En søndag med Skovsnogen

Havde en rigtig god kunst- og naturoplevelse sammen med Skovsnogen søndag den 16. december, hvor der var sådan en dejlig julestemning. Se den her: http://www.youtube.com/watch?v=QngBCKuly7s

 

 

En episode i en landskabsmalers liv

Bogen handler om den tyske landskabsmaler Johan Moritz Rugendas (1802-1858).
Han var ud af et malerdynasti, grundlagt af hans oldefar, der var uddannet urmager. Som ung mistede han sin højre hånd, og så var det slut med at være urmager. Han begyndte at træne sin venstre hånd op ved at tegne og male. Han specialiserede sig i at afbilde kampscener, og det blev han meget ferm til. Hans tegninger og billeder viste en næsten overnaturlige præcision. Hans mæcen og væsentligste kunde var den svenske Kong Karl XII, hvis kampe han malede Tre sønner fortsatte i faderens fodspor. En af dem fulgte Napoleon og gengav hans forskellige slag. Det var Rugendas far.

Tiden efter Napoleon blev mere fredelig og Rugendas gik over til at male landskaber stærkt påvirket af Alexander Humboldts teori om den naturfysiognomiske fremstilling, at man i landskabets grundtræk kunne finde nøglen til dets karakter. Han skulle male den ny verdens forunderlige botanik og de overdådige bjerglandskaber ned til mindste detalje: de tredive fod høje græsser, kakaotræer med blomsterne direkte på stammen, cypresser med overjordiske rødder og palmestammer som søjlegange. Landskabsmaleren måtte gerne omarrangere landskabet, hvis det på den måde bedre kunne udtrykke en kunstnerisk geografisk sandhed, en slags portræt med klare informationer om race, fauna, flora, økonomi og meget andet.

På pampaen i Braslien kommer Rugendas ud for en uhyggelig hændelse (1837), som fuldstændig lemlæster hans ansigt. Mens han rider på sin hest kommer han ud for et voldsomt tordenvejr med kraftige lyn. Han og hesten bliver to gange ramt af lyn og de bliver slået til jorden. Hesten kommer op og bevæger sig mod lejren. Rugendas fod sidder fast i stigbøjlen og han bliver slæbt hele vejen med ansigtet glidende hen over jorde. Rugendas ansigt er en ophovnet og blodig masse. Pandebenet er blottet og nervetråde hænger ud. Der er hudlaser ned over hans øjne og hans ørnenæse er kvast. Læberne er flækket og krænget væk fra tænderne, som ved et mirakel er helt intakte.

 

Han bliver senere lappet sammen, mens hans ansigt er så skamferet, at han ikke kan vise det. Denne hændelse bliver årsag til skabelsen af en helt ny malerstil. Rugendas lider af ulidelige smerter, og for at kunne fungere må han have noget stærkt smertestillende, og han anvender en blanding af opium og bromid, så får han, som han siger, fordelen ved det bedste smertestillende middel og det bedste antidepressive middel. Han formår nu pludseligt sansemæssigt at indoptage landskabet på en afgørende anderledes måde, hvor naturens vegetationstyper får et paradisisk skær og maleriet udtrykker en form for impressionisme.

Bogen er kort, men den er en så velskrevet og fuld af sansning og smerte, at den fylder meget. Beskrivelsen af en malers forvandling fra at gengive den præcise og iscenesatte sansning i oplysningens tjeneste til at gengive et indre billede af det han ser, er et fint fysiognomisk portræt.



Fantastisk koncert med Cæcilie Norby på Fermaten i Herning

 

 

Det var virkelig en diva, der var kommet til byen. De første tre numre bar præg af divaens åbenlyse utilfredshed med den lokale lydmand. Selv under numrene gjorde hun tegn til lydmanden, om at ændre på forskellige lydindstillinger. I pauserne mellem de første numre var der lange dialoger mellem Cæcilie og lydmanden, og Cecilie greb selv ind og forsøgte at ændre på diverse tekniske anordninger. Ærgerligt at hendes første sangpræstationer blev stærkt præget af frustrationen over teknikken.

 

Da musikken kom i centrum, blev det til en dynamisk koncert med et af de bedste orkestre, jeg længe har hørt. Det var et helt forrygende og musikalsk varieret samspil mellem Cæcilie Norby og Nikolai Hess på piano, Lars Danielsson på bas og Morten Lund på trommer.

Efter pausen, hvor teknikken var i orden, fik vi en række numre med en sådan intensitet og medrivende musikalitet i såvel i det svingende samspil som i musikernes ekvilibristiske soloer, at man simpelt hen fløj fra stolen og blev en del af musikken. Det var et medrivende sceneshow, når Cecilia Nordby flirtede og "æggede" sine musikere til at give sig helt ud i deres soloer efter konceptet: Så nu giver jeg, hvad jeg har, så er det din tur! - Så kom musikerens mandige svar: Nu ska, du fa'me få - Eller: Ka', du stikke den her Cæcilie!? Og Cæcilie svarede tilbage, så de måtte tage sig sammen igen. Det var den rene forførelse, og det var fa’me live!

 

 

 

 

 

Jeffrey Eugenides: Bryllupsintrigen

 

 

 

 

Bogen foregår på Brown University i Rhode Island i det nordøstlige USA. Vi er også på Manhattan i New York, på bryllupsrejse til Paris og på en både udvendig og indvendig dannelsesrejse til Indien. Centrum i bogen er tre unge studerende i 80’ernes USA.

De er alle tre velbegavede og vi kommer godt og fagligt ind i deres specialer. Madeleine læser litteratur og følger kurser om Jane Austen, Brontë-støstrene, George Eliot m.fl. Roland Barthes spiller også en rolle for hendes kærlighedsliv. Der er rigeligt med litterært gods i bogen.

Vi følger de unges kvaler med at finde et ståsted, deres forsøg på at vriste sig fri af forældrenes ”gode” hensigter for dem og oplever et fortvivlet forsøg på at tage kampen op med den genetiske arv.

Der er ingen bryllupsintrige mulig i de unges forsøg på at finde den ”rette”.

Der er en meget gribende og smertelig beskrivelse af det at være maniodepressiv. En kronisk sygdom, som Leonard kæmper hårdt med for ikke at blive lemlæstet, ligesom han er hårdt belastet af sin sociale arv. Madeleine er en overklassepige fra et akademisk hjem og hendes ”modsætning” er Leonard, der kommer fra et meget splittet hjem med en barsk mor, der ikke kan se ham som det menneske, han er. På den anden side af Madeleine står Mitchell, som er meget forelsket i hende, men hun har det bedst med at de er venner, og de er gode venner. Gennem Mitchell kommer vi på en spændende dannelsesrejse og frem mod en lærerig og fin erkendelsmæssig afklaring af hans forhold til Madeleine

En meget velskrevet bog, hvis problematikker er universelle, men samtidig en indføring i tiden og miljøet.



Besøg på Joan Miró Museet

 

Museet ligger et godt stykke sydvest for Palmas centrum på en bjergskråning med fin udsigt over bugten. Adressen er Carrer de Joan de Saridakis, 29. Man kan komme derud med bus. Det er klogt at spørge, hvilken bus der går derud.

 

Miró levede og arbejdede på Mallorca fra 1956 til 1983. Da han kom til Mallorca blev han interesseret i grafik, keramik og skulptur.

 

 

På vej op til selve museumsbygningen møder vi en række antropomorfe skulpturer.





Et keramisk vægmaleri, hvor et sort rektangel omkranser nogle væsner, der roterer rundt i rummet.

 

 

Miró var oprindeligt inspireret af fauvisme, og senere blev det dadaisme og surrealisme. Museet viser vævede uldne vægtæpper, malerier, tegninger, grafik og skulpturer mest i form af abstrakt ekspressonisme. Det er ikke Mirós store værker, man finder her. Det er de naivistiske, let genkendelige og enkle værker af Miro, der var udstillet, da vi var der. Nogle af malerierne fra 60’erne og 70’erne er mixed media – olie, akryl, kridt og pastel.

Se vores video fra besøget: Tryk her



Annisette og Savage Rose på Fermaten i Herning

Var på en fantastisk musikalsk rejse med Annisette og det unge Savage Rose orkester på Fermaten i Herning (02.11.12). Fermaten er det helt rigtige sted til en koncert af den her art. Intimiteten bevares. Sang om kærlighed og frihed, revolution og glæde og vi skulle kysse hinanden noget mere, solitude and longing, no more love to give, I’m the messenger from misery land og en helt masse andet, som jeg ikke altid fik fat i.

Foto:Brynhild Eriksen

Stemmen, lidenskaben, dansen og kjolen, der blev hvirvlet op af en roterende Annisette i bare fødder forstod vi alle.

..

 

Jeg sad halvanden meter fra denne eksotiske vulkan, hvis udbrud var så voldsomt at alle i salen blev ramt.

Da koncerten sluttede, rejste vi os op i en euforisk rus, og Annisette trådte helt frem på scenen. Jeg fik øjenkontakt med hende. Hun gik frem mod mig. Smilede. Bøjede sig ned og tog mig ind til sig. Jeg mumlede nogle takkeord på engelsk. Åndssvagt, men hun sang jo på engelsk. Jeg fik et kindkys og et tak skal du have. Så trådte hun langsomt tilbage, holdt stadig fast i min højre hånd, slap, gik i slowmotion, et smil, vi havde øjenkontakt. En kort bevægelse med hånden fra læben, og slut.

En lakmusprøve på tolerancen

 

Newsweek 08.10.12

 



Her er en gruppe kvinder i Saudi Arabien i gang med et pc-kursus. Kvinderne lever i et samfund, hvor den tekniske udvikling er som vi kender den i Vesten. I Vesten er der vel en slags parallelløb mellem de sociale forhold og den tekniske udvikling. I Saudi Arabien spiller religionen en afgørende rolle for levemåden, og da den er fundamentalistisk, forandrer den grundlæggende levevis sig ikke radikalt.
 

Newsweek 08.10.12

 

En amerikansk kvindelig journalist, der har opholdt sig 30 år i Saudi Arabien får i en uge lov at følge en kvinde, LuLu, der er en rettroende muslim. Lulu er gift med en professor. De har 8 børn. Familien bor i et lille hus på to etager. På første sal bor Lulu og hendes 8 børn. I stuen bor mandens kone nummer to. Hende har professoren 6 børn med. Lulu har en universitetsuddannelse og taler glimrende engelsk. Hendes livsopgave er at tjene Allah og derved sikre sig selv og sin familie vejen til paradiset. Hun skal også tjene sin mand og i enhver henseende sørge for hans trivsel. Hun ønsker for sine døtre, at deres levevis og trivsel bliver som hendes, og hendes ældste datter, der går på universitetet, beundrer sin mor for, at hun har viet sit liv til denne opgave.
På spørgsmålet om Kristendom og Islam er ligestillede religioner svarer Lulu: Der er kun én religion, og det er Islam, og hun opfordrer den amerikanske journalist til at konvertere til Islam.

(Efter en artikel i Newswek 08.10.12)