På Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk ligger der lige nu en stor oplevelse.
Kurator Sonja Lillebæk Christensen har samlet værker fra fem kunstnere. Det er Søren Martinsen, Anne Skole Overgaard, Elsebeth Norrie, Bodil Nielsen og Christian Finne.
Kurator Sonja Lillebæk Christensen
Værkerne er meget forskellige, men udstillingen er harmonisk sammensat og emmer af emotion og poesi. Der er noget nyt i de kunstneriske udtryk, som vil overraske og berøre de besøgende.
Til Aarhus en af de sidste efterårsdage. Gåtur fra Banegården,
forbi Aros og ned mod Den Gamle By. Stopper op lige før den Gamle Ceres bygning
og kigger ud over Århus Å, som langsomt løber præget af alderdom og efterårets
farver.
Videre forbi det, der engang var Ceres, og hvor jeg som dreng flere gange var på rundvisning, udelukkende fordi rundvisningen altid sluttede med, at vi måtte drikke alle de sodavand, vi kunne, inden for en bestemt tid. Videre over gaden op til indgangen af Den Gamle By, hvor jeg skulle mødes med nogle mennesker, som jeg voksede op sammen med for over halvtreds år siden på Chr. Molbechsvej og H.V. Kålundsvej.
Vi krammer og hilser, tager kufferterne og rejser tilbage til halvfjerdserne og går rundt i opgange og lejligheder, og snakker og genkender og mindes og snakker.
Jeg kigger interesseret i en skuffe, der har tilhørt en kvindelig skoleinspektør, måske fordi skuffen kunne afsløre lidt af en fin kvindes hemmeligheder.
Og hvad skal man mere sige: Jo, de holder sig godt, børnene fra dengang.
Møderne med børnene fra dengang, har lært mig lidt om, hvor meget en fælles baggrund og følelsen af at være en del af et fællesskab med en bred diversitet betyder. At man efter et langt liv på over halvtreds år kan mødes, og at man på trods af alle mulige forskelle i livs-forløbet, kan finde sammen i et dejligt socialt fællesskab igen, er stort og livgivende.
Interessant kunstudstilling på Holstebro Kunstmuseum, hvor der vises værker af Kunstnersammenslutningen Martsudstilingen 1951 – 1982. Her på denne udstilling er der ikke inddraget moderne formidlingshjælpemidler eller opstillet teaterkulisser, der skal sørge for, at man ikke keder sig, og at kunsten får en vis underholdningskvalitet.Selvfølgelig ikke, og ”iscenesættelsen” af udstillingen er helt i Kunstsammenslutningens ånd: Det er værket selv, der skal være i centrum.
23 værker af Martsudstilingen er samlet på Holstebro Kunstmuseum. ”Martsudstillingen varede i 30 år og Cobra kun i tre år, alligevel er det Cobra, der er løbet med hele opmærksomheden”, sagde professor i politologi, Henning Jørgensen i sin åbningstale. Holstebro Kunstmuseum har med denne udstilling villet trække nogle kunstnere, der var væsentlige for deres samtid, ud af glemslen. Det var kunstnere, der arbejdede ud fra et veldefineret kvalitetsbegreb og et tilstræbt højt kvalitetsniveau.
Nu kommer Martsudstillingen frem i lyset, og det kan måske ændre lidt på kunsthierarkiet, i hvert fald har Holstebro Kunstmuseum koncentreret sig om nogle vægtige kunstnere mere for deres kunstneriske værdi end deres markedsværdi. Det er det, man har kunstmuseer til. Ifølge museumsloven er et kunstmuseum forpligtet til både at belyse fortidens og nutidens kunst, og for nogle museer er en af deres vigtigste opgaver, at få de besøgende til at forholde sig til kunsten og ikke mindst til at reflektere over den. Et åbent spørgsmål bliver så, om man bedst gør det gennem iscenesættelser, scenografi, teaterkulisser og rig lejlighed og tilskyndelser til at bruge selfies. Det må jeg vende tilbage til, og jeg må ærligt indrømme, at jeg stod helt af på Aros udstilling med Michael Kvium - Fools. Her blev anvendelsen af selfies af museet nærmest brugt som et bevis for, at de besøgende fik en større forståelse for og et tættere forhold til værkerne.
Det var nogle af de tanker, jeg fik efter mit besøg på Holstebro Kunstmuseum. Se lidt fra udstillingen her:
Design er blevet en del af HEARTS udstillinger, og i
tilfældet Jens Quistgaard sætter museet fokus på en designer, hvis navn måske
ikke er så kendt i Danmark, men når man går rundt på udstillingen og ser skåle,
bestik, kander, kopper, kedler, lysestager og ikke mindst dåseåbneren
”Hajfinnen”, så er der nogle klokker, der ringer. For det ældre publikum er det
et gensyn med en masse ting, som her på udstillingen nu bliver knyttet til en
bestemt person, som gjorde Dansk Design kendt ikke mindst i USA. Udstillingen
bliver en hyldest til Jens Quistgaard, og publikum får styr på og en
perspektivering af nogle hverdagsting, som de måske ikke har tænkt på som en
form for kunst. Det er det, man har kunstmuseer til.
Quistgaard blev ved med at opfatte sig selv som billedhugger. Design og mode var sjovt nok ikke det centrale for ham.
Jeg har lavet denne lille video, så man kan få et indtryk af udstillingen.
Selv om sommeren indtil nu ikke har været så varm, har man dog kunnet tilbringe nogle afslappende timer med læsning, nyde få dage med grillmad, lytte til fuglestemmer og blive henført af alle de dejlige blomster, som først kom til, da Brynhild gik på efterløn,
Et enkelt glas vin smager ekstra godt, når græsplænen er slået og terrassen fejet. Se blomsterne og kom i god stemning med noget stemningsfuldt musik.
Det var ikke
altid sådan et vejr som de rare metrologer på DR 1 og TV 2 så gerne ville give os:
Solskin fra morgen til aften, men der var solskin og det var muligt at cykle og
vandre i den livgivende natur.
Den første
dag ved Vesterhavet var ikke mødet med et larmende voldsomt brusende Vesterhav
skjult af havgus og skumsprøjt, men en dag med blå og klar himmel og et hav,
hvor bølgen går som ”et åndedræt af en venlig kvinde”, som Johannes V. Jensen
skriver i ”Hvor smiler fager den danske kyst”. Når man stirrer ud over havet
kan man godt få en følelse af noget uendeligt.
En anden dag skinnede solen igen, og så tog vi til Henne Mølleåens udløb
Et par velsmagende fiskefileter og et godt glas øl på Henne Mølle Å Badehotel var sammen med oplevelsen af den smukke natur ganske overvældende og let berusende.
Vejen her stopper ved Vesterhavet, og går man op på en af de mange toppe, kan man se ud over havet og ane, at her er starten på evigheden.
Jeg gik flere
kilometer alene langs med Henne Mølleå til lyden af insekternes summen og
stemmer fra enkelte fugle. Jeg kikkede ofte på åen og tænkte: her løber naturens
langsomhed, og da jeg senere cyklede til Filsø og pludselig så en havørn, sprang
jeg hurtigt af cyklen og fik i 30 sekunder en oplevelse af naturens storhed.
Det var
gennemgående meget blæsende, og det var ikke altid en dejlig oplevelse at sidde
under solsejlet, mens hele teltet flagrede i vinden, og selv om vi havde en
stormanordning vidste vi aldrig om solsejlet ville lette og flyve væk, og det
kunne da påvirke nattesøvnen. For at blive fri for blæsten kunne man tage på
museum, hvor man rent faktisk også kunne støde på en form for storhed i naturen.
Her er et par videoer, som med musik og billeder prøver at gengive en stemning fra oplevelser i naturen.
Så blev dørene på CLAY Keramikmuseum Danmark endelig åbnet for offentligheden.
Det blev noget af et tilløbsstykke, og billetkøen var rimelig lang, men folk var tålmodige, og der var rigelig plads til alle i den nye bygning, der er tegnet af arkitektfirmaet Kjaer & Richter A/S
Åbningstalen blev holdt af konstitueret direktør Pia Wirnfeldt, og der var musik og buffet for betalende gæster. Solen skinnede og stemningen var høj.
Her på åbningsdagen er det også Pia Wirnfeldts fødselsdag, så der er smil og glæde.
"Med indvielsen af den nye tilbygning og med åbningen af udstillingen "Brandes & Bindesbøll" tager vi hermed hul på CLAY Keramikmuseum Danmark. En fremtid med mange nye oplevelser både for dem, der har tabt sit hjerte allerede til keramikken, men forhåbentlig også for dem, der endnu har keramikkens oplevelser af rigdom til gode. "Sådan lød det bl.a. fra Pia Wirnfeldt.
Udstillingen "Brandes & Bindesbøll er overvældende og overrumplende, og den viser keramikkens mangfoldighed i udtryk og størrelse. Er man ikke interesseret i keramik som kunstart, får man på denne udstilling mulighed for at ændre holdning.
Videoen giver en bid af åbningstalen og er en hurtig tur gennem udstillingen.
