Leonard Cohen i Kongens Have Odense

Der var kamp til stregen for at få plads helt fremme ved scenen. Der blev skubbet og maset, og de, der ikke nåede frem i første geled forsøgte bogstaveligt talt at kile sig ind, hvad der gav anledning til en del ukvemsord og nytteløse diskussioner. Der er nogle få virkelig professionelle masere. De kommer en halv time før koncerten og får sig kilet helt op til tredie række før scenen. Dem, der har stået der i tre timer begynder nu at røre på sig. Hvad fanden er meningen? Her skal du ikke stå. Du kan ikke bare komme og mase dig ind her. Og så træder den professionelle maser i aktion. Hun råber og skriger. Hun har ligeså meget ret til at være her som de andre. Hun har købt billet, og ingen skal bestemme, hvor hun skal stå. Forstå det dog! Sådan er det bare ved alle koncerter. Flot gennemført psykologisk krigsførelse, og folk er jo flinke, og vi skal ikke have ballade. De mest hårdføre tager kampen op, men det ender som regel med, at profmaseren får en plads i anden række, for nu begynder koncerten, og så skal vi altså nyde det, og "Halleluja" er tæt på.

 Jo, der blev lukket mange mennesker ind i Kongens Have. Vi stod tættere end sardiner i en dåse, og det var ekstrem svært at skifte fodstillinger. Vejen til toilettet var et forhindringsløb af urokkelige tilskuere samt tæpper, poser og rygsække, og alt det levende havde ikke megen lyst til at flytte sig en centimeter.

"Thanks for coming, we'll give you all we've got!" Siger Leonard Cohen. Det gør han så overbevisende, at vi alle må synge med, for vi kender jo så mange af sangene, da de har været en væsentlig del af vores liv.

Så går koncerten igang "Dance to me to the end of love" var åbningsnummeret, og så var 12.000 tilskuere på bølgelængde med en karismatisk legende af en fantastisk sangskriver, der nu som 78-årig stadig kan henføre sit publikum netop fordi mange af sangene skifter lidt karakter med andre betoninger tilpasset alder og erfaring. Cohens styrke ligger i hans evne til ikke at gentage sig selv, men med alderen kan give nogle af de kendte sange en ny drejning.






Denne ædle herre, tre dejlige kvinder, der leverer en vigtig musikalsk klangbund, der gør Cohens sange specielle og et gennem professionelt orkester fik folkemængden derhen, hvor poesien blomstrer og sardinerne sprang ud af dåsen.

Liveoptagelser fra nogle af koncerterne på Århus Jazzfestival 2013

Her er nogle live optagelser fra festivallen. Med undtagelse af koncerten med Bonnie Raitt var der ingen problemer med at få lov til at filme de øvrige koncerter, vi var til.

Gode dage med fin musik. 

Se videoen: Her

Lidt forsmag på Århus Jazzfestival

En fantastisk uge i Århus Jazzfestival. Møde og snak med gamle kendinge og også lidt snak med nogle kendisser. Her en simpel forsmag på nogle af koncerterne, lavet med et lille program på min ipad, som lige skulle prøves af. Her med Scott Robinson, hvor vi lige fik vendt hans samspil med Jesper Thilo tirsdag aften, som blev en fantastisk oplevelse.

Se videoen

Jeg vender tilbage med liveoptagelser fra nogle af de mange koncerter, vi var til i løbet af ugen. 

Live optagelser her.

Scott Robinson, der kommer fra New York, er en af jazzens mest kendte multiinstrumentalister. Tenorsaxofonen er hans primære instrument, men derudover behersker han et utal af blæseinstrumenter‑ baryton‑ og bassax, trompet, klarinet, basklarinet samt egne hjemmelavede instrumenter.


Scott Robinson er bl.a. kendt som barytonsaxofonist hos Maria Schneider Big Band, men er desuden en af de få musikere, der behersker mange genrer inden for jazzen ‑ lige fra dixieland over swing og moderne jazz til avantgarde. Scott Robinson har medvirket på mere end 165 indspilninger, har turneret i mange verdensdele, spillet med bl.a. Lionel Hampton Ouintet og siddet i orkestergraven på New York City Opera.

Her spiller han med Bourbon Street Jazzband.

Mark Cavendish vandt 5. etape af Tour de France 2013

Jeg mindes lige mit møde med Cavendish, da han deltog i Giro d'italia i Hening.

Mark Cavendish vandt 5. etape af Touren. Jeg mindes mit møde med ham i Herning for et år siden. Mark var rasende på sin mekaniker, fordi han havde indtillet Marks cykel forkert. Jeg fik lov til at filme dramaet, der endte med at Mark fik sin reservecykel. Desværre blev jeg så befippet over, at jeg havde dagens scoop, at jeg kom til at bytte rundt på record og stop, så optagelsen blev det helt store flop. At Mark nikkede til mig, da han steg på cyklen var bare en gestus, der slog mig helt omkuld.

Kan du ikke se videoen så tryk her: Mark Cavendish

Miya Ando kommer til Danmark

Miya Ando er født i Californien. Moderen er japaner og faderen russisk-amerikaner. De første 6 år af sit liv boede hun sammen med sin familie i et buddhistisk tempel i Okayama, hvor hendes bedstefar var leder af templet. Senere flyttede familien til en stor skov i Santa Cruz i Californien. Hendes forfædre var sværdsmede, så stålet ligger hende i blodet.

 Det er måske forklaringen på, at den lille og spinkle kvinde nu arbejder med store stål- og metalplader, som hun saver, sandblæser, lakerer og kommer i syrebad. Ved at anodisere aluminium får hun en diamanthård overflade, hvor hun kan lave håndmalede malerier, der kan minde om akvareller. 
 

Stål er symbolet på styrke. Det kaster hun sig over for at prøve at skabe noget æterisk. Det bliver til spejlende abstrakte malerier, hvor lyset danser i farvene. I juni kunne hun så udstille på New Yorks Sundaram Gallery, som er et vigtigt sted for en ung kunstner, der er ved at skabe sig en profil.









På et tidspunkt vil hun så dukke op i Danmark. B&O har nemlig fået øje på hende i forbindelse med deres lancering af deres aluminium- højttalere. 20 af disse højttalere skal smykkes med Miya Andos helt specielle aluminiumskunst. Hallo, kunst på højttalere! Det skal blive spændende at se, hvordan denne form for nytænkning vil blive modtaget.

Turner Prize 2013

Hvad sker der ude i den store verden? Hvad er det egentlig, de professionelle kunstdommere og kuratorer interesserer sig for? Begyndelsen til et svar kan man måske få ved at kikke på kandidaterne til årets Turner pris.

Kandidaterne til årets Turner pris er for længst fundet, og årets favorit er Tino Seghal.

Tino Seghal er nomineret bl.a. for sit arbejde på Documenta 2012. Jeg oplevede desværre ikke Tino Seghal, da vi var i Kassel. Tinos værk, ”The Variation”, kunne opleves i Huguenot huset. Man kommer ind i et mørkt lokale, hvor der sker ting og sager, som man bliver involveret i, og som efter, hvad jeg har læst gør et stærkt indtryk på en. Man må ikke fotografere og ikke filme, så oplevelsen bliver i den enkelte. Nogle beskriver, at de har været gennem kunst klicheer af Rodin, Edvard Munch og kyssen og krammen mellem Jeff Koons og Koons tidligere kone La Ciccolina. Fandens også, at man ikke fandt vej til Hueguenot huset. Hans kunst er helt uden genstande. Nogle kritikere spørger, om det, han laver, er knust, eller er det dans, og man beskylder ham for at være ret manipulerende? I dokumenta bogen på 750 sider finder man ikke meget om ham.

Lynette Yiadom-Boakeye

Maleriet er nu ikke helt forsvundet. På listen finder vi Lynette Yiadom-Boakeye, som er født i London, hvor hun også nu bor og lever. Hun laver bl.a. portrætter, som ikke er afbildninger af virkelige personer. Det er fiktive portrætter af hovedsageligt sorte personer, som synes at indgå i en eller anden social sammenhæng, hvori der gemmer sig en historie. Der er ikke rigtig nogen specielle træk ved personerne udover deres tøj og hårstil, men der må vel være noget i hendes portrætstil, hendes måde at male på, der tilfører portrættet noget nyt.

David Shrigley

Det er måske noget overraskende at David Shrigley er på listen. Mange af hans skulpturer er stærkt påvirket af sort humor, og i nuet morer man sig og oplever noget, man ikke lige havde tænkt på.

Links:

1)http://www.guardian.co.uk/artanddesign/2013/apr/25/turner-prize-2013-shortlist1

2)http://www.guardian.co.uk/artanddesign/2012/jul/23/tino-sehgal-these-associations-reviewl

Vinderen blev helt overraskende:

http://bcove.me/atuzjk8p

Sculpture by the Sea AArhus 2013

Ideen med at placere kunst som en integreret del af naturen kan tilføre meget til både oplevelsen af natur og kunst. Ved Tangkrogen starter man på et fladt stræk med grønne plæner ned til stranden, så bliver det ren sandstrand med stejle skrænter op til skoven. Vi går op ad skrænten og står nu med udsigt ud over vandet. Så går turen gennem skoven og ned til stranden igen. Dette rum skal fyldes med skulpturer, der kan opleves som et kunstnerisk tredimensionelt udtryk, der kan aktivere beskueren. Vi nåede ikke det hele, men nok til at få vores opfattelse af begrebet skulptur sat på prøve. Det har selvfølgelig været en vanskelig opgave at fylde dette store område op med skulpturer af en vis kunstnerisk kvalitet.

 Set ud fra et helhedssynspunkt skal kvaliteten være svingende, alene ud fra den grund, at vi som beskuere skal provokeres til at se forskel på godt og skidt, men hovedsigtet er selvfølgelig, at der er så meget god kunst, at man glemmer alt det, der ikke holder.

På vores tur røg vi ind i en gengivelse af Yves Kleins antropometrier, hvor nøgne kvinder bliver indsmurt i Kleins specielle blå farve for så at blive brugt som ”pensler”.

Billedet herover blev et af slutprodukterne. Se videoen af mine redigerede optagelser

Her er Yves Kleins oprindelige opførelse fra 1960: Tryk her