Er det så slemt at blive gammel?

Tegningen refererer til en diskussion i England om, hvordan et vilkårligt plejepersonale generelt behandler de ældre, og ikke mindst om hvor svært det efterhånden er blevet at få en værdig død. Tonen er meget hård, som det fremgår af Tony Parsons kommentar i "The Daily Mirror": But personally I would much rather die in Dignitas (en selvmordsklinik i Schweiz) than live in the torture chambers of a British care home. Så er det man tænker: helt så slemt står det vist ikke til i lille Danmark endnu eller er det bare tonen, der ikke er så hård.

Bjørn Nørgaard udstiller på Kunstpakhuset i Ikast

Nu har jeg i tre dage fået lov at følge med i forberedelserne til Bjørn Nørgaards udstilling "Riv dette tempel ned" på Kunstpakhuset i Ikast. Det er der kommet denne videofilm ud af:

Tryk her

Bjørn Nørgaard var ekstremt imødekommende, og hans assistent oplevede jeg som et dejligt, levende og engageret menneske. Det var også en stor oplevelse at møde Kunstpakhusets ophængningsudvalg, der består af nogle meget kompetente folk.

Stor kunst på KUNSTPAKHUSET i Ikast

Tast, Gundorf og Kjær har lavet en flot udstilling på KUNSTPAKHUSET i Ikast. Deres forskellige værker samler rummene i KUNSTPAKHUSET til en helhed med en sakral virkning. Her er tale om kunstnere, der hver især kan deres metier og som formidler æstetiske og tankevækkende oplevelser. Se video

Godt nytår!

En herlig fuldmåne lyste gennem trækronerne, og jeg kunne stå lidt i månelyset og tænke over det forgangene år og fornemme, at det nye år ligger derude i rummet og venter. Med dette lys fra rummet ønsker jeg et godt nytår til jer, som støder på denne blog.

26. december, 2. juledag

Selvom man er vaccineret mod influenza, kan man godt ligge lidt underdrejet under dynen. Man rejser sig. Går tur. Møder en sløv tårnfalk, der sidder på en gadelygte. Den letter sig langsomt, da jeg kommer for nær. Så speeder den op i en slags tårnfalkens juletempo og forsvinder i horisonten. Jeg stirrer ud over det flade landskab, øjnene følger åens løb. Aner et eller andet derude. Det er jo ikke engang nytår endnu. Jeg ved, at der ligger mange overraskelser derude og noget er helt sikkert: Vi skal en måned til Andalusien først i det nye år. Jeg speeder op vel vidende, at kalenderen ikke går hurtigere af den grund, men tanken om Al Hambra varmer nu alligevel.

En søndag med Skovsnogen

Havde en rigtig god kunst- og naturoplevelse sammen med Skovsnogen søndag den 16. december, hvor der var sådan en dejlig julestemning. Se den her: http://www.youtube.com/watch?v=QngBCKuly7s

 

 

En episode i en landskabsmalers liv

Bogen handler om den tyske landskabsmaler Johan Moritz Rugendas (1802-1858).
Han var ud af et malerdynasti, grundlagt af hans oldefar, der var uddannet urmager. Som ung mistede han sin højre hånd, og så var det slut med at være urmager. Han begyndte at træne sin venstre hånd op ved at tegne og male. Han specialiserede sig i at afbilde kampscener, og det blev han meget ferm til. Hans tegninger og billeder viste en næsten overnaturlige præcision. Hans mæcen og væsentligste kunde var den svenske Kong Karl XII, hvis kampe han malede Tre sønner fortsatte i faderens fodspor. En af dem fulgte Napoleon og gengav hans forskellige slag. Det var Rugendas far.

Tiden efter Napoleon blev mere fredelig og Rugendas gik over til at male landskaber stærkt påvirket af Alexander Humboldts teori om den naturfysiognomiske fremstilling, at man i landskabets grundtræk kunne finde nøglen til dets karakter. Han skulle male den ny verdens forunderlige botanik og de overdådige bjerglandskaber ned til mindste detalje: de tredive fod høje græsser, kakaotræer med blomsterne direkte på stammen, cypresser med overjordiske rødder og palmestammer som søjlegange. Landskabsmaleren måtte gerne omarrangere landskabet, hvis det på den måde bedre kunne udtrykke en kunstnerisk geografisk sandhed, en slags portræt med klare informationer om race, fauna, flora, økonomi og meget andet.

På pampaen i Braslien kommer Rugendas ud for en uhyggelig hændelse (1837), som fuldstændig lemlæster hans ansigt. Mens han rider på sin hest kommer han ud for et voldsomt tordenvejr med kraftige lyn. Han og hesten bliver to gange ramt af lyn og de bliver slået til jorden. Hesten kommer op og bevæger sig mod lejren. Rugendas fod sidder fast i stigbøjlen og han bliver slæbt hele vejen med ansigtet glidende hen over jorde. Rugendas ansigt er en ophovnet og blodig masse. Pandebenet er blottet og nervetråde hænger ud. Der er hudlaser ned over hans øjne og hans ørnenæse er kvast. Læberne er flækket og krænget væk fra tænderne, som ved et mirakel er helt intakte.

 

Han bliver senere lappet sammen, mens hans ansigt er så skamferet, at han ikke kan vise det. Denne hændelse bliver årsag til skabelsen af en helt ny malerstil. Rugendas lider af ulidelige smerter, og for at kunne fungere må han have noget stærkt smertestillende, og han anvender en blanding af opium og bromid, så får han, som han siger, fordelen ved det bedste smertestillende middel og det bedste antidepressive middel. Han formår nu pludseligt sansemæssigt at indoptage landskabet på en afgørende anderledes måde, hvor naturens vegetationstyper får et paradisisk skær og maleriet udtrykker en form for impressionisme.

Bogen er kort, men den er en så velskrevet og fuld af sansning og smerte, at den fylder meget. Beskrivelsen af en malers forvandling fra at gengive den præcise og iscenesatte sansning i oplysningens tjeneste til at gengive et indre billede af det han ser, er et fint fysiognomisk portræt.