Udstillingen "Fuglene" (Double Fantasy II) på Kunstpakhuset i Ikast

Frem til d. 10. december kan man på Kunstpakhuset i Ikast se udstillingen "Fuglene" (Double Fantasy II) med kunstnerparret Sonja Lillebæk Christensen og Christian Schmidt-Rasmussen. Udstillingen tager sit udgangspunkt i Christian Schmidt-Rasmussens store vægrelief som fører over til Sonja Lillebæk Christensens installation "Overgang", der består af en træbro og en videoinstallation. Herudover er der to akvareller af Sonja og en serie malerier af Christian. En velbesøgt fernisering og en seværdig udstilling.

På videoen her fortæller kunstnerne lidt om deres værker

Michael Kvium "Cirkus Europa" - en udstilling på ARKEN

"Hele vejen igennem CIRKUS EUROPA bliver vi mindet om, hvad splittelse gør ved os. Vi føler jorden glide væk under os, vi føler angst og rædsel, vantro og afmagt, men Kvium giver os en lille trøst.

For hvis splittelse og tab af tillid betyder afmagt, blodig krig og oprør, så må sammenhold føre til samarbejde og tillid."

Sådan skriver Merete Mørup i sin anmeldelse i magasinet KUNST, og det er en udstilling, hvor det er svært at vende ryggen til alle de personer, der fra de forskellige værker stirrer på en med et blik, der siger: Kan du da ikke se det.

 Når kunsten bliver for anmassende kan man nok få lyst til at tænke, mon ikke det er fake news, men på den anden side må man nok indrømme, at der er noget genkendeligt ved det man ser. Her er det ikke nødvendigt med store informative vægtekster.

Videoen her er naturligt nok ikke helt fri for at være påvirket af Kviums stærke udtryk, men den er, synes jeg, en anderledes visualisering af udstillingen end alle de autoriserede, så her får et af folkets umiddelbare syn lov at være med...

Klip fra koncerten med Savage Rose på FERMATEN i Herning

Annisette har en pagt med elementerne skriver  Emil Eggert Scherrebeck i Informations anmeldese af Savage Rose' nye album HOMELESS.

Han fortsætter: "Det må hun simpelthen have, for de bakker hende op i hver en tone, hun sender ud i verden. Når hun giver los og åbner for de følelsesmæssige sluser, skælver jorden og hjælper hende frem til den klang, der er så meget større end et enkelt menneskes forgængelige krop. Når hun kaster sig ud fra en klippe i en halsbrækkende musikalsk manøvre, bærer vinden hende. Og selv når hun presser sin stemme længst ud i de allermest skrøbelige knirkelyde, synger verdenshavene med som et brusende, indfølende kor." Det kunne fint være en beskrivelse af koncerten på FERMATEN i Herning.

Her er nummeret HOMELESS.

Her er "HARASSING" - et andet nummer fra det nye album

Et par ældre numre skal også lige med. Orkestret spiller "Dødens triumf", hvor Pelle Hjorth i ordets bedste betydning hamrer løs på orglet, ja tangenterne bliver banket på plads og musikken spiller. Det sidste klip fra koncerten skal være "Black Angel".

BACON, FREUD, AND THE LONDON PAINTERS PÅ AROS

I dag gik turen til Aros, og det var for at opleve udstillingen BACON, FREUD AND THE LONDON PAINTERS. Jeg har for år tilbage set nogle af malerierne på Tate i London, og så skulle det blive spændende at se, i hvilken sammenhæng de kom ind i på Aros. Det interessante ved Aros er, at de har et godt greb om, hvordan publikum skal drages ind i udstillingen.

Vi kommer ind i en periode efter 2. verdenskrig og værkerne viser meget tydeligt: ”kunstnernes inspiration i menneskekroppen og livets barske realiteter” – Det er meget spændende værker udstillingen byder på.
 Hvordan skal publikum nu gelejdes gennem udstillingen?
 Jo, inspireret af eksistentialismen ”har AROS skabt et symbolsk udstillingsdesign, som sætter den besøgende i centrum af temaet”.

Der findes ingen korrekt vej gennem udstillingen. I eksistentialismen handler livet om at træffe valg og at tage ansvar for sine valg, så når den besøgende nu går rundt med en lille folder, hvor der er en fin beskrivelse af hvert enkelt værk, kan hun/han få en fysisk fornemmelse af at være vildfaren i livet. Fint. Spørgsmålet er om den sti, man vælger gennem kunstudstillingen, gør, at man farer vild i den kunstneriske dannelsesproces, og hvis man gør, så er det jo ens eget ansvar.

Her er et lille filmklip, der viser den vej, jeg tog, og med det fik jeg bearbejdet min tur gennem udstillingen.

David Bowie opfører Heroes på The Bridge School

Der er oplevelser her i livet, man ikke kan komme væk fra. En stærk emotionel påvirkning fra David Bowie og det rum han spiller i får mig til at tænke på min tid som special lærer. Lykkelige og svære stunder med stærke oplevelser flettes ind i musikken og dens budskab om, at lærere og børn kan rejse sig fra en fortvivlet situation. Sådan oplever jeg:

Heroes på the Bridge School

Museu Fundacion Juan March Palma september 2017

Museet Fundación Juan March i Palma er et spændende museum. I den permanente samling er der værker af bl.a. Pablo Picasso, Joan Miró, Juan Gris and Salvador Dali. Museet blev indviet i 1990, og i 2003 blev den gamle regionale bygning renoveret og udvidet med et touch af mere modernistisk stil. Nu er der rigelig plads til at vise nutidig spansk kunst og til særudstillinger med kunstnere fra hele verden. Et inspirerende kunstmuseum midt i Palmas centrum, ja og lige over for tøjbutikken Desigual, som vi også kan lide begge to.

Her er et beskedent udvalg af de værker museet bød på da vi var der i september 2017.

Manuel Millares

Antonio Tàpies

Josep Guinovart

Joan Pong

Antonio Tàpies

Så var der også en special-udstilling med Lyonel Feiniger (1871-1956) med 100 værker repræsenterende de mange forskellige medier han arbejdede indenfor. Man kan blive så optaget og involveret, at man helt glemmer at videregive, det man ser. Derfor kun tre eksempler fra udstillingen:

YOUNG GLASS 2017 på Glasmuseet Ebeltoft

57 unge kunstnere fra 18 lande får plads her på Glasmuseet Ebeltoft. Det er et meget varieret bud på glaskunst i alle mulige retninger. Så ungt og et flash til mine ældre øjne, der prøvede at fange noget ind, som fascinerede mig. Det var  befriende at være på et museum, hvor de enkelte værker var noget i sig selv og ikke sat ind i en iscenesat sammenhæng. Når man bliver bedøvet med iscenesættelse og kuratering til ære for publikum, kan man nok blive helt forskrækket over at opleve en manglende iscenesat forestilling. 

Jeg måtte også lige omkring nogle værker fra den permanente samling. Glas er også fascinerende.