Stenhuset - Et bygningsværk af Per Kirkeby

Tæt på det sted hvor Lilleåen og Storåen mødes ligger Folkeuniversitetscentret, Skærum Mølle. Lige over for Folkeuniversitetscentret ligger Per Kirkebys Stenhuset. Her mødte vi Gudrun Aspel, der i sin tid vovede at kontakte Per Kirkeby og dermed kom til at skabe baggrunden for byggeriet af Stenhuset. Gæstfrit åbnede hun Stenhuset, inviterede os ind og fortalte levende om husets tilblivelse. Og udenfor lettede sangsvanerne og satte streger i luften.

Blomster og undertrøjer

Så kom dagen. 47 år. Efter alle julens gaver, skulle det i år være blomster, især fordi jeg kender et sted, hvor blomsterbinding bliver en form for kunstnerisk udtryk, og sådan en buket bliver virkelig anerkendt af fruen. Den giver strålende øjne og skaber smil og glæde.

Ved morgenbordet ligger der en pakke til mig. Af med sløjfen og af med låget: Nej, undertrøjer! – Mærkevarer! Inde i mit hoved ruller der billeder af forvaskede undertrøjer, undertrøjer, der kryber op af bukserne, og undertrøjer, der spændes godt ud fortil. Jamen det er da ikke noget godt syn for ens ægtefælle. Det kan man vel nærmest blive helt trist af, og man opdager det jo ikke selv. En lille diskret hentydning, så lidt skal der til. Jeg ser det klart. Når jeg går rundt i de nye undertrøjer, skaber det strålende øjne, smil og glæde, og jeg går rundt og føler mig som en fandens karl. Vi kører videre mod 48.

Skudår eller nytårsglæde

Skudår? – Nej, men det buldrede og bragede, som blev der skudt med kanoner. Ret uhyggeligt at sidde med champagneglasset og ønske hinanden godt nytår til flash og ”kanontorden”. Vi vovede os ud et øjeblik og kikkede op mod himlen.Tænk, hvis vi kunne slippe for alle de krigslignende brag og bare nyde en æstetisk dans af farver på himlen. Nytårsglæde.

Godt nytår til alle der kommer forbi her

Det blev også i år til gode oplevelser Det blev til mange kunstudstillinger, 3 uger i Andalusien og gensyn med Alhambra, Ronda og Sevilla, dejlige stunder i haven med fugle og blomster, 3 uger ved Hennby med diverse udflugter og ture, og så var der 14 dage på Mallorca. Ja, så blev jeg opereret for grå stær uden at det har ført til et bedre syn, snarere et værre, da jeg nu har svært ved at læse og endnu mere besvær med at se ordentligt på en skærm. Måske bliver det bedre i 2016, hvor jeg har en tid hos øjenlægen i april. Det kunne have været i marts, men der er vi sjovt nok i Andalusien igen, igen.

Nå, her på årets sidste dag regner det, ja regner det. Stormen er løjet lidt af, men ellers har december været stormfuld, grå og trist.

Vores å løber glad og frisk og sørger for næring til dyrelivet. Førhen var den nærmest en kanal for spildevand fra slagteriet, men nu snor den sig igen, og vi satser på at vandstanden ikke bliver så høj, at den når de 200 meter op til os.

Fuglsang Sø, som åen løber uden om.

Vejret kan vi bare ikke blæse på, men vinden blæser på os. Godt nytår.

Virkeligheden (indeni) - stor og flot kunstudstilling på Vestjyllands Kunstpavillon

På Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk ligger der lige nu en stor oplevelse.

Kurator Sonja Lillebæk Christensen har samlet værker fra fem kunstnere. Det er Søren Martinsen, Anne Skole Overgaard, Elsebeth Norrie, Bodil Nielsen og Christian Finne.

Kurator Sonja Lillebæk Christensen

Værkerne er meget forskellige, men udstillingen er harmonisk sammensat og emmer af emotion og poesi. Der er noget nyt i de kunstneriske udtryk, som vil overraske og berøre de besøgende.

En tur til Aarhus og lidt tilbage i tiden

Til Aarhus en af de sidste efterårsdage. Gåtur fra Banegården, forbi Aros og ned mod Den Gamle By. Stopper op lige før den Gamle Ceres bygning og kigger ud over Århus Å, som langsomt løber præget af alderdom og efterårets farver. 

Videre forbi det, der engang var Ceres, og hvor jeg som dreng flere gange var på rundvisning, udelukkende fordi rundvisningen altid sluttede med, at vi måtte drikke alle de sodavand, vi kunne, inden for en bestemt tid. Videre over gaden op til indgangen af Den Gamle By, hvor jeg skulle mødes med nogle mennesker, som jeg voksede op sammen med for over halvtreds år siden på Chr. Molbechsvej og H.V. Kålundsvej.

Vi krammer og hilser, tager kufferterne og rejser tilbage til halvfjerdserne og går rundt i opgange og lejligheder, og snakker og genkender og mindes og snakker.

Jeg kigger interesseret i en skuffe, der har tilhørt en kvindelig skoleinspektør, måske fordi skuffen kunne afsløre lidt af en fin kvindes hemmeligheder.

 Og hvad skal man mere sige: Jo, de holder sig godt, børnene fra dengang.

Møderne med børnene fra dengang, har lært mig lidt om, hvor meget en fælles baggrund og  følelsen af at være en del af et fællesskab med en bred diversitet betyder. At man efter et langt liv på over halvtreds år kan mødes, og at man på trods af alle mulige forskelle i livs-forløbet, kan finde sammen i et dejligt socialt fællesskab igen, er stort og livgivende.

HOLSTEBRO KUNSTMUSEUM: Åbnigen af Martsudstillingen 1951 - 1983

Interessant kunstudstilling på Holstebro Kunstmuseum, hvor der vises værker af Kunstnersammenslutningen Martsudstilingen 1951 – 1982. Her på denne udstilling er der ikke inddraget moderne formidlingshjælpemidler eller opstillet teaterkulisser, der skal sørge for, at man ikke keder sig, og at kunsten får en vis underholdningskvalitet.Selvfølgelig ikke, og ”iscenesættelsen” af udstillingen er helt i Kunstsammenslutningens ånd: Det er værket selv, der skal være i centrum.

23 værker af Martsudstilingen er samlet på Holstebro Kunstmuseum. ”Martsudstillingen varede i 30 år og Cobra kun i tre år, alligevel er det Cobra, der er løbet med hele opmærksomheden”, sagde professor i politologi, Henning Jørgensen i sin åbningstale. Holstebro Kunstmuseum har med denne udstilling villet trække nogle kunstnere, der var væsentlige for deres samtid, ud af glemslen. Det var kunstnere, der arbejdede ud fra et veldefineret kvalitetsbegreb og et tilstræbt højt kvalitetsniveau.

Nu kommer Martsudstillingen frem i lyset, og det kan måske ændre lidt på kunsthierarkiet, i hvert fald har Holstebro Kunstmuseum koncentreret sig om nogle vægtige kunstnere mere for deres kunstneriske værdi end deres markedsværdi.
Det er det, man har kunstmuseer til.

Ifølge museumsloven er et kunstmuseum forpligtet til både at belyse fortidens og nutidens kunst, og for nogle museer er en af deres vigtigste opgaver, at få de besøgende til at forholde sig til kunsten og ikke mindst til at reflektere over den. Et åbent spørgsmål bliver så, om man bedst gør det gennem iscenesættelser, scenografi, teaterkulisser og rig lejlighed og tilskyndelser til at bruge selfies. Det må jeg vende tilbage til, og jeg må ærligt indrømme, at jeg stod helt af på Aros udstilling med Michael Kvium - Fools. Her blev anvendelsen af selfies af museet nærmest brugt som et bevis for, at de besøgende fik en større forståelse for og et tættere forhold til værkerne.

Det var nogle af de tanker, jeg fik efter mit besøg på Holstebro Kunstmuseum.

Se lidt fra udstillingen her: