søndag den 20. oktober 2013

Kunstnergruppen ZEBRA udstiller på 

KUNSTGÅRDEN Skovby ved Bogense




Jeg var tilfældigvis med ved ferniseringen, hvor jeg kunne hjælpe lidt til med at banke nogle af Brynhilds malerier op. Det blev også til en lille video, hvor solen greb noget forstyrrende ind i det ellers store rum.
Videoen er her: Se video

onsdag den 16. oktober 2013

Skabelsen kommer nu til Midt- og Vestjylland


SKABELSEN er titlen på Haydns storslåede værk om Gud, der skabte verden, menneskene og alle dyrene på seks dage.

30. april 1798, blev Josephs Haydns ”Die Schöpfung” uropført for en udvalgt indbudt skare af fornemme og adelige gæster hos fyrst Schwartzenberg. Ved uropførelsen medvirkede 120 musikere og 60 sangere.
Efter uropførelsen i 1798 gik ”Skabelsen” sin sejrsgang i Europas hovedstæder. I Covent Garden i London i 1800 og i København opførtes ”Skabelsen” første gang i 1801.
Skabelsen synges her på originalsproget tysk.

Nu er ”Skabelsen” kommet til Midt- og Vestjylland og opføres af Vestjysk Koncertkor og Orkester Midt Vest her i efteråret 2013. Se plakaten.

Jeg er med og glæder mig til at møde mine fans i henholdsvis Holstebro, Herning og Thyborøn, hvor der vist er en musikalsk fiskerkone, der kan huske mig fra sin seminarietid, hvor jeg måske nok var mere skuespiller end sanger.
Vel mødt!

søndag den 13. oktober 2013

Brynhild fik et maleri med
på Den Censurerede Efterårsudstilling
på GIMSINGHOVED



Rigtig mange mennesker var mødt op fra alle egne af landet. Det var et rigtigt tilløbsstykke.

Det var nok ikke lige det maleri, Brynhild selv ønskede at få med, men de andre værker faldt nok lidt uden for den "pænhed", der prægede udstillingen.








Desværre var der så mange mennesker, at det var svært at komme tæt på værkerne, så jeg har kun meget få eksempler fra udstillingen, men generelt var det en udstilling uden de store eksempler på stærkt eksperimentelle strømninger i nutids kunsten. Værkerne synes at dokumentere erfarne kunstnere, der kan deres håndværk og som viser undskyld udtrykket: God gedigen kunst! Det er ikke lige her, man finder et los i røven!












torsdag den 26. september 2013

Glimt af Holland i september



















Var på en herlig social vennetur til Holland i uge 38. Jeg går ofte lidt for mig selv med mit kamera, så derfor er billederne ikke så sociale, men jeg nyder meget at være med i det dejlige selskab, når aftenen dunkler ind.
Her en lille billedreportage: Se video

mandag den 26. august 2013

En lille stemnings video fra koncerten



Jeg fik lavet en lille video, hvor Cohen synger "like a bird on a wire" i et noget adstadigt tempo. Han og orkestret er ikke helt varmet op endnu, men det bliver mere og mere intenst, som koncerten skrider frem. 
Se video

Leonard Cohen i Kongens Have Odense

Der var kamp til stregen for at få plads helt fremme ved scenen. Der blev skubbet og maset, og de, der ikke nåede frem i første geled forsøgte bogstaveligt talt at kile sig ind, hvad der gav anledning til en del ukvemsord og nytteløse diskussioner. Der er nogle få virkelig professionelle masere. De kommer en halv time før koncerten og får sig kilet helt op til tredie række før scenen. Dem, der har stået der i tre timer begynder nu at røre på sig. Hvad fanden er meningen? Her skal du ikke stå. Du kan ikke bare komme og mase dig ind her. Og så træder den professionelle maser i aktion. Hun råber og skriger. Hun har ligeså meget ret til at være her som de andre. Hun har købt billet, og ingen skal bestemme, hvor hun skal stå. Forstå det dog! Sådan er det bare ved alle koncerter. Flot gennemført psykologisk krigsførelse, og folk er jo flinke, og vi skal ikke have ballade. De mest hårdføre tager kampen op, men det ender som regel med, at profmaseren får en plads i anden række, for nu begynder koncerten, og så skal vi altså nyde det, og "Halleluja" er tæt på.


 Jo, der blev lukket mange mennesker ind i Kongens Have. Vi stod tættere end sardiner i en dåse, og det var ekstrem svært at skifte fodstillinger. Vejen til toilettet var et forhindringsløb af urokkelige tilskuere samt tæpper, poser og rygsække, og alt det levende havde ikke megen lyst til at flytte sig en centimeter.





"Thanks for coming, we'll give you all we've got!" Siger Leonard Cohen. Det gør han så overbevisende, at vi alle må synge med, for vi kender jo så mange af sangene, da de har været en væsentlig del af vores liv.








Så går koncerten igang "Dance to me to the end of love" var åbningsnummeret, og så var 12.000 tilskuere på bølgelængde med en karismatisk legende af en fantastisk sangskriver, der nu som 78-årig stadig kan henføre sit publikum netop fordi mange af sangene skifter lidt karakter med andre betoninger tilpasset alder og erfaring. Cohens styrke ligger i hans evne til ikke at gentage sig selv, men med alderen kan give nogle af de kendte sange en ny drejning.






Denne ædle herre, tre dejlige kvinder, der leverer en vigtig musikalsk klangbund, der gør Cohens sange specielle og et gennem professionelt orkester fik folkemængden derhen, hvor poesien blomstrer og sardinerne sprang ud af dåsen.











onsdag den 24. juli 2013

Liveoptagelser fra nogle af koncerterne på Århus Jazzfestival 2013


Her er nogle live optagelser fra festivallen. Med undtagelse af koncerten med Bonnie Raitt var der ingen problemer med at få lov til at filme de øvrige koncerter, vi var til.
Gode dage med fin musik. 
Se videoen: Her