I
sin anmeldelse af udstillingen 'Gillian Wearing -
Family Stories' på Statens Museum for Kunst kommer Politikkens
kunstredaktør Peter Michael Hornung ind på nogle interessante og
tankevækkende meninger om kunst, kunstudstillinger og formidlingen af kunst. Her
er nogle pluk fra anmeldelsen:
 |
| Foto: Politiken |
I
dag giver det ingen mening at tale om kunst som noget med en særlig værdi, der
kan eksistere isoleret fra alt det, der ikke er kunst.
Når
en kunstudstilling i dag skal kaldes relevant, skal den også vise sin relevans
i andre sammenhænge
Vigtig
kunst skal lære dig at stille vigtige spørgsmål, til dig selv eller dine omgivelser.
Samtidskunst, der kun flasher eller afspejler rene kunstneriske
problemstillinger, er blevet en luksus, som et demokratisk samfund martret af
alle mulige problemer og konflikter ikke længere kan tillade sig. Desværre, kan
man tilføje.
Det
vigtigste er at kunne diskutere en række
vedkommende og væsentlige problemer, der er stimuleret eller aktualiseret af en
kunstnerisk oplevelse. Men udbyttet afhænger også af den formidling, der skal
bringe en i højde med værkerne. At formidle kunst er at tilbyde de oplysninger,
som man ikke umiddelbart kan hente - eller tolke - ud af værket selv. Men man
skal heller ikke sige så meget, at man låser værket fast i én bestemt læsning
eller tolkning.
Det er ikke så ringe med anmeldelser, der får læseren til at gøre sig tanker om kunst og kunstformidling.
