1. juni 2018 tæt på liggestolen

En maj fuld af sol fører op til sommeren

Museo Jorge Rando, Malaga

Der er en del kunstmuseer i Malaga. Det sidste nye er Museo Jorge Rando, der har fået plads i et nonnekloster. En rimelig stor bygning, hvor der nu kun lever få ældre nonner. Kommunen har renoveret den del af bygningen, hvor museet er. Kommunen har villet ære Jorge Rando med det dette museum, hvor ønsket er at skabe et museeum for ekspressionistisk kunst, og bysbarnet Rando betragtes som en ypperlig repræsentant for moderne ekspressionisme. Rando er også stærkt emotionelt engageret i verdens uretfærdigheder, og museets opgave bliver gennem kunsten at kæmpe for åndelige og humanistiske værdier. Så er det sagt.

På museet er der indrettet et atelier for malere og skulptører, hvor de kan mødes, arbejde og inspirere hinanden til at udvikle nye ideer inden for ekspressionismen

Centre Pompideau Malaga 2018

Centre Pompideau blev indviet i 2013, og aftalen var, at der i de følgende 5 år skulle vises kunst fra det 20. og 21. arhundre hentet fra Pompideaucentrets enorme samlinger i Paris. Netop i år er aftalen blevet forlænget, så der videre frem bliver tematiske udstillinger med en varighed på op til 6 måneder samt forskellige særudstillinger. Temaet nu for hovedudstillingen er "Modern Utopias" og særudstillingen en meget omfattende gennemgang af den rumænsk-franske kunstner BRANCUSI. En kunstner, jeg ikke kendte noget til, og som jeg vil arbejde lidt med, når jeg kommer hjem. Centre Pompideau ligger i en bygning nede ved havnen, og man kommer til den ad en meget pompøs promenade. Her mødte jeg denne kvindeskikkelse.

Så ned til udstillingen

The Great Utopia

Robert Delaunay (Rythme, Joie de vivre) The great Utopia - optimisme og nye måder at tænke på

Udstillingen viser værker af kunstnere, der på en eller anden måde spejler den tid, de er en del af som deltagere, vidner eller som ofre for historien. Det er brydningstider, der præger "Modern Utopias". Tro og håb på fremtiden efter krige, nationalisme og totalitarisme, men også det modsatte: mistro til det utopiske håb for sociale forandringer. Og hvor står kunstneren selv? Er det individualisten, eller skal kunsten bruges til at kæmpe for en sag?

Museet har sat etiketter på værkerne, og her er nogle eksempler

The end of illusions

Vasilly Kandinsky

Together

Antonio Saura

The golden age

Peter Doig

Titel: To Mayakovskyl

Equipo Cronica

Titel: Alles geht vom Volke aus

Jörg Immendorff

Le Printemps

Picasso

Titel: Fall of Icarus

Marc Chagall

Characters and birds in the night

Joan Miró

Jens Søndergaard på Heart med udstillingen "Farvekraft ad Helvede til".

Vinden blæser ude fra Vesterhavet. Støvregnen slår mig i hovedet og ørerne er fulde af vindens susen. Jeg går hen til det lille hus og tager i døren. Kommer ind i små rum, hvor malerierne hænger tæt. Jeg er i Jens Søndergaards gamle sommerhus på Bovbjerg nu Jens Søndergaards museum. Her er der mange skildringer af landskabet i Nordvestjylland, og her genkender man noget, man har set ude i landskabet, men det er noget andet og mere end det man så. Det er en slags forløsning af en oplevelse formidlet af Jens Søndergaard, hvor udtrykket ikke så meget er styret af hans øjne men mere af hans sind.

Nu skal vi så møde Jens Søndergaard på Heart i Herning. Det er godt, at Heart tager sin opgave som kunstmuseum alvorligt og ikke blot belyser nutidens kunst, men også fortidens. Jens Søndergaard er nok gået lidt i glemmebogen, men han er en vigtig kunstner ikke mindst for folk i Vestjylland, så hvorfor ikke trække ham frem i lyset med en stor udstilling og give folk nogle ekspressionistiske oplevelser, som de kan blive fanget ind af og blive forstærket af, når de bevæger sig rundt i det vestjyske og ser på landskabet og folkelivet.

Det er en udstilling med mange malerier. Det ser ud til, at man har samlet alt, hvad man nu kunne få fat i af arbejder af Jens Søndergaard, og derved bliver det en fremvisning af den elskede maler på godt og ondt. Jens Søndergaard selv var ikke bleg for at samle en stak malerier og brænde dem, når han syntes de ikke var gode nok.

Nogle af malerierne på HEART fremtræder som naivistiske og simple, mens andre er den rene lise for sindet. fordi farver og stemning tager fat i os og viser os kunstnerens sind. Jens Søndergaard maler os ind i naturen, vi mærker vejr og vind, hører havets brusen. Vi går i hverdagen og er med ved særlige begivenheder, hører bålets knitren og over det hele spiller fløjtespilleren.

Nu er der Søndergaard på Heart, og det er godt, og der er nok at se på i de store rum.

Jens Søndergaard skrev i 1927 til Leo Swane ( direktør for Statens Museum for Kunst) :”mon man nogensinde naar det rigtig ægte kunstværk”. Det kan man finde ud af på HEART.

Videoen her viser lidt fra ferniseringen på udstillingen

Jens Søndergaard ser lidt på sig selv med dette digt:

Jeg sidder alene
på den lille beværtning
ved en kaffe og brød,
forhen var det der,
hvor jeg pralte, bandte og drak
og fortalte, latteren rullede
gennem det lille lokale.
Jeg sang, råbte og skreg.
Nu sidder jeg ene tilbage
med en kaffe
og minderne.