Centre Pompideau Malaga 2018

Centre Pompideau blev indviet i 2013, og aftalen var, at der i de følgende 5 år skulle vises kunst fra det 20. og 21. arhundre hentet fra Pompideaucentrets enorme samlinger i Paris. Netop i år er aftalen blevet forlænget, så der videre frem bliver tematiske udstillinger med en varighed på op til 6 måneder samt forskellige særudstillinger. Temaet nu for hovedudstillingen er "Modern Utopias" og særudstillingen en meget omfattende gennemgang af den rumænsk-franske kunstner BRANCUSI. En kunstner, jeg ikke kendte noget til, og som jeg vil arbejde lidt med, når jeg kommer hjem. Centre Pompideau ligger i en bygning nede ved havnen, og man kommer til den ad en meget pompøs promenade. Her mødte jeg denne kvindeskikkelse.

Så ned til udstillingen

The Great Utopia

Robert Delaunay (Rythme, Joie de vivre) The great Utopia - optimisme og nye måder at tænke på

Udstillingen viser værker af kunstnere, der på en eller anden måde spejler den tid, de er en del af som deltagere, vidner eller som ofre for historien. Det er brydningstider, der præger "Modern Utopias". Tro og håb på fremtiden efter krige, nationalisme og totalitarisme, men også det modsatte: mistro til det utopiske håb for sociale forandringer. Og hvor står kunstneren selv? Er det individualisten, eller skal kunsten bruges til at kæmpe for en sag?

Museet har sat etiketter på værkerne, og her er nogle eksempler

The end of illusions

Vasilly Kandinsky

Together

Antonio Saura

The golden age

Peter Doig

Titel: To Mayakovskyl

Equipo Cronica

Titel: Alles geht vom Volke aus

Jörg Immendorff

Le Printemps

Picasso

Titel: Fall of Icarus

Marc Chagall

Characters and birds in the night

Joan Miró

Jens Søndergaard på Heart med udstillingen "Farvekraft ad Helvede til".

Vinden blæser ude fra Vesterhavet. Støvregnen slår mig i hovedet og ørerne er fulde af vindens susen. Jeg går hen til det lille hus og tager i døren. Kommer ind i små rum, hvor malerierne hænger tæt. Jeg er i Jens Søndergaards gamle sommerhus på Bovbjerg nu Jens Søndergaards museum. Her er der mange skildringer af landskabet i Nordvestjylland, og her genkender man noget, man har set ude i landskabet, men det er noget andet og mere end det man så. Det er en slags forløsning af en oplevelse formidlet af Jens Søndergaard, hvor udtrykket ikke så meget er styret af hans øjne men mere af hans sind.

Nu skal vi så møde Jens Søndergaard på Heart i Herning. Det er godt, at Heart tager sin opgave som kunstmuseum alvorligt og ikke blot belyser nutidens kunst, men også fortidens. Jens Søndergaard er nok gået lidt i glemmebogen, men han er en vigtig kunstner ikke mindst for folk i Vestjylland, så hvorfor ikke trække ham frem i lyset med en stor udstilling og give folk nogle ekspressionistiske oplevelser, som de kan blive fanget ind af og blive forstærket af, når de bevæger sig rundt i det vestjyske og ser på landskabet og folkelivet.

Det er en udstilling med mange malerier. Det ser ud til, at man har samlet alt, hvad man nu kunne få fat i af arbejder af Jens Søndergaard, og derved bliver det en fremvisning af den elskede maler på godt og ondt. Jens Søndergaard selv var ikke bleg for at samle en stak malerier og brænde dem, når han syntes de ikke var gode nok.

Nogle af malerierne på HEART fremtræder som naivistiske og simple, mens andre er den rene lise for sindet. fordi farver og stemning tager fat i os og viser os kunstnerens sind. Jens Søndergaard maler os ind i naturen, vi mærker vejr og vind, hører havets brusen. Vi går i hverdagen og er med ved særlige begivenheder, hører bålets knitren og over det hele spiller fløjtespilleren.

Nu er der Søndergaard på Heart, og det er godt, og der er nok at se på i de store rum.

Jens Søndergaard skrev i 1927 til Leo Swane ( direktør for Statens Museum for Kunst) :”mon man nogensinde naar det rigtig ægte kunstværk”. Det kan man finde ud af på HEART.

Videoen her viser lidt fra ferniseringen på udstillingen

Jens Søndergaard ser lidt på sig selv med dette digt:

Jeg sidder alene
på den lille beværtning
ved en kaffe og brød,
forhen var det der,
hvor jeg pralte, bandte og drak
og fortalte, latteren rullede
gennem det lille lokale.
Jeg sang, råbte og skreg.
Nu sidder jeg ene tilbage
med en kaffe
og minderne.

