Kan man blive stukket af et kunstværk?

I dag åbnede udstillingen The Human Factor på Hayward Galleri i London med værker af "20 førende internationale kunstnere". Et af værkerne er en betonskulptur af franskmanden Pierre Huyghe. Det har tidligere været udstillet på bl.a dOCUMENTA (13) i Kassel. Værket forestiller en nydelig tilbagelænet nøgen kvinde med en bikube som hoved. Galleriet valgte at udstille værket på en af deres udendørs terrasser. Da bisværmen var blevet monteret skete der noget, der i den grad tiltrak pressen og skabte så meget postyr, at galleriet måtte opstille en sværm af sikkerhedsregler for at beskytte publikum.

Hvad publikum ikke fik lov at opleve var en sand massakre på kvindehovedet. Galleriet kom til at opleve, at der er rigtig mange bier i London. Selv på en kølig grå mandag morgen kommer hundredvis af bier i summende cirklende klynger, og når solen skinner stiger antallet markant. Der er bikuber på toppen af Festival Hall og The National Theatre og bierne herfra kastede sig over galleriets bier.

Hvem er det lige der skal beskyttes nu.

Så nu kommer sikkerheden. Værket er installeret efter rådgivning af to store bi organisationer i England. Hver morgen bliver bisværmen påsat af professionelle biavlere og kun 20 besøgende ad gangen vil få tilladelse til at komme ud på terrassen, hvor der er en skærm, der skal holde dem på 7 meters afstand af skulpturen. Endelig er der konstant to eksperter i bistik, der står klar til førstehjælp, hvis nu en skulle blive stukket.

Af andre kunstnere kan da lige nævnes Jeff Koons med værket Bear and Policeman, 

Maurizio Cattelans Now

 og Thomas Schütters Krieger.

Aarhus Symfoniorkester sejler ind et concept, hvor de spiller live music til The Pirates of the Carabbean 2.

En noget spøjs oplevelse i Musikhuset lørdag eftermiddag, da Aarhus Symfoniorkester med fuld bemanding lukkede op for sluserne og oversvømmede Store Sal med musikalske bølger af skummende filmmusik fra The Pirates of the Caribbean 2 - Dead Man's Chest.

Orkestret hævede sig bogstavelig talt op af graven som "Den flyvende Hollænder", op til havets overflade, hvor de for fulde sejl krydsede lige ind i publikums hjerter. På broen stod, Kaptajn David Firman og arbejdede som en vanvittig for at holde kursen, nogle troede fejlagtigt, at han hed Fireman.

Det var gedigen filmmusik netop skruet sammen til en film med en lethed i spillet og et hav af effektfulde scener, der godt kan blive lidt monotone i længden. Det var her Aarhus Symfoniorkester trådte til og tilføjede filmen en ny og levende dimension. Man måtte mange gange se væk fra filmen og ned på orkestreret for at spotte enkelte sarte lyde og se og opleve al den energi musikerne lagde i deres instrumenter, når det virkelig gik løs.

Et musikalsk show, der forbedrede en ægte Disney filmoplevelse.

Kurt Elling på Fermaten i Herning

Kurt Elling, en af de ypperste mandlige jazz vokalister i dag, gav koncert på Fermaten i Herning fredag d. 23. maj. Med stærk opbakning af Aarhus Jazz Orchestra blev det til en stor jazzoplevelse i det lille Fermaten. Kurt Elling indtager scenen med en formidabel teknisk kunnen og en fuldkommen beherskelse af sin stemme. Han synger poetisk, han synger muntert, så slår han over i noget dystert, så kommer der en hjerteknuser. Alt går lige i kroppen på en og farer rundt i hoved og rygmarv. Hans store tekniske kunne går helt amok, når han går duet med altsaxofonisten, og de bare improvisere derudaf. Efter det må man kaste sig over sin fadøl.

Fermaten er et formidabelt spillested med en intimitet som man ikke møder mange andre steder. Jeg har mødt mange kunstnere der, som jeg også kunne møde på større spillesteder, hvor det er helt umuligt at formidle sin oplevelse til andre fodfolk af tilskuere. Længe leve nærhedsprincippet mellem kunstner og publikum. Dejligt at kunne vælge mellem Jyske Bank Boxen og Fermaten. Efter koncerten går man op til baren, og hvem møder man der? Kunstneren uanset berømmelse.

Se videoen fra åbnings-nummeret: Kurt Elling på Fermaten

15 kunstnere udstiller på Silkeborg gamle sygehus

Fredag d. 23. maj 2014 var der fernisering på Prof-Silkeborg, hvor 15 kunstnere havde slået sig sammen om at lave en udstilling på det gamle sygehus i Silkeborg. Det var mange kunstnere i små rum, og der måtte ikke bruges søm til at hænge malerierne op. Problemet blev løst, og det blev en festlig og godt besøgt fernisering. 

Mette Mailund Strong

Her en lille video fra begivenheden.
Prof- Silkeborg

COLOUR ME IN - Et besøg på Esbjerg Kunstmuseum

Somme tider kan man blive væltet helt omkuld, når man træder ind i et kunstmuseum. Det skete i dag for mig, da jeg i dag med to meget livgivende kvinder udi kunstnerisk formidling besøgte Esbjerg Kunstmuseum. I dag var absolut sidste chance for at opleve den meget omtalte udstilling "COLOUR ME IN". Det blev en stærk oplevelse af, hvordan farverne påvirker vores sanser. Man kommer ind i forskellige rum, hvor farven i rummet er så stærk, at den går helt ind under huden, og når først man har fået styr på den, kan man opleve kunstværkerne i rummet, der selvfølgelig er stærkt påvirket af rummets farve. Ganske kort : En fantastisk iscenesættelse af kunstværker i forskellige rum, og en formidling, der rækker ud over kunstværkerne fordi, man ikke kan gå derfra uden en forståelse for farvernes betydning for vores oplevelser og vores følelser. Sådan! 

Følgende bemærkninger er sentencer fra museumsinspektør Christiane M. Finsens indledende bemærkninger i museets VÆRKLISTE og UDSTILLINGSINFO.

Hvad er farve? Hvordan sanser vi farve? Og hvad er farvens rumskabende potentiale?

Farve har altid været et grundelement, ikke alene i kunstnerisk skabelse, men i den menneskelige tilværelse generelt.

Farver er bedrageriske af natur, siger kunstneren og farveteoretikeren Josef Albers i sit banebrydende værk Interaction of Color fra 1963. Og fordi farven stort set aldrig perciperes som den virkelig er ‑ som den er rent fysisk ‑ er farven det mest relative medium i kunsten.

Madeira, skønne Madeira

De to unge elskende kikker forventningsfuldt på hinanden. Det er kun os, der står og lurer, der kan se, at tidens tand har sat sine tydelige spor. Der ligger så meget gemt i naturen, og der er så meget man ikke ved bare et der. Tre uger på Madeira blev en øjenåbner for menneskets kamp for at omforme naturen, så den giver os næring og infrastruktur samtidig med at den ufattelige skønhed kan bevares. Her er to videoer, hvor jeg har forsøgt at vise nogle stemninger fra Madeira.

Stemninger fra Madeira del 1 

Stemninger fra Madeira del 2

Relieffet på Århus Statsgymnasium

Jeg har været så heldig at kunne følge med i Jorns arbejde med at få relieffet på Århus Statsgymnasium sat op, og jeg har oplevet ham ved et foredrag han holdt på gymnasiet. Så vidt jeg husker, havde han indtalt foredraget på bånd. Så kunne vi lytte til båndet og diskutere bagefter. Jeg har også fundet en lidt ubehjælpsom stil fra 1959, hvor jeg har skrevet om begivenheden.

Gennemgang og bedømmelse af et værk inden for maler- eller billedhuggerkunsten.

Ja sådan hed stilopgaven og her et kort uddrag af min besvarelse.

(efter en lidt kluntet indledning kommer vi til):

..når man går her på skolen, så ville det næsten være utilgiveligt om man ikke straks kastede sine unge kritiske øjne på det relief, der nu hænger på væggen.

For godt en måned siden ankom en lastbil til skolen. Selvom man ikke var forvænt med lastvogne i skolegården, så var der dog ingen der særligt hæftede sig ved den. Et par frikvarterer efter havde man godt nok lagt mærke til at en del af skolens yngre elever var stimlet sammen om vognen; men hvad - de fandt morskab i alt det som vi andre var for ”voksne” til at grine af. Midt på dagen – ja sandelig! – var en del af de ældre elever blevet nysgerrige. Man nærmede sig varsomt vognen, og man… - nej, det er løgn! Det kunne ikke være det! – De brændte lerklumper der var hældt maling over, var det..? Åhr, hold op! – og man så de enkelte dele af Asger Jorns relief. Vi var forargede. At spilde så mange penge på de ”lerklumper”, det var det mest tossede af det tossede.

Efter nogle støvede dage på skolen, hvor håndværkerne pillede pudset af væggen, gik Asger Jorn og hans tre italienske hjælpere i gang med at opsætte ”lerklumperne” til det 90 kvadratmeter store relief på væggen, efter at alle stykkerne var samlet i nummerorden på gulvet. Mens arbejdet skred frem faldt der mange vittige bemærkninger om dette ”kunstneriske” værk. Særlig stor var forargelsen og bemærkningerne da man erfarede at hr. Asger havde kørt gennem en del af relieffet på scooter! Er det kunst?

Nu er verdens største relief færdigt, og mange af os er så småt begyndt at ændre vores ellers i sin tid så udmærkede bemærkninger igen. Måske ikke offentligt, men så dog inderst inde. Hvad forestiller relieffet så? Ja det er frygteligt svært at svare på, for det kan næsten forestille alt mellem himmel og jord. Enhver kan, hvis han giver sig tid til at betragte det og samtidig har en smule fantasi, få et eller andet ud af det. Når man sådan står og betragter det, ligner det et landskab set fra en flyvemaskine. Der løber en flod, her en ås, her et bakkedrag og der en dal. Men det er ikke blot et landskab. En del af bakkerne ligner levende væsner, mennesker om end stærkt abstraheret og svære at få øje på. Andre dele af relieffet er blot forskellige former, som nu for eksempel scootersporene, som har interesseret kunstneren. Og pludselig midt i det hele er der en smilende maske i stærke farver.

Man kunne tro at disse forskellige billeder og farver virker splittet og forvirrende, måske rodet. Men jeg synes at der er ide og overblik over farvespillet og linjerne der går igennem. Til sidst kommer spørgsmålet om det er et kunstværk (her bliver teksten ret uklar og vrøvlet, men stilen slutter sådan): Fri fantasi udtrykker det i hvert fald.