man på trods af alle mulige forskelle i livs-forløbet, kan finde sammen i et dejligt socialt fællesskab igen, er stort og livgivende.

HOLSTEBRO KUNSTMUSEUM: Åbnigen af Martsudstillingen 1951 - 1983

Interessant kunstudstilling på Holstebro Kunstmuseum, hvor der vises værker af Kunstnersammenslutningen Martsudstilingen 1951 – 1982. Her på denne udstilling er der ikke inddraget moderne formidlingshjælpemidler eller opstillet teaterkulisser, der skal sørge for, at man ikke keder sig, og at kunsten får en vis underholdningskvalitet.Selvfølgelig ikke, og ”iscenesættelsen” af udstillingen er helt i Kunstsammenslutningens ånd: Det er værket selv, der skal være i centrum.

23 værker af Martsudstilingen er samlet på Holstebro Kunstmuseum. ”Martsudstillingen varede i 30 år og Cobra kun i tre år, alligevel er det Cobra, der er løbet med hele opmærksomheden”, sagde professor i politologi, Henning Jørgensen i sin åbningstale. Holstebro Kunstmuseum har med denne udstilling villet trække nogle kunstnere, der var væsentlige for deres samtid, ud af glemslen. Det var kunstnere, der arbejdede ud fra et veldefineret kvalitetsbegreb og et tilstræbt højt kvalitetsniveau.

Nu kommer Martsudstillingen frem i lyset, og det kan måske ændre lidt på kunsthierarkiet, i hvert fald har Holstebro Kunstmuseum koncentreret sig om nogle vægtige kunstnere mere for deres kunstneriske værdi end deres markedsværdi.
Det er det, man har kunstmuseer til.

Ifølge museumsloven er et kunstmuseum forpligtet til både at belyse fortidens og nutidens kunst, og for nogle museer er en af deres vigtigste opgaver, at få de besøgende til at forholde sig til kunsten og ikke mindst til at reflektere over den. Et åbent spørgsmål bliver så, om man bedst gør det gennem iscenesættelser, scenografi, teaterkulisser og rig lejlighed og tilskyndelser til at bruge selfies. Det må jeg vende tilbage til, og jeg må ærligt indrømme, at jeg stod helt af på Aros udstilling med Michael Kvium - Fools. Her blev anvendelsen af selfies af museet nærmest brugt som et bevis for, at de besøgende fik en større forståelse for og et tættere forhold til værkerne.

Det var nogle af de tanker, jeg fik efter mit besøg på Holstebro Kunstmuseum.

Se lidt fra udstillingen her:

DANSK - design af Jens Quistgaard - på HEART

Design er blevet en del af HEARTS udstillinger, og i tilfældet Jens Quistgaard sætter museet fokus på en designer, hvis navn måske ikke er så kendt i Danmark, men når man går rundt på udstillingen og ser skåle, bestik, kander, kopper, kedler, lysestager og ikke mindst dåseåbneren ”Hajfinnen”, så er der nogle klokker, der ringer. For det ældre publikum er det et gensyn med en masse ting, som her på udstillingen nu bliver knyttet til en bestemt person, som gjorde Dansk Design kendt ikke mindst i USA. Udstillingen bliver en hyldest til Jens Quistgaard, og publikum får styr på og en perspektivering af nogle hverdagsting, som de måske ikke har tænkt på som en form for kunst. Det er det, man har kunstmuseer til.

Quistgaard blev ved med at opfatte sig selv som billedhugger. Design og mode var sjovt nok ikke det centrale for ham.

Jeg har lavet denne lille video, så man kan få et indtryk af udstillingen.