Selv om sommeren indtil nu ikke har været så varm, har man dog kunnet tilbringe nogle afslappende timer med læsning, nyde få dage med grillmad, lytte til fuglestemmer og blive henført af alle de dejlige blomster, som først kom til, da Brynhild gik på efterløn,
Et enkelt glas vin smager ekstra godt, når græsplænen er slået og terrassen fejet. Se blomsterne og kom i god stemning med noget stemningsfuldt musik.
Det var ikke
altid sådan et vejr som de rare metrologer på DR 1 og TV 2 så gerne ville give os:
Solskin fra morgen til aften, men der var solskin og det var muligt at cykle og
vandre i den livgivende natur.
Den første
dag ved Vesterhavet var ikke mødet med et larmende voldsomt brusende Vesterhav
skjult af havgus og skumsprøjt, men en dag med blå og klar himmel og et hav,
hvor bølgen går som ”et åndedræt af en venlig kvinde”, som Johannes V. Jensen
skriver i ”Hvor smiler fager den danske kyst”. Når man stirrer ud over havet
kan man godt få en følelse af noget uendeligt.
En anden dag skinnede solen igen, og så tog vi til Henne Mølleåens udløb
Et par velsmagende fiskefileter og et godt glas øl på Henne Mølle Å Badehotel var sammen med oplevelsen af den smukke natur ganske overvældende og let berusende.
Vejen her stopper ved Vesterhavet, og går man op på en af de mange toppe, kan man se ud over havet og ane, at her er starten på evigheden.
Jeg gik flere
kilometer alene langs med Henne Mølleå til lyden af insekternes summen og
stemmer fra enkelte fugle. Jeg kikkede ofte på åen og tænkte: her løber naturens
langsomhed, og da jeg senere cyklede til Filsø og pludselig så en havørn, sprang
jeg hurtigt af cyklen og fik i 30 sekunder en oplevelse af naturens storhed.
Det var
gennemgående meget blæsende, og det var ikke altid en dejlig oplevelse at sidde
under solsejlet, mens hele teltet flagrede i vinden, og selv om vi havde en
stormanordning vidste vi aldrig om solsejlet ville lette og flyve væk, og det
kunne da påvirke nattesøvnen. For at blive fri for blæsten kunne man tage på
museum, hvor man rent faktisk også kunne støde på en form for storhed i naturen.
Her er et par videoer, som med musik og billeder prøver at gengive en stemning fra oplevelser i naturen.
Så blev dørene på CLAY Keramikmuseum Danmark endelig åbnet for offentligheden.
Det blev noget af et tilløbsstykke, og billetkøen var rimelig lang, men folk var tålmodige, og der var rigelig plads til alle i den nye bygning, der er tegnet af arkitektfirmaet Kjaer & Richter A/S
Åbningstalen blev holdt af konstitueret direktør Pia Wirnfeldt, og der var musik og buffet for betalende gæster. Solen skinnede og stemningen var høj.
Her på åbningsdagen er det også Pia Wirnfeldts fødselsdag, så der er smil og glæde.
"Med indvielsen af den nye tilbygning og med åbningen af udstillingen "Brandes & Bindesbøll" tager vi hermed hul på CLAY Keramikmuseum Danmark. En fremtid med mange nye oplevelser både for dem, der har tabt sit hjerte allerede til keramikken, men forhåbentlig også for dem, der endnu har keramikkens oplevelser af rigdom til gode. "Sådan lød det bl.a. fra Pia Wirnfeldt.
Udstillingen "Brandes & Bindesbøll er overvældende og overrumplende, og den viser keramikkens mangfoldighed i udtryk og størrelse. Er man ikke interesseret i keramik som kunstart, får man på denne udstilling mulighed for at ændre holdning.
Videoen giver en bid af åbningstalen og er en hurtig tur gennem udstillingen.
I næste uge genåbner Danmarks Keramikmuseum under navnet CLAY Danmarks Keramikmuseum. Det sker med værker af to af kustkeramikkens mest fremtrædende kunstnere, Thorvald Bindesbøll og Peter Brandes. Thorvald Bindesbøll døde for over 100 år siden, men hans værker fik stor betydning for Peter Brandes. Han blev allerede i en ung alder interesseret i Bindesbølls værker, og det var her, han så mulighederne i keramikken og fik inspirationen og lysten til selv at gå igang. Peter Brandes har sammen med sin kone, Maja Lisa Engelhardt, gennem årerne fået opbygget en stor samling Bindesbøll-værker, som nu kan ses som en del af særudstillingen sammen med Peter Brandes egne værker.
"Med keramikken gælder det, at når du har gjort dit arbejde, så er det Gud, der skal have lov til at gøre det færdigt. Leret skal ind i en ovn, hvor jord, ild og luft forenes. Det er en fantastisk tanke, at jorden ulmer og summer og braser, og så lukker du op, og der kommer nyt liv ud. Det må bestemt være en del af Guds skaberværk. Vi mennesker har godt af, at der er noget, der ligger ud over vores kontrol." Peter Brandes citatet er fra et interview med Dorte Washuus i Kristeligt Dagblad.
Jo, det var Thorvald Bindesbøll, der designede denne etiket til Carlsberg.
Her er en video fra åbningsfesten for offentligheden.
Claus Grymer har skrevet en fin anmeldelse i Kristeligt Dagblad, og i min optik er antallet af stjerner ligegyldigt. De er oprindeligt kun sat til dem, der er ligeglade med substansen. Som læserne af denne blog vil vide, går jeg meget op i anmeldelser ud fra den betragtning, at det er lige så vigtigt at stille krav til anmelderne, som det er for anmelderne at stille krav til kunsten. Denne anmeldelse er en af de gode. Det helt banale krav, man må stille til en anmeldelse, er, at anmelderen redegør for, hvad det er, det, der anmeldes, gør ved ham/hende. Jeg er med lige fra starten: "At holde
øjeblikket fast og gøre det flygtige bestandigt det er en gennemgående
bestræbelse i Erik A. Frandsens værker.
...det første værk, der vises: en
patchwork-skulptur af en bil, præsenteret sammen med en svært læselig vægtekst
i neon, der kryptisk henleder opmærksomheden på et andet usædvanligt fænomen,
nemlig bløde katedraler. Som om også sådanne kan opføres i stof.
Gennem en tom korridor, med vægge af løst ophængte, hvide papirbaner kommer man ind en sal, der blandt andet rummer 13 store akvareller, "Basis Europa", fra kunstnerens lange vandring, akvareller af natur, bygninger og enkelte dyr. Det er arbejder, der er hentet fra skitsebøgerne og da også har et vist råt præg. Det er, som om man stadig mærker varmen fra skabelsesprocessen. Billederne virker bevidst skødesløst opsatte, det hele har et præg af foreløbelighed - som stadier på vejen mod et mål. jeg var ved målet - som om netop det ufærdige er det "færdige" udtryk. Rent ud sagt: For mig er disse akvareller hovedværker på udstillingen.
Udstillingen med dens koncentration giver et overskueligt, men også inciterende, opdateret portræt af en kunstner og hans stadige udforskning af materialer og udtryksmidler. En kunstner, der ikke bekender sig til en isme og også er tydelig nok som sig selv. Det bekræftes her.
Disse udvalgte brudstykker af anmeldelsen skal bare illustrere, at jeg som læser får noget ud af den kunstudsetiling, der anmeldes, og hvad bedre er: den giver mig lyst til at se den.
For en del år siden læste jeg Philip Kerrs ”Berlin-Noir”
trilogi. Bøgerne er henlagt til Hitlers Tyskland og skrevet i bedste Raymond
Chandler stil i en historisk kontekst, hvor hovedpersonen, Bernie Gunther er
oppe mod superskurke som Heydrich og Goebbels. Det var krimier i
supersværvægtsklassen
Nu har Philip Kerr slået sig på fodbold i ”January
Window”, som lige er udgivet på dansk med titlen ”Januarviduet”. Kim Skotte har
i Politiken givet den 4 hjerter ud af 6, og det har skærpet min interesse. Kerr
er en super researcher og romanen ”Januarvinduet” er modellereret over den
engelske klub Chelsea og en træner, der minder om Mourinho samt en pengemand,
der får læseren til at associere til Chelseas enehersker Roman Abramovich. Der
fokuseres på de vanvittige penge i moderne fodbold og Fifa’s korrupte metoder.
Jeg købte straks bogen som e-bog hos Amazon for den nette sum af $4,56. Den er
selvfølgelig noget dyrere i dansk oversættelse, det lille sprogområde taget i
betragtning.
Det var 1. maj, St. Bededag og på Arbejdernes Kampdag i dejligt solskinsvejr KunstCentret Silkeborg Bad åbnede udstillingen "Vidunderlig hverdag".
Måske kan det blive en publikumssucces at lave en fælles
udstilling med Sylvester og Heerup, og museets direktør Iben From har fundet
masser af begrundelser for at lave en udstilling med de to ”folkekære
kunstnere”.
Der er ligheder i deres sociale baggrund, de er fabulerende, og de bruger begge humoren i deres kunst. Så tilbyder de en demokratisering af kunsten, og de ser det smukke i det indlysende almindelige, og de tager frem for alt frihedstrangen med sig ind i kunsten.
Udstillingen er interessant, fordi den også viser en
markant forskel mellem de to kunstnere. Heerup er akademisk uddannet, og han bevæger
sig fra ren naturalisme til det abstrakte, hvorfra han med frihed og
fantasi går igang med skraldemodellerne. Den afgørende forskel
mellem de to kunstnere finder vi i dybden af deres værker. Heerup finder en sten. Den ser han
noget liv i, og så går han i gang med at mejsle og bruge ”gulerødderne”, og så
bliver den døde ting så levende, at vi også kan fornemme det. Tingene har en sjæl, som
ikke må gå til grunde, og når han maler, er der kærlighed i hans pensel.
Heerup har skabt mange ting, der er finurlige, morsomme og
sjove, og det er nok her de to kunstnere kan ligne hinanden. Værkerne er
løsslupne, hverdagskendelige i deres skævheder, men så fulde af livsglæde,
fantasi og humor, at de smitter os, men de forbliver objekter.
Her er sammenfaldet mellem de to kunstnere mest udtalt.
Se på de to
stenskulpturer af Heerup og mærk livet og dermed også, hvad kunst er.
Leif Sylvester sagde i sin takketale: ”Jeg håber, I alle
sammen synes, der er noget i den her sammensætning, der kan bruges.” Det tror
jeg virkelig, der er, og mit indtryk er, at de mange fremmødte var begejstrede
for udstillingen, om det så var på grund af ligheder eller forskelle står hen i
det uvisse.
En herlig stemning på ferniseringen, så se videoen og døm selv.