Lyset kommer igen

Nu ser vi igen mod lyset både i overført betydning og helt bogstaveligt

Et møde med min døbefond og til uropførelsen af Thomas Agerfeldt Olesens JULEORATORIUM i Skt. Lukas Kirke (Århus)

I 1926 blev det første barn døbt i Skt. Lukas Kirke. Det var en lille pige.16 år senere blev det min tur. Jeg mindes ikke, jeg har været i kirken siden da, men i går søndag d. 9. december så jeg døbefonden, og jeg må indrømme at jeg ikke havde nogen klar erindring om den. 

Den er lidt speciel, formet som en rosenblomst eller stiliseret åkandeblomst og trods manglende klar erindrig satte det nogle tanker i gang, og jeg sad lige foran den under den koncert, vi var kommet for at høre, nemlig uropførelsen af Thomas Agerfeldt Olesens Juleoratorium, som tager udgangspunkt i Thomas Agerfeldt Olesens egen oplevelse af Bachs værk. 

Dirigent: Carsten Sejer-Hansen

Koncertens solist var Peter Lodahl, som jeg sang med i Hernning Kammerkor, da han var helt ung og begyndte på Musikkonservatoriet. Jeg fik lige sagt hej, og Peter havde selvfølgelig ikke glemt, at han stod ved siden af mig i Kammerkoret.

Det var en fantastisk koncert. Der var Bach i den men også nye og bragende stærke toner fra den tid, vi nu lever i, og publikum modtog koncerten med langvarige og stående bifald. Julen blev efter denne oplevelse ny og anderledes.

Skovsnogen - deep forest artland - årets åbning 2. december 2017- her uden de nye værker

Årets åbning ja. Her skulle vi så se de nye værker, men vi fandt aldrig frem til værkerne, måske fordi vi ikke gik efter strømmen, måske fordi vi ikke kunne finde ud af kortet. Vi fandt heller ikke frem til æbleskiverne, men vi fik en dejlig kop varm aspargessuppe, før vi fandt vejen hjem forbi Hesselholdt og Mejlvangs værker. Vi havde en rigtig god oplevelses-tur selv om vi ikke lige var med på beatet. Sådan er SKOVSNOGEN. Du vælger din vej, træffer dit valg og går ikke glip. 

Vi gik ind i skovens poesi og mødte de værker, vi så

Det var befriende at se, hvordan videoer og billeder i rigt mål på SKOVSNOGENS FACEBOOKSIDE viste en spændende indvielse af de nye værker. 

Så se her:Skovsnogen

Nogle interessante og tankevækkende meninger om kunst, kunstudstillinger og formidlingen af kunst af Politikkens kunstredaktør Peter Michael Hornung

I sin anmeldelse af udstillingen 'Gillian Wearing - Family Stories' på Statens Museum for Kunst kommer Politikkens kunstredaktør Peter Michael Hornung ind på nogle interessante og tankevækkende meninger om kunst, kunstudstillinger og formidlingen af kunst. Her er nogle pluk fra anmeldelsen:

Foto: Politiken

I dag giver det ingen mening at tale om kunst som noget med en særlig værdi, der kan eksistere isoleret fra alt det, der ikke er kunst.

Når en kunstudstilling i dag skal kaldes relevant, skal den også vise sin relevans i andre sammenhænge

Vigtig kunst skal lære dig at stille vigtige spørgsmål, til dig selv eller dine omgivelser. Samtidskunst, der kun flasher eller afspejler rene kunstneriske problemstillinger, er blevet en luksus, som et demokratisk samfund martret af alle mulige problemer og konflikter ikke længere kan tillade sig. Desværre, kan man tilføje.

Det vigtigste er at kunne diskutere en række vedkommende og væsentlige problemer, der er stimuleret eller aktualiseret af en kunstnerisk oplevelse. Men udbyttet afhænger også af den formidling, der skal bringe en i højde med værkerne. At formidle kunst er at tilbyde de oplysninger, som man ikke umiddelbart kan hente - eller tolke - ud af værket selv. Men man skal heller ikke sige så meget, at man låser værket fast i én bestemt læsning eller tolkning.

Det er ikke så ringe med anmeldelser, der får læseren til at gøre sig tanker om kunst og kunstformidling.

Udstillingen "Fuglene" (Double Fantasy II) på Kunstpakhuset i Ikast

Frem til d. 10. december kan man på Kunstpakhuset i Ikast se udstillingen "Fuglene" (Double Fantasy II) med kunstnerparret Sonja Lillebæk Christensen og Christian Schmidt-Rasmussen. Udstillingen tager sit udgangspunkt i Christian Schmidt-Rasmussens store vægrelief som fører over til Sonja Lillebæk Christensens installation "Overgang", der består af en træbro og en videoinstallation. Herudover er der to akvareller af Sonja og en serie malerier af Christian. En velbesøgt fernisering og en seværdig udstilling.

På videoen her fortæller kunstnerne lidt om deres værker