Museet
Fundación Juan March i Palma er et spændende museum. I den permanente samling
er der værker af bl.a. Pablo Picasso, Joan Miró, Juan Gris and Salvador Dali.
Museet blev indviet i 1990, og i 2003 blev den gamle regionale bygning renoveret
og udvidet med et touch af mere modernistisk stil. Nu er der rigelig plads til
at vise nutidig spansk kunst og til særudstillinger med kunstnere fra hele
verden. Et inspirerende kunstmuseum midt i Palmas centrum, ja og lige over for tøjbutikken
Desigual, som vi også kan lide begge to.
Her er et beskedent udvalg af de værker museet bød på da vi var der i september 2017.
Manuel Millares
Antonio Tàpies
Josep Guinovart
Joan Pong
Antonio Tàpies
Så var der
også en special-udstilling med Lyonel Feiniger (1871-1956) med 100 værker repræsenterende
de mange forskellige medier han arbejdede indenfor. Man kan blive så optaget og involveret, at man helt glemmer at
videregive, det man ser. Derfor kun tre eksempler fra udstillingen:
57 unge kunstnere fra 18 lande får plads her på Glasmuseet Ebeltoft. Det er et meget varieret bud på glaskunst i alle mulige retninger. Så ungt og et flash til mine ældre øjne, der prøvede at fange noget ind, som fascinerede mig. Det var befriende at være på et museum, hvor de enkelte værker var noget i sig
selv og ikke sat ind i en iscenesat sammenhæng. Når man bliver bedøvet med
iscenesættelse og kuratering til ære for publikum, kan man nok blive helt forskrækket
over at opleve en manglende iscenesat forestilling.
Jeg måtte også lige omkring nogle værker fra den permanente samling. Glas er også fascinerende.
Maleriet her blev færdigt på kulturmødets sidste dag. Med drømme, fantasier, farver, glæde, med noget mystisk og truende sejler vi gennem kulturlivet mens musikken spiller, politikkerne taler og meningsdannerne performer, og man kan ramle ind i nærkontakt og ægthed. Der er masser af muligheder for at blive provokeret til tankevirksomhed og eftertanker, der nok følger én både nat og dag lang tid efter. Kultumødet - en intens oplevelse.
Lige før den endelige afslutning var vi til koncert med Dissing, Dissing og Las.
Godsbanen var et sandt eldorado med og for ildsjæle, der deltog i debatter og meget gerne stillede sig til rådighed med at fortælle om deres ideer. Der var ildsjæle på mangfoldige områder. Mange gæster koncentrerede sig om ølsmagning, pølsemadder, whiskysmagning og smagsprøver på verdensmad.
Ideen var her at præsentere et produkt, der var et eksempel på ildsjælenes engagement i at gøre en forskel for at skabe livskvalitet og fællesskaber i det byggede miljø. En lokalproduceret øl stammede fra Jollmands Gaard, der var blevet istandsat, så der kunne brygges øl. Whiskyen blev lavet i et oprindeligt vaskehus, der nu er whiskyhus. En ildsjælehistorie bag hver smagsprøve.
Ildsjæle quizz med Signe Molde
Signe Moldes ofre: Århus' borgmester og Real Danias adm. direktør
Tobias Hamann-Pedersen kreerede denne kage til festivallen. Han er pt. igang med at jagte ildsjæle i DR-programmet "Bag Danmark".
Sønderjyske tønder-marsk pølser
"Verdensmad" fra de lokale ildsjæle
Fra debatten "Når ildsjæle bygger alternativer" med bl.a. Signe Wenneberg
...og musikken blev leveret af Simon Kvamm, der også fortalte om forskellen mellem livet i storbyen og Klitmøller
Manøvregangen ved slusen i Hvide Sande er ikke det nemmeste sted at anvende som galleri. Det kræver en dygtig og professionel kuratering at undgå, at de forskellige værker bliver mast i "maskinrummet" og at lyset fra de forskellige koøjer falder distraherende ind på værkerne. Jeg har tidligere oplevet en spændende og charmerende harmonisk balance mellem rummet og de udstillede værker. I år oplever jeg en disharmoni mellem rum og værker. Det er som om værkerne forsvinder i rummet.
Erik Peitersen
Nogen overordnet ide med at bringe kunstnerne Kåre Norge, Erik Peitersen og Ole Grøn sammen kunne jeg ikke lige finde, men de er der hver for sig, og hver med sit kunstneriske udtryk, så konklusionen må blive: en varieret udstilling, hvor kunstnerne holder sig til det sikre udtryk, som de er kendt for.
Ole Grøn
Videoen her kommer desværre mere til at vise rummets indflydelse på værkerne end værkernes eget kunstneriske udtryk.
Erik Peitersen arbejdede nogle dage i Æ tyskerhavn, så folk kunne komme og se ham arbejde. Her er et indtryk af hans arbejdsform
