Erik A. Frandsen på Horsens Kunstmuseum

Claus Grymer har skrevet en fin anmeldelse i Kristeligt Dagblad, og i min optik er antallet af stjerner ligegyldigt. De er oprindeligt kun sat til dem, der er ligeglade med substansen.

Som læserne af denne blog vil vide, går jeg meget op i anmeldelser ud fra den betragtning, at det er lige så vigtigt at stille krav til anmelderne, som det er for anmelderne at stille krav til kunsten.

Denne anmeldelse er en af de gode. Det helt banale krav, man må stille til en anmeldelse, er, at anmelderen redegør for, hvad det er, det, der anmeldes, gør ved ham/hende.

Jeg er med lige fra starten: "At holde øjeblikket fast og gøre det flygtige bestandigt det er en gennemgående bestræbelse i Erik A. Frandsens værker.

...det første værk, der vises: en patchwork-skulptur af en bil, præsenteret sammen med en svært læselig vægtekst i neon, der kryptisk henleder opmærksomheden på et andet usædvanligt fænomen, nemlig bløde katedraler. Som om også sådanne kan opføres i stof.

Gennem en tom korridor, med vægge af løst ophængte, hvide papirbaner kommer man ind en sal, der blandt andet rummer 13 store akvareller, "Basis Europa", fra kunstnerens lange vandring, akvareller af natur, bygninger og enkelte dyr. Det er arbejder, der er hentet fra skitsebøgerne og da også har et vist råt præg. Det er, som om man stadig mærker varmen fra skabelsesprocessen. Billederne virker bevidst skødesløst opsatte, det hele har et præg af foreløbelighed - som stadier på vejen mod et mål. jeg var ved målet - som om netop det ufærdige er det "færdige" udtryk. Rent ud sagt: For mig er disse akvareller hovedværker på udstillingen.

Udstillingen med dens koncentration giver et overskueligt, men også inciterende, opdateret portræt af en kunstner og hans stadige udforskning af materialer og udtryksmidler. En kunstner, der ikke bekender sig til en isme og også er tydelig nok som sig selv. Det bekræftes her.

Disse udvalgte brudstykker af anmeldelsen skal bare illustrere, at jeg som læser får noget ud af den kunstudsetiling, der anmeldes, og hvad bedre er: den giver mig lyst til at se den.

Philip Kerr kendt for sine "Berlin Noir" krimier skriver nøgleroman om Chelsea

For en del år siden læste jeg Philip Kerrs ”Berlin-Noir” trilogi. Bøgerne er henlagt til Hitlers Tyskland og skrevet i bedste Raymond Chandler stil i en historisk kontekst, hvor hovedpersonen, Bernie Gunther er oppe mod superskurke som Heydrich og Goebbels. Det var krimier i supersværvægtsklassen

Nu har Philip Kerr slået sig på fodbold i ”January Window”, som lige er udgivet på dansk med titlen ”Januarviduet”. Kim Skotte har i Politiken givet den 4 hjerter ud af 6, og det har skærpet min interesse. Kerr er en super researcher og romanen ”Januarvinduet” er modellereret over den engelske klub Chelsea og en træner, der minder om Mourinho samt en pengemand, der får læseren til at associere til Chelseas enehersker Roman Abramovich. Der fokuseres på de vanvittige penge i moderne fodbold og Fifa’s korrupte metoder.

Jeg købte straks bogen som e-bog hos Amazon for den nette sum af $4,56. Den er selvfølgelig noget dyrere i dansk oversættelse, det lille sprogområde taget i betragtning.

"Vidunderlig hverdag" på KunstCentret Silkeborg Bad

Det var 1. maj, St. Bededag og på Arbejdernes Kampdag i dejligt solskinsvejr KunstCentret Silkeborg Bad åbnede udstillingen "Vidunderlig hverdag".

Måske kan det blive en publikumssucces at lave en fælles udstilling med Sylvester og Heerup, og museets direktør Iben From har fundet masser af begrundelser for at lave en udstilling med de to ”folkekære kunstnere”. 

Der er ligheder i deres sociale baggrund, de er fabulerende, og de bruger begge humoren i deres kunst. Så tilbyder de en demokratisering af kunsten, og de ser det smukke i det indlysende almindelige, og de tager frem for alt frihedstrangen med sig ind i kunsten.

Udstillingen er interessant, fordi den også viser en markant forskel mellem de to kunstnere. Heerup er akademisk uddannet, og han bevæger sig fra ren naturalisme til det abstrakte, hvorfra han med  frihed og fantasi går igang med skraldemodellerne.

Den afgørende forskel mellem de to kunstnere finder vi i dybden af deres værker. Heerup finder en sten. Den ser han noget liv i, og så går han i gang med at mejsle og bruge ”gulerødderne”, og så bliver den døde ting så levende, at vi også kan fornemme det. Tingene har en sjæl, som ikke må gå til grunde, og når han maler, er der kærlighed i hans pensel.

Heerup har skabt mange ting, der er finurlige, morsomme og sjove, og det er nok her de to kunstnere kan ligne hinanden. Værkerne er løsslupne, hverdagskendelige i deres skævheder, men så fulde af livsglæde, fantasi og humor, at de smitter os, men de forbliver objekter.

Her er sammenfaldet mellem de to kunstnere mest udtalt.

Se på de to stenskulpturer af Heerup og mærk livet og dermed også, hvad kunst er.

Leif Sylvester sagde i sin takketale: ”Jeg håber, I alle sammen synes, der er noget i den her sammensætning, der kan bruges.” Det tror jeg virkelig, der er, og mit indtryk er, at de mange fremmødte var begejstrede for udstillingen, om det så var på grund af ligheder eller forskelle står hen i det uvisse.

En herlig stemning på ferniseringen, så se videoen og døm selv.

Fra åbningen af TRANSFORMATION på KunstCentret Silkeborg Bad

Udstillingslokalerne var fyldt op med kunst og mennesker, der her på åbningsdagen af og til gik i et med kunstværkerne. Et stort forsoningsprojekt med de to kunstnere, Bettina Winkelmann og Nurith Lumer-Klabbers i anledning af 70 året for 2. Verdenskrig. I deres værker forsøger de  at få drejet noget negativt i en positiv retning med håbet om, at beskueren kan spejle sig i deres værker og opdage, at det at beskrive menneskelige relationer som sort/hvide ikke er en farbar vej.

Her er min video fra udstillingen:

To udstillinger på Centro de Arte Contemporáneo de Málaga

Foto: Brynhild Bøtker Eriksen

Center for Moderne Kunst i Malaga har en permanent udstilling af Andalusisk kunst og herudover forskellige løbende udstillinger. Lige nu har kunstsamleren Carmen Riera givet sin samling til museet i fem år, med eksempler fra den amerikanske og europæiske

Marina Vargas (Foto. Brynhild Bøtker Eriksen
kunstscene fra slutningen af 20. århundrede og begyndelsen af det 21. århundrede. Der er værker af Christina Iglesias, Andy Warhol, Anish Kapoor, Jean Michel Basquiat, Louise Bourgeois og Cerith Wyn Evans.

I den første del af museets store rum udfolder Yan Pei-Ming sig. Han er født  i Shanghai, men rejste som 22-årig til Frankrig, og betragtes som fransk maler. 
Han arbejder for det meste på meget store lærreder med portrætter af kendisser og historiske personer. Sorg, lidelse, død, angst og mennesker i farefulde situationer er nogle af de hyppige motiver. Han har udstillet i Beijing (2009) Museé du Louvre (2009) new York (2007) og og på Biennalen Venedig (2003 og 1995). Det er første gang han udstiller i Spanien.

Videoen viser de fleste af Pei-Mings motiver, og ellers er der eksempler på Andalusisk samtidskunst samt værker af de navngivne kunstnere fra Carmen Rieras Collection Passion, og kunstkendere vil nok kunne udpege, hvilke værker, der hører til Passion.

Video fra udstillingen

Anita Viola Nielsen udstiller på Huset for kunst og design

Holstebro Kunstforening havde inviteret kunstneren Anita Viola Nielsen til Holstebro. Ferniseringen var velbesøgt og Anita kunne fylde rummene i Huset for kunst og design med et varieret udsnit af sine værker, der efter min smag nok gik i lidt forskellige retninger. Der var nok at se på, og jeg blev især optaget af nogle af Anitas akvareller.

Her fortæller Anita om en af sine akvareller: Se videoklip

Debatmøde med kunstneren Jens Galschiøt på KunstCentret Silkeborg Bad

Et tankevækkende møde med Jens Galschiøt lørdag den 21. februar 2015.

Jens Galschiøt er en kunstner, der målrettet går efter en debat udløst af en provokation. Det er godt for demokratiet, at der er nogle, der afkræver et svar af en, og Jens Galschiøt (JG) har da også gang på gang sat sindene i kog. For JG handler det ikke om god eller dårlig kunst, men om god eller dårlig kommunikation. Kunst er kommunikation.


JG er en levende og energisk medrivende debattør, og kunsten står i debattørens tjeneste. JG's værker er efter min mening altid indhyllet i en strøm af ord med hensigter, dagsordner, momentum, og så vågn da op for helvede.

Installationen ABRAHAMS BØRN på KunstCentret Silkeborg Bad opfatter jeg som et ærligt forsøg på at oplyse om nogle fælles træk ved Biblen, Toraen og Koranen. På den gode side er der tale om "pladderhumanisme" og på den onde side er der en "fantastisk fascistisk, totalitær åre, som er fuldstændig menneskefjendsk".

Værket står fint og monumentalt i et lyst og stort rum med store vinduer og frit udsyn til naturen udenom, og man går rundt og kikker på nogle af de 8000 bøger, og man går ind og ud af skulpturen og bliver bombarderet med citater fra de hellige skrifter. Man stopper op og kikker på nogle detaljer, men der er ikke rigtig noget i selve kunstværket, der får hårene til at rejse sig, men helheden i det store værk "fundamentalism" og citaterne fra de hellige bøger skaber stof til eftertanke. Kunst er kommunikation, og her er det op til den enkelte at afgøre om kunstværket kan klare sig uden ord.

 Her er nogle Galschiøt citater:

• Hvordan undgår jeg selv, og hvordan undgår min civilisation at blive for-rået?
• Hvordan kan jeg tage fat i den religiøse konflikt uden at der går kaos i det?
• Alle tre religioner indeholder en ufattelig "pladderhumanisme".
• Bøgerne rummer også en fantastisk, fascistisk totalitær åre, som er fuldstændig menneskefjendsk
• Der er ingen heks, der er blevet brændt i denne verden uden at der er fuldt belæg for det i Biblen
• Islams kærlighedsbudskab er lige så godt som Kristendommens kærlighedsbudskab og som Jødedommens kærlighedsbudskab
• Man kan ikke skelne forskellen mellem de her tre bøger – det er det samme
• Man kan godt være et stort røvhul, når man er jøde med bogen i hånden, man kan også være et stort røvhul, når man er kristen eller muslim.

Se videoen: Jens Galschiøt på KunstCentret Silkeborg Bad